icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Der er brug for klare linjer

Alle parter har brug for at vide, hvad der er sort og hvidt, når det handler om forvaltningen af voksne handicappede borgeres egne penge. Længere er den ikke

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 12-2011 /

Dagbladet Berlingske har for nylig i en artikelserie beskrevet en række tilfælde, hvor der sker svindel og snyd med voksne udviklingshæmmedes penge på bosteder. Frygtelige historier om pårørende, der tvivler på de ansattes ordentlighed, og som mener, at de ansatte har taget penge fra beboerne. Det er alvorlige beskyldninger og alvorlige historier. Historier, som er svære at sidde overhørig. Men det er vigtigt at slå fast, at de her historier ikke er tegn på, at der er et generelt problem.

Det må naturligvis være målet, at der ikke må være den mindste usikkerhed eller mistillid imellem medarbejderne, beboerne og de pårørende, når det handler om beboernes privatøkonomi. Derfor har vi også været ude og anbefale, at der bliver indført klare retningslinjer for, hvad de ansatte må, og hvad de skal. Den slags retningslinjer skal ikke bare beskytte de voksne udviklingshæmmede og deres pårørende. De skal også være med til at beskytte medarbejderne – og altså blandt andet dette forbunds medlemmer. Retningslinjerne skal udgøre en ramme, som sikrer, at den socialpædagogiske indsats ikke misforstås eller fejlfortolkes. Alle parter har brug for at vide, hvad der er sort og hvidt, når det handler om forvaltningen af voksne handicappede borgeres egne penge. Længere er den ikke.

Og der er tydeligvis brug for at synliggøre præcis, hvad det er, vi gør, når vi passer vores arbejde på bostederne: Hvad der er det centrale i samspillet mellem beboerne og socialpædagogerne? Jeg medgiver gerne, at det ikke er nemt at forklare, hvordan vi med socialpædagogisk faglighed hjælper voksne udviklingshæmmede med at forvalte de dele af deres liv, de ikke selv kan. Uden at det går ud over deres selvbestemmelse. Og svært for udenforstående at forstå, at vi med vores faglighed skal – og kan – balancere mellem at styre og støtte. Det handler for eksempel om både at bruge deres økonomiske råderet som et pædagogisk redskab til at styrke den udviklingshæmmede borgers selvstændighed og øge hans eller hendes forståelse for penge og deres værdi. Og det arbejde er komplekst.

Jeg talte med en socialpædagog forleden. Hun fortalte, at de på hendes arbejdsplads var på vej på sommerlejr med beboerne. Men efter artiklerne i Berlingske var de blevet helt i tvivl om, hvorvidt de skulle tage af sted. Hun beskrev medarbejdernes bekymring over og frygt for, om de så skulle blive set skævt til, når de sidder og spiser pizza med beboerne.

Det er en uholdbar situation. Både i det konkrete tilfælde og generelt. Vi kan ikke leve med, at der bliver sået tvivl om forbundets medlemmers faglighed eller hæderlighed. Derfor har vi også peget på, at det er nødvendigt med klare linjer på området. Og i lighed med Social Leder Forum og LEV tilbyder vi at stille viden og erfaring til rådighed i udviklingsarbejdet.