En god dreng
Barndommen på Optagelseshjemmet Fjordlyst har præget Jan Christensen for livet. Værdier som flid og rummelighed spiller ind i hans arbejde som socialpædagog og daglig leder
Jan Christensen kan tydeligt se sin plejemor for sig. Mørkhåret, kraftig og kraftfuld. Med en udstråling, der gør ham tryg.
– Når jeg sådan snakker om hende, så bliver jeg jo glad, fortæller han.
Det er snart 50 år siden, at Jan Christensen og hans to brødre blev kørt væk fra deres far, skrotsamleren i Horsens, og hen til Optagelseshjemmet Fjordlyst.
‘Moderen har forladt hjemmet 8.9.1963, og forældrene modtager offentlig hjælp’, står der med svungen håndskrift i stambogen for anbringelsen. Dengang var Jan Christensen ni år gammel. I dag er han 57 år og daglig leder af et beskæftigelsescenter for voksne udviklingshæmmede.
– Jeg har taget mange værdier med mig fra min barndom. Blandt andet står vigtigheden af relationer helt klart for mig. Det tror jeg ikke, man på samme måde tænker over, når man er opvokset i en almindelig familie, hvor det bare er naturligt. Men når man som jeg har oplevet at få den altafgørende omsorg og retning fra en anden voksen end en forælder, bliver det meget tydeligt, siger Jan.
Inden Jan kom til Fjordlyst var hans barndom kaotisk. Faren samlede skrot, og lejligheden flød tit med gamle gryder, metaldele, ødelagte cykler, klude og andre fund fra lossepladser. Hvis moren bad ham rydde op, førte det tit til heftige skænderier, og faren bankede hende af og til. Hans heftige temperament kom også frem, dengang han rev alt tapetet af stuens vægge, fordi han var sikker på, at moren havde gemt penge, så han ikke kunne gå på druk.
– Men desværre for far var der ingen penge, og i stedet for en tur på værtshus, måtte han i gang med at tapetsere stuen på ny, siger Jan.
En dag, da Jan kom hjem fra skole, var moren væk. Ingen anede, hvor hun var, og faren gik helt i baglås. Hvileløs gik han rundt i lejligheden, og hver gang han hørte en bil, gik han hen til vinduet for at kigge og notere på en blok. Han syntes nemlig gang på gang, at moren sad bag i bilen og grinede, og så ville han vide, hvem han senere skulle hævne sig på.
– Det var en meget ubehagelig oplevelse for os børn. Dels at vores mor var væk, og vi ikke vidste, hvor hun var. Dels at vi havde en far, der ikke var i stand til at trøste os, og selv var så meget i krise, at han opførte sig underligt, mens vi blot kunne kigge på.
Struktur og faste rammer
Senere fandt Jan ud af, at moren stak af for at slippe væk fra farens vold, men det vidste han ikke, da bilen kørte ind på pladsen foran det ombyggede traktørsted, der nu var børnehjem.
– I aften hopper vi bare ud af vinduet og tager hjem til far igen, hviskede storebroren, Bo. Men planen blev ikke til noget – måske fordi drengene hurtigt opdagede, at Fjordlyst gav dem nogle helt nye muligheder. Første positive overraskelse var, da drengene fik deres egen seng – det havde de aldrig haft før. Senere opdagede Jan også, at han trivedes langt bedre med den struktur, der var på Fjordlyst.
– Vi spiste klokken 18.00 og ikke to minutter over 18.00. Der var helt faste sengetider og helt faste pligter, og det gav faktisk os børn en mulighed for at være børn, fordi der nu var ro og struktur omkring os.
Fjordlyst blev ledet af ‘plejemor’ Mary Eriksen, der var det faste støttepunkt for børnene.
– Plejemor, hun var stærk i kontakten. Hun kunne godt opfattes som lidt barsk og lidt skrap, men samtidig var hun ekstremt omsorgsfuld. Den kombination af både at være den skrappe og den omsorgsfulde var god for os.
Igen og igen sagde plejemor: ‘I skal være nogle gode drenge’. Og gode drenge var sådan nogle, der passede deres pligter og bestemt ikke stjal eller løj.
– Og samtidig med, at hun var helt klar og tydelig med, hvor hun ville føre os hen, mærkede vi også, at hun gjorde det, fordi hun ville os det bedste. Hun viste os ikke omsorg ved at putte og kramme, for det var vi for store til, men vi kunne mærke omsorgen i hendes blik.
Faren kom på besøg
I Jans øjne er det bedste eksempel på plejemors omsorg den måde, hun mødte hans far på.
– For selv om min far var det, plejemor kaldte ‘et pjok’, så sørgede hun for, at vi bevarede kontakten med ham. Efter at min mor flyttede, gik min far helt ned. Han blev nærmest det, man kunne kalde en landsbytosse. Han boede rundt omkring i haveskure og i en bungalow, hans tøj var alt for stort, og han lugtede, fordi han rodede på lossepladser og sjældent blev vasket. Men hver lørdag fik han lov til at komme på besøg på Fjordlyst. Så gjorde plejemor et skumbad klar til ham, og lagde rent tøj frem, som hun havde vasket i gruekedlen. Bagefter sad min far i køkkenet og drak kaffe og spiste ostemadder.
Lørdag overnattede faren altid på en madras, og han tog først hjem søndag aften – for så at komme tilbage ugen efter. Det var ikke altid, at Jan og hans brødre havde intenst samvær med faren. Tit var han der bare. Plejemor satte faren i gang med forskellige pedelopgaver, som for eksempel at klippe hæk eller bygge en sandkasse til børnene, og imens legede drengene selv og spillede fodbold.
– Og nogle gange organiserede plejemor også, at vi kunne komme til stranden med vores far. Så sørgede hun for at finde badetøj og håndklæder frem og smøre en madkurv, for sådan noget kunne han slet ikke magte.
Med plejemors mellemkomst bevarede drengene således kontakten til deres far, selv om han ikke var i stand til at tage vare på dem i dagligdagen. Og senere tog hun også initiativ til, at de kunne genetablere kontakten med moren, der var flyttet til Roskilde.
– Den ånd som plejemor mødte mine forældre i, vil jeg gerne føre videre, siger Jan, der igennem karrieren som socialpædagog engang imellem har brugt sit eget eksempel til at forklare, hvordan han synes, forældresamværet bør være. Både i det nuværende job og da han tidligere arbejdede med udsatte børn og unge.
– Jeg er jo ikke i tvivl om, at min far har følt sig velkommen. Ikke fordi det blev sagt i ord, men fordi det blev vist i handling. Og plejemor fornemmede, at hvis vi skulle have kontakt med vores far, så skulle hun skabe rammerne for det. På samme måde vil jeg gerne gøre mit til at skabe rammer, hvor beboerne på Bøgeskovgård kan være meget sammen med deres pårørende. Jeg siger til de nye forældre: ‘Det her er et sted, hvor I må komme alt det, I vil. Hvis I vil være sikre på at møde os, så skal det planlægges – men I må bare komme’.
Børn møder udviklingshæmmede
Som vi beskriver i artiklen ‘Børn møder udviklingshæmmede’ har Jan også ført en vision om integration ud i livet, så beskæftigelsestilbuddet for udviklingshæmmede samtidig er en oplevelsespark for børn.
– Og måske har jeg lært noget af plejemor: Når vi ikke kunne komme hjem til vores far, måtte hun skabe rammerne for, at vores far kunne komme til os. Og når de udviklingshæmmede brugere ikke så godt kan komme ud i samfundet, må vi skabe rammerne for, at ‘samfundet’ kan komme til os, siger Jan.
Ud over rummelighed, åbenhed og omsorg er flid en dyd, som Jan har taget med sig fra Fjordlyst.
– I skal være nogle dygtige drenge, sagde plejemor tit, og det gjorde indtryk. Før Jan kom til Fjordlyst, havde han haft svært ved at klare sig i skolen.
– I mine første skoleår var jeg bange og nervøs og turde ikke sige noget, og jeg havde fornemmelsen af ikke at kunne noget, fortæller han. Men med skiftet til Fjordlyst kom der også et skift i skolen.
– I løbet af nogle år blev jeg en af klassens mest aktive og fik gode karakterer, fortæller Jan, der to år i træk fik flidspræmie. Da han det tredje år ikke fik præmien, var plejemors kommentar:
– Har du slappet af i skolen?
Så det var helt klart, at hun forventede, at han skulle gøre sig umage.
– Og det med at vi skulle være nogle dygtige drenge, bruger jeg sådan set stadig i dag. Jeg vil gerne gøre en forskel. Den dag jeg ikke er her mere, ønsker jeg, at man kan se, at jeg har været her, siger Jan – og understreger samtidig, at det er vigtigt ikke at stille så høje krav til sig selv, at man brænder ud.
– Selv henter jeg mit brændstof i den kærlighed, jeg får fra min kone og mine voksne børn.
Jan bevarede kontakten til plejemor indtil hun for fem år siden døde i en alder af 98 år.
– Jeg havde kontakt med hende lige indtil det sidste, og jeg var faktisk ude ved hende den dag hun døde. Jeg betragter hende ikke som en mor, men hun har været rigtig god og værdifuld for mig… Plejemor var garanten for struktur og forudsigelighed. Hun gjorde, at vi kunne få en barndom. Og hun lærte mig samtidig, hvor stor en forskel, man kan gøre for andre mennesker. Hun har opdraget mig til at tænke, at man har en forpligtelse til at hjælpe, når man har ressourcerne.
Jan tænker sig lidt om og tilføjer så:
– Det kan godt være, at det er noget mærkeligt noget at sige, men jeg tænker, at jeg er født for at skulle hjælpe andre.