En lille dreng flyttes på kort tid fra den ene til den anden plejefamilie, der ikke magter opgaven. En ulykkelig sag. For barnet, der skades på sin evne til at etablere kontakt og finde ny tryghed. For forældrene, der måske mister den i forvejen ringe tillid til et system, der ikke finder deres kompetencer som forældre tilstrækkelig. Og for kommunen, der hænges ud og ikke udfører et tilstrækkeligt kvalificeret stykke arbejde i en kompliceret børnesag.
Thor er en af flere – årligt skifter 1.300 børn opholdssted. I hvert 5. tilfælde giver plejefamilierne op, fremgår det af tallene fra Danmarks Statistik. Men vi har ingen eksakt viden om hvorfor sammenbruddene sker.
Bettina Post nævnte i Deadline på DR2 den 25.1., at et skift af sagsbehandler kan være en indikator. Systemet mister opmærksomheden – og hurtigt mister plejefamilien grebet om situationen. Der er uden tvivl en del sandhed i dette udsagn. Vi ved nemlig godt, hvilke familieplejeanbringelser der ikke bryder sammen.
Behandlingskrævende i familiepleje
Også svært behandlingskrævende småbørn anbringes nemlig, eksempelvis via Familieprojektet, der er en 28 år gammel institution, i specielt udvalgte og uddannede plejefamilier,
og plejefamilie og barn følges omhyggeligt af særligt sagkyndigt personale fra anbringelsens første dag.
Skal anbringelsen lykkes og kontinuitet i barnets opvækst sikres skal plejefamilien nemlig uddannes, superviseres og vejledes endog meget tæt i hele anbringelsen, ikke mindst i anbringelsens første år. Lovens krav om minimum et årligt kommunalt tilsynsbesøg (i forslaget til Barnets Reform nu foreslået sat op til to) rækker her langt fra.
I forhold til et lille, måske abstinent spædbarn, skadet evt. som følge af mors misbrug af alkohol eller stoffer under graviditeten, skal alle kræfter sættes ind for at tilvejebringe det miljø, der allerbedst tilgodeser barnets udvikling – for barnet har få ressourcer og skal ikke bruge kræfter på miljøskift.
Vi har siden 50’erne haft børnepsykiatrisk og psykologfaglig viden, der konkluderer, at disse små sårbare børn ikke kan tåle at opholde sig på en døgninstitution i længere tid. Hvor kompetent man her er, hvor godt man end forsøger at tilpasse miljøet med en kontaktperson for barnet mv. kan døgnmiljøet ikke lige så godt som en meget kompetent og veluddannet plejefamilie tilgodese det skrøbelige barns behov for ro, struktur, stabilitet og tætte omsorgspersoner. Derfor er mange børn bedre placeret i en plejefamilie og ikke på en døgninstitution.
Nuancer i debatten, tak
Charlotte Guldberg fra Skodsborg Observationshjem påpegede i Deadline, at børnene skal udredes før anbringelsen – ellers risikerer vi, at plejefamilien bryder sammen til skade for barnet. Og det er korrekt at denne risiko ikke må løbes!
Vi er derfor nødt til at nuancere den igangværende debat.
Som børnesagkyndig igennem 15 år i et hav af tvangsfjernelsessager er jeg enig i, at de små børn, der har været i forældrenes varetægt i måske flere år, før de skal døgnanbringes grundet en for ringe omsorg fra forældrene, ikke skal anbringes direkte i plejefamilien. De skal via en kvalificeret døgninstitution udredes og behandles, før de sluses videre til en god plejefamilie.
Men denne proces må ikke tage år – som vi desværre ikke så sjældent ser det. Børnene skal inden for en overskuelig periode ud i en dygtig og superviserbar plejefamilie, der får den nødvendige tætte støtte.
Og det lille nyfødte barn, der skal anbringes direkte fra en børneafdeling efter mødres misbrug under graviditeten, skal ikke nødvendigvis forbi en døgninstitution. Der er i forskningen intet belæg for at mene, at dette ophold vil være et gode for barnet. Dette barn bør ofte direkte i familiepleje – og her hurtigt få den basale tryghed og tæthed med et andet menneske, som alle spæde børn mest af alt behøver for at udvikle sig godt.
Men kravet er: Tæt støtte til plejefamilien! Det er ikke barnemad at sikre rammer for det lille skrøbelige barn, det fordrer en plejefamilie der har ressourcer til at tage afsæt i barnets behov for optimal ro og struktur.
Myter om udredning
En sådan familie, som ikke sjældent har en pædagogisk, social-faglig eller psykiatrisk baggrund, skal være særligt uddannet til denne opgave og følges som minimum en gang månedligt i et tilsyns- og vejledningsbesøg. Denne familie skal tilbydes løbende supervision i en supervisionsgruppe for plejeforældre og tillige tilbydes videreuddannelse inden for de specialområder, der behøves. Plejefamilien skal have mulighed for 24 timer i døgnet at kunne kontakte deres specialuddannede konsulent, såfremt nye spørgsmål trænger sig på.
Er disse forhold på plads, SÅ lykkes anbringelserne, og der sker ingen sammenbrud!
Igennem 28 år er således kun tre anbringelser i Familieprojektet ophørt – og alle fordi der var uventede begivenheder i plejefamilierne i form af eksempelvis uhelbredelig sygdom. I samme periode har flere hundrede børn fået en lykkelig opvækst i en familie, der blev deres, og som de i voksenalderen fortsat har tæt kontakt til. En familie for livet – ud over den biologiske familie, barnet måske stadig (men ikke altid) har kontakt til.
Det er en myte, at alle skrøbelige spæd- og småbørn skal over døgninstitutionen for at blive udredt, det vil sige undersøgt, før en anbringelse i en plejefamilie kan finde sted. Udredning kan sagtens finde sted i en plejefamilie – eller rettere med plejefamilien som base ved hjælp af dygtige børnepsy kologer og børnepsykiatere der af kommunen anmodes om at foretage vurderingen.
Nogle plejefamilier har en tilknytning til en døgninstitution.
I disse tilfælde kan undersøgelse af børnene foregå på døgninstitutionen, hvor ekspertisen er til rådighed – alt imens børnene er sikret den rolige ramme omkring deres hverdag, som plejefamilien udgør.
Visse småbørn skal først på institution – men langt fra alle
Det er, som fremhævet af Charlotte Guldberg, korrekt, at en del af de for sent anbragte børn – hvor den forebyggende indsats i familien har spillet fallit - har godt af en kortere periode med ro på en kompetent institution før de udsluses til en plejefamilie med en god viden om, hvad de rummer, som plejefamilien kan læne sig op ad. De spæde og helt små børn, der lykkeligvis anbringes direkte fra fødegangen eller børneafdelingen, behøver der imod ofte ikke en indledende placering på institution – og det er i forskningen påvist, at disse børns evne til tilknytning senere i livet vanskeliggøres, såfremt et sådant ophold varer mere end tre måneder.
Mange interesser i spil
Det ville være lykkeligt om snævre interesser kunne ekskluderes og børnenes behov sættes i fokus i den igangværende vigtige debat i forbindelse med forslaget til Barnets Reform, der nu er fremlagt.
Der er rigtig mange stillinger i spil på døgninstitutionerne – og i plejefamilierne. Og interesserne varetages af én og samme organisation – Socialpædagogerne – der i den igangværende debat forsøger at balancere.
KL vil som regeringen gerne blandt andet af økonomiske grunde bruge plejefamilierne mere. Interesserne stritter i alle retninger men få taler børnenes sag.
Det ændrer ikke ved det faktum, at det er bedst at vokse op i en god (pleje)familie, der bliver ens egen end at pendle mellem døgn- og familieplejetilbud.
Lad børnene få denne mulighed og brug plejefamilierne - ikke nødvendigvis mere, men bedre og på vilkår, der sikrer de kvalificerede, lykkelige forløb med intensiv støtte og uddannelse i plejefamilierne og god hjælp til børnene. Ikke som i Thors sag!
Det er dog evident, at den meget kvalificerede familieplejeanbringelse med intensiv støtte faktisk også er en økonomisk gevinst og kan etableres for det halve af udgiften til et døgninstitutionsophold: Mere kontinuitet og kvalitet for pengene. Men det er ikke det vigtigste. Det er hensynet til helheden og sammenhængen i barnets opvækst.