Der sker noget på feltet for anbringelse af børn – noget, som fortjener nærmere opmærksomhed.
Og det vel at mærke inden regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fastlægger detaljerne i den aftale om Barnets Reform, de er politisk enige om at gennemføre og finansiere ved hjælp af de såkaldte satspuljemidler.
Siden forsommeren 2009 har danske kommuner været meget tilbageholdende med at anbringe børn og unge på døgninstitutioner. Både når det gælder spædbørn og større børn. Det kan ikke forklares med ændret lovgivning, men skyldes derimod, at kommunerne sparer penge for tiden – og derfor vælger andre og billigere løsninger, typisk familiepleje.
Vi er begge forstandere – på hver ‘vores’ observationshjem – og kommer derfor fra den del af behandlingssektoren, som mærker denne nedgang. Og på den baggrund kan vi sikkert blive beskyldt for blot at prøve at sikre ‘kunder i butikken’ med dette indlæg.
Virkeligheden er imidlertid, at det til enhver tid er og har været politikerne, som regulerer belægningsprocenterne på døgninstitutionerne. Det er i alle henseender et politisk spørgsmål – og et politisk valg.
Styr på fakta
Når det gælder de fremtidige rammer for anbringelse af børn og unge på døgninstitutioner, der skal fastlægges via Barnets Reform, er det imidlertid af stor betydning, at politikerne er klar over visse fakta.
Vi vil her udelukkende tage udgangspunkt i observationshjemmene, som vi kender bedst. Men vi ved fra kolleger, at der også når det gælder døgninstitutioner for større børn og unge vil være lignende forhold, som bør medtænkes.
Ser man på den overordnede tekst for den politiske aftale bag Barnets Reform (den kan læses på www.ism.dk), finder man visse hovedbetragtninger om tildeling og tilrettelæggelse af hjælp til udsatte børn og unge.
Indsatsen skal blandt andet være ‘sammenhængende og helhedsorienteret’ – og myndighederne skal ‘altid vurdere den enkelte sag og på baggrund af en konkret vurdering træffe de nødvendige beslutninger og iværksætte relevante foranstaltninger med henblik på at sikre omsorgen for barnet’.
Aftalen indebærer, at 928 millioner kroner i årene 2010-13 skal bruges på de forskellige indsatsområder, reformen omfatter. Og det er her, detaljen for alvor bliver interessant.
For når kommunerne allerede nu – inden reformen er trådt i kraft – er begyndt at gå fra døgninstitutionsanbringelse af børn og unge til anbringelse i plejefamilier, melder der sig en række spørgsmål. Blandt andet hvor godt disse familier egentlig er klædt på til at modtage de mest omsorgssvigtede børn?
Svært skadede børn
De børn, der de sidste 10 år er blevet visiteret til observationshjem, er i helt overvejende grad henvist som følge af udtalt bekymring for barnets aktuelle velfærd og mere langsigtede udviklingsmuligheder. Og har det efter en pædagogisk-psykologisk udredning vist sig, at barnet burde kunne fungere i en familiepleje, er det blevet forsøgt – ofte med succes.
På observationshjemmene får vi børn, som har været eksponeret for alkohol i fostertilstanden, hvilket ofte har givet dem en hjerneskade. Sådanne skader kan i spædbarnealderen vise sig som neurologiske problemer og afvigende reaktionsog adfærdsmønstre – og senere ofte i form af indlæringsproblemer, forsinket motorisk/intellektuel udvikling samt adfærdsog opmærksomhedsproblemer.
Vi får også børn, som har været eksponeret for narkotika i fostertilstanden. Når de kommer til observationshjemmene har de været igennem en livsnødvendig abstinensbehandling i hospitalsregi. Konsekvenserne af narkotikaeksponeringen i fostertilstanden er imidlertid, at de er særdeles følsomme over for ydre stimuli og ofte udviser afvigende reaktionsmønstre. Disse børn skal derfor have en særlig behandling, der skal målrettes og tilpasses det enkelte barn.
På observationshjemmene får vi også småbørn af psykisk syge mødre. På anbringelsestidspunk tet er disse børn tit stærkt understimulerede. De er derfor i fare for at udvikle alvorlige tilknytningsskader, hvis de ikke tilbydes kontinuerlig omsorg tilrettelagt ud fra en grundig, pædagogiskpsykologisk udredning.
Det er problemer af denne tyngde, der de sidste 10 år har været hovedhenvisningsgrund til behandling på landets observationshjem.
Faglige forudsætninger
I aftalen om Barnets Reform taler man om, at plejefamiliesystemet skal udbygges. Både med professionelle plejefamilier og med såkaldte netværksanbringelser hos familie eller venner, som børnene kender i forvejen.
Man kan efter vores opfattelse ikke generelt sige, at eksempelvis netværksanbringelser ud fra en faglig betragtning er en dårlig ide. Lige som man heller ikke kan sige, at flere plejefamilier er en dårlig ide. Hvad man derimod kan sige er:
At hvis de sociale myndigheder anser et barn for at være så velfærds- og udviklingstruet, at en anbringelse på en døgninstitution ud fra en pædagogiskpsykologisk vurdering kan forekomme relevant, bør de endelige beslutningstagere stille særdeles veldefinerede behandlingskrav, hvis de i sidste ende vælger en anden løsning. Og som Barnets Reform i dag er beskrevet, er det meget vanskeligt at få øje på garantier for, at det vil ske.
Det er efter vores opfattelse altafgørende, at der i forbindelse med Barnes Reform stilles specifikke krav om, at de plejefamilier, der modtager børn med alvorlige psykologiske og udviklingsmæssige problemer, har de nødvendige faglige forudsætninger for at løse opgaven.
Der vil imidlertid – uanset intentionerne om at vægte forskellige typer plejefamilier højere end i dag, og også efter at Barnets Reform er iværksat – være brug for at kunne anbringe børn i de særlige rammer, døgninstitutioner kan give. Hvilket leder frem til spørgsmålet om, hvordan reformens midler vil blive kanaliseret fra staten til kommunerne.
Det billige eller det bedste?
Efter vores opfattelse er regeringen og dens støttepartier nødt til at øremærke en del af pengene til døgninstitutionsanbringelser. Hvis pengene blot gives ‘til området’, vil kommunernes fristelse til at vælge den billigste løsning nemlig let kunne blive ret uimodståelig. Ikke mindst i perioder som den, vi lige nu befinder os i, hvor det er vanskeligt at få de kommunale budgetter til at hænge sammen.
Konsekvensen af i højere grad at vælge den billigste løsning kan imidlertid blive, at nogle alvorligt truede børn ikke får den behandling, de har brug for – og dybest set også har krav på.
I virkeligheden er der måske allerede taget hul på denne udvikling, for selv om døgninstitutionsanbringelserne af børn og unge er faldet støt det sidste halve år, så tyder intet på, at der i samme periode er blevet færre tilfælde af alvorlig vantrivsel blandt børn og unge her i landet.
Endelig er det vigtigt, at der forskes mere på anbringelsesområdet – og at der sker en mere systematisk erfaringsudveksling mellem døgninstitutioner og plejefamiliesektoren.
Jo færre børn, der behøver døgnanbringelse, desto bedre – det skriver vi gerne under på.
Men det skal hvile på beslutninger, som er truffet på et kvalificeret pædagogisk-psykologisk grundlag – og ikke primært ud fra økonomiske overvejelser.