Der synes at have sneget sig en uheldig tendens ind i institutionspædagogisk praksis og i småbørnsopdragelse om 'det kompetente barn'. Konkret udmønter det sig i en overvurdering af børns sociale og følelsesmæssige færdigheder.
Det er problematisk, idet manglende voksen regulering og guidning øger risikoen for adfærdsproblemer senere i livet. For ingen vil lege med børn (eller voksne), som ikke kan problemløse konstruktivt og regulere deres vrede og frustrationer i samspil med andre.
For barnet er ikke født kompetent, men socialt formbart. Netop denne præmis skal vi tage højde for og regulere/ forme i vores omgang med børn på en sådan måde, at vi voksne hverken forventer over evne, eller modsat pakker vores børn ind i vat og løser alle tingene for dem med instrukser.
Vi skal derimod gradvist lære dem problemløsnings- og reguleringsfærdigheder, og det er en lang sej proces, som skal gribes strategisk an og trænes igen og igen af både forældre og pædagoger omkring barnet.
Men hvad er det for en praksis, som jeg taler om? Et eksempel: Jeg blev kontaktet af en kvinde i Psykologhuset Odense, som ønskede rådgivning. Hun fortalte, at hendes datter for få måneder siden var startet i børnehave. Den anden dag ved afhentning, havde pigen haft et stort hævet blåt mærke på kinden.
Kvinden havde spurgt en pædagog om, hvad der var sket og svaret havde været: 'Det ved jeg faktisk ikke, men man får jo nogle knubs i børnehaven, når man skal lære hierarkiet i gruppen'. Dette svar havde ikke beroliget moderen, og hun var gået videre med sagen til lederen af institutionen.
Det viste sig, at pigen havde været inde i et tumlerum, som pædagogerne ikke havde direkte opsyn med. Tanken bag var, at børnene skulle have et 'fristed', hvor de ikke blev overvåget. Her havde hun forsøgt at være med
i en leg og vist ikke lige forstået legereglerne for denne leg, hvorved en 4-årig havde sagt: 'Du må ikke være med, du er dum', og havde slået hende med en træklods.
En pædagog var kommet til, og havde trøstet den lille og sagt, at hun jo hellere måtte blive væk fra de 'store drenge'. Hun havde derefter sagt til drengen, at den adfærd ville hun ikke se og sendt ham ud af tumlerummet, hvorefter han havde fået et hysterisk raserianfald.
Hvad lærte de?
Så hvad er problematisk med denne praksis? Er det ikke uundgåeligt, at der opstår konflikter? Jo, det er super normalt og helt uundgåeligt, og børn skal lære selv at håndtere dem. Det er måden, vi som voksne håndterer og guider børnene under og efter konflikten, og den læring de tager med sig, som også er vigtig her. Lad os dykke ned i eksemplet og se på læringen for de involverede.
Den lille pige gav i de følgende dage udtryk for øget ængstelighed og ville ikke tæt på 'de vilde drenge'. Den implicitte og eksplicitte læring for hende (selv om hun selvfølgelig ikke ville kunne formulere det sådan) var vel noget i stil med: 'De større børn er farlige og jeg skal ikke stikke snuden frem'. Samtidig lærte hun om jungleloven – 'den stærkeste styrer' – og hun lærte måske også (hvis det gentager sig mange gange) en strategi om at bøje af, når andre viser aggression, hvilket kunne være kimen til en underdanig 'flinkeskole'-strategi.
Drengen, som slog, blev bekræftet i, at konflikter kan løses korporligt og fik forstærket en adfærd, som han ikke kan bruge til noget senere i livet. Manglende vredesregulering duer hverken i skolen, parforholdet eller på en arbejdsplads. Læringen for ham var måske også: 'De voksne er dumme, og jeg skal kun slå, når ingen ser det og ellers benægte alt'.
Desværre fik han i dette eksempel ikke andre alternativer til at slå. Pigens mor mistede en portion tillid til, at institutionen kunne drage omsorg for hende barn og kom på konfrontationskurs med institutionen, som hun mistænkte for tænke, hun var en pylremor.
Nej – på den rigtige måde
Tilbage til det socialt formbare barn. Vi ved fra psykologien, at vi fødes med 'kimen' til både aggressive og altruistiske træk, men det ligger så som 'computerprogrammer', som skal aktiveres og trænes som enhver anden muskel. Barnet er altså ikke født kompetent med udviklede færdigheder, hvor vi kan sidde tilbagelænet og med sindsro sige: 'Det klarer de selv, og vi skal ikke blande os, for de skal nok selv finde ud af det'. Fordi dét, børn lærer, er desværre ofte noget andet, end det vi tror og ønsker, de skal lære. Vi skal ned i børnehøjde og huske på, at der ikke er nogen, som lærer noget konstruktivt af at blive kaldt 'dumme dig', 'Du må ikke være med', blive truet eller slået i hverken puderummet eller sandkassen. Tværtimod fører det til forstærkning af enten mod-aggression, mobbeadfærd eller en usund pleaser-adfærd.
Det er helt ok at lære børn, at de må sige nej, men måden, hvorpå barnet udtrykker sit nej, kan justeres. Vi kan råbe og 'slå det ud', eller vi kan sige det roligt, og hvis den anden ikke respekterer nej'et, kan vi eventuelt hente en voksen til at hjælpe.
Eller som jeg hørte en 4-årig sige til et andet barn: Du kan ikke være med nu, men om lidt, hvor vi skal køre på cykler, må du gerne være med. Det er konstruktivt og udtryk for en høj følelsesmæssig IQ. Det er her, vi voksne skal rose denne prosociale adfærd og guide barnets sociale formbarhed, så den ikke 'løber løbsk'.
Spørge, rose og guide
Men hvordan kan vi gøre det konkret? Relateret til den aktuelle ringe normering i daginstitutioner, kræver det selvsagt meget vågne og kompetente pædagoger, og det er de fleste heldigvis også.
Bogen 'De utrolige år' af børnepsykologen Carolyn Webster Stratton kan anbefales som en letlæst og praktisk håndbog for både pædagoger og også forældre. Jeg vil her komme med et par bud på, hvordan situationen med pigen og drengen kunne være håndteret.
Den voksne kunne her (og i alle andre lignende situationer) have sat sig med drengen og pigen og trænet problemløsning.
Hjælpespørgsmål kunne konkret være: Hvad skete der? Dette for at høre hvert barns forståelse af situationen (spørg ikke hvorfor de slog mv. for det aktiverer bare forsvarsposition). Hvordan har du det? Hvordan tror du han/hun havde det, da du gjorde det? Hvordan tror du, at han/hun har det nu? Dette kan få børnene til at tænke over deres følelser og adfærd og styrke deres indfølingsevne.
Næste trin kunne være: Hvordan kan vi løse det her? Kan du komme på noget andet du kunne have gjort? Hvad kan du/I gøre for at bevare roen? Kunne du have talt til 3? Kunne du have hentet en voksen?". Her kan vi (i børnehøjde) engang imellem snakke med børnene og opmuntre dem til at komme med løsningsforslag og se på positive og negative konsekvenser ved ideerne. Rose dem for ideerne og guide dem, for derved sætter viden sig bedre fast. Ellers bliver der kun tale om en social kontrol, som kun holder når der er voksenovervågning. Det bremser ikke uheldig adfærd på sigt.
Dernæst kunne pædagogen have fortalt om episoden (de store konflikter) til både pigens og drengens forældre ved afhentning. Dels for at berolige moderen, men også for at begge forældrepar kan forholde sig til episoden og deres børns adfærd. Her skal vi som professionelle ikke blive fanget i en misforstået hensynsbetændelse, hvor vi ikke vil belemre forældre. Det er selvfølgelig vigtigt, at forældrene ikke skal have den viden for at efter-sanktionere, for barnet skal have ro og selv 'fordøje' det.
Men de kan bruge viden om deres barns adfærd konstruktivt, og have det i baghovedet, og se drengens aggression som et udtryk for, at der fortsat er behov for træning af sociale færdigheder. Og derfor som noget de kan snakke om hjemme og rollespille gennem deres egen leg med barnet en anden dag.
At lære vores egne og andres børn konstruktiv problemløsning og følelsesregulering er en af de bedste gaver, vi kan give dem. Ved fortsat træning og omsorg skal vi som kompetente voksne guide barnets sociale formbarhed – uden at pakke dem ind i vat – og derved bidrage til, at vores børn bliver socialt kompetente og øge sandsynligheden for at de får et godt socialt balanceret liv.