Jeg håber I vil tage mig
Nyuddannet pædagog Sara Trantel Glad sendte 70 ansøgninger og var til 22 samtaler, før hun fik et job. Undervejs var der opture og mange nedture med uinteresserede og uengagerede ansættelsesudvalg – og så var der de gode steder, som gav hånd, bød hende velkommen og var interesseret i hendes faglighed. Hun lærte, at selv om børn er en lykke, så er de for en nyuddannet en hæmsko
Er du lykkelig? Sara Trantel Glad blev temmelig overrumplet, da det var det allerførste spørgsmål, hun fik til en ansættelsessamtale.
Mente de privat? Fagligt? Personligt? Hun valgte at svare ja, fordi hun privat har det godt med sine to børn og sin mand, og der er gode bedsteforældre på begge sider, som stiller op, når børnene er syge. Og fagligt er hun også tilfreds, fordi hun i efteråret 2010 har afsluttet sin ønskeuddannelse og efter overstået barselsorlov i december er begyndt at søge pædagogstillinger. Så ja, hun er også fagligt og personligt et lykkeligt menneske.
Ville dog blive endnu lykkeligere, hvis de efter ansættelsessamtalen valgte hende.
Det gjorde de ikke.
Hun skulle sende 70 ansøgninger og igennem 22 ansættelsessamtaler, før der var bid.
Sara Trantel Glad er 29 år, og på hendes CV står der blandt andet, at hun har skrevet speciale om ‘magt og omsorg’ i forhold til udviklingshæmmede. Hun er optaget af, hvor omsorgen begynder og slutter og opfatter emnet som centralt i det pædagogiske arbejde, uanset om det er med voksne udsatte eller børn i en vuggestue. Her kan man svigte et barn ved at give det et nederlag, hvor man lige så godt kunne give det en sejr. Når det for eksempel selv forsøger at hælde vand i et glas og rammer ved siden af, og pædagogen så siger, ‘du ramte ved siden af’ i stedet for at rose barnet over, at det kunne hælde vand op.
Hendes tre praktikperioder under pædagoguddannelsen afviklede hun i helholdsvis en vuggestue, en integreret institution og på et fritidshjem for fysisk og psykisk handicappede. Og der er kun rosende vurderinger fra alle tre praktiksteder. Hun har blandt andet fået at vide, at hun er faglig kompetent, har overblik og er god til at se det enkelte menneske.
Sara Trantel Glad kan også føje uddannelse som svømmetræner til sit cv og har i mange år givet børn og unge svømmeundervisning. Et job, som kræver overblik og forståelse for børns forskellighed. Hun har desuden arbejdet frivilligt i et Red Barnet-projekt med unge på Blågårds Plads i København, og endelig har hun i fire år arbejdet i weekender som køkkenmedhjælper på Verahus i København, der er et botilbud for unge fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Fra sin tid i Post Danmark, hvor hun var ansat som koordinator, gennemførte hun et konflikthåndteringskursus, og under sin praktikperiode et kursus i tegn til tale.
Det er ikke mindst hendes mange år på Vera-hus, der har gjort hende interesseret i det særlige sociale område, og da hun stod med sine eksamenspapirer, var hendes ønskejob en stilling som hjemmevejleder for udviklingshæmmede.
Du bliver for ustabil
Det startede godt for Sara Trantel Glad. Allerede på sin fjerde ansøgning blev hun indkaldt til samtale til en stilling som hjemmevejleder.
Humøret var højt, og hun forventede lidt, at hun ville få jobbet.
Hun følte selv, at hun havde forberedt sig godt på samtalen. Havde læst om indholdet af jobbet på kommunens hjemmeside og skrev i sin ansøgning, hvad hun kunne i forhold til de kvalifikationer, der blev efterlyst i stillingsopslaget. Hun havde skrevet en liste med de spørgsmål, hun havde til stillingen. For eksempel, hvad de forventede af hende? Om deres pædagogiske principper, som hun ikke umiddelbart kunne læse noget om på hjemmesiden.
Da dagen for samtalen endelig oprandt, var hun meget nervøs og brugte hele dagen på at forberede sig.
Det var første gang, hun skulle forsøge at sælge sig selv som pædagog. Hun ville gerne have prøvet det under uddannelsen. For eksempel ved at man skulle til ansættelsessamtale for at få en praktik. Hun kunne også godt have brugt lidt viden om, hvordan hun præsenterer sin faglighed.
Mens Sara Trantel Glad sad uden for og ventede på at blive kaldt ind til samtale, repeterede hun igen og igen, hvad hun ville spørge om. I stillingsopslaget stod der, at man skulle være ‘robust, pålidelig og en ansvarsbevidst person’.
Hun blev kaldt ind og anvist en plads ved et stort bord, hvor der sad syv personer, som nikkede til hilsen, da lederen, der førte ordet, præsenterede dem med navn og stilling. Der var souschefen, forældrerepræsentanter, tillidsrepræsentant, et par – måske kommende – kollegaer. Anden information blev der ikke givet, før lederen stillede hende det første spørgsmål:
Hvad er din pædagogik?
Øh???
Det var umuligt at forklare. Det er naturligvis et emne, Sara Trantel Glad har haft på seminariet, men da ansættelsesudvalget intet havde fortalt om institutionens pædagogik, var det svært for hende at sætte ord på sin viden, da hun ikke havde noget at sætte den i forhold til. Det var som at tale ud i den ‘blå luft’, da hun fortalte, at anerkendende pædagogik er et af hendes pædagogiske fokuspunkter og den, hendes menneskesyn bygger på.
Efter 35 minutter blev der sagt ‘jatak’.
Var det gået godt? Var det gået skidt?
Sara Trantel Glad kunne ikke vurdere det. Hun havde været nervøs og havde ingen fornemmelse af, om de var interesserede i hende. Følte heller ikke rigtig, at hun havde fået noget at vide om jobbet, selv om hun fik stillet et par spørgsmål.
Næste dag ringede telefonen.
Hun fik ikke stillingen.
Begrundelsen var to ting: Ingen erfaring og to børn. Og om det sidste blev der sagt, at man var bange for, at hun blev for ustabil.
Det slog hende ud. Hvis det var begrundelsen, hvorfor havde de så overhovedet indkaldt hende til samtale. Hun havde skrevet i sin ansøgning, at hun var nyuddannet, og at hun havde to børn. Dem havde hun jo ikke fået på vej hen til jobsamtalen.
Men værst af alt: Hun kunne ikke bruge afslaget til noget. Det gjorde hende ikke klogere på, hvordan hun kunne forbedre sig i sin næste ansøgning. Var hendes ansøgning for eksempel forkert, skulle hun læse op på nogle ting? Var hun ikke fagligt dygtig nok? Var hun ikke god nok til at forklare om sin faglighed?
Op på hesten igen
Heldigvis er Sara Trantel Glad udstyret med et sundt netværk af familie og venner, så ved fælles hjælp meldte hun sig igen i jobsøgningsfeltet.
Hun lærte ret hurtigt både at skrive i sin ansøgning og indlede sine jobsamtaler med at fortælle, at hun havde børnepasning til sine børn, hvis de blev syge.
Alligevel fik hun, de 21 gange hun fik afslag efter en ansættelsessamtale, at vide, at man ikke turde ansætte hende på grund af de to børn. Et sted fik hun tilmed at vide: ‘vi er bange for, at det private flyder over i det pædagogiske og omvendt’.
Hun begyndte at søge stillinger inden for alle områder af det pædagogiske arbejde. Det skete blandt andet, fordi hun gennem sit forarbejde til de mange jobansøgninger fandt ud af, at hendes faglige interesser for den anerkendende pædagogik kunne opfyldes både inden for det særlige sociale område og med børn i daginstitutioner og på fritidshjem.
Før hver ansøgning læste hun institutionernes årsplaner og de respektive hjemmesider for at se, hvad deres værdigrundlag var, og om hendes kvalifikationer passede til det, de søgte. Hermed blev alle hendes 70 ansøgninger individuelle.
Hun lærte dog også, at ikke alle institutioner brugte deres egen hjemmeside. Et sted havde hun læst i vuggestuens årsplan, at de uddeler vitaminpiller til børnene. Hun spurgte interesseret til det, da hun aldrig før havde hørt om en sådan ordning. Svaret lød: ‘vores hjemmesiden er forældet, og den bruger vi aldrig’.
Men hun fik ikke svar.
Hver gang, Sara Glad forberedte sig på en ansættelsessamtale, læste hun op på sine erfaringer fra de foregående samtaler. Hun havde gjort det til en vane at nedskrive sin egen forberedelse og efterfølgende de ting, ansættelsesudvalget havde spurgt hende om, hvad hun havde svaret og sin egen vurdering af samtalen.
Nå, men du er så maler
Ved nogle ansættelsessamtaler virkede det som om, de allerede havde valgt en til stillingen, og at samtalen bare var noget, der skulle overstås. Så kunne hun godt føle, at hun kom til ulejlighed og tog deres tid. Alene den måde, hun kom ind i lokalet på og blev modtaget på, virkede negativ. Der blev bare nikket goddag til hende. De spørgsmål, der blev stillet, kunne hun kun svare ja eller nej til, og der blev ikke lagt op til, at hun skulle uddybe sit svar. Ofte havde de en lang liste af spørgsmål, de fulgte slavisk, og når de var stillet, var tiden – de 35 minutter – udløbet. Der var derfor ikke tid til, at Sara Trantel Glad kunne spørge om noget.
Nogle gange var det kun lederen, der sad med hendes ansøgning.
Andre gange kunne hun mærke, at de slet ikke havde læst den. Når hun for eksempel blev spurgt: ‘Hvad er det så for et job, du har nu?’ eller ‘Nå, du er jo maler’.
Ofte præsenterede medlemmerne af ansættelsesudvalget sig ikke.
Hun kunne ellers godt have brugt lidt støtte fra tillidsrepræsentanten – hvis denne var til stede – den dag, hun blev spurgt om, hvad hun forestillede sig at forlange i løn. Undervejs i sin jobsøgning havde hun slet ikke skænket løn en eneste tanke. Efter nogle sekunder – som hun selv følte som evigheder – fik hun sagt, at hun forestillede sig, at hun skulle have den overenskomstmæssige løn.
Hun nåede kun lige at tænke, at hun ikke havde undersøgt, hvad den ‘overenskomstmæssige løn’ var.
Så kom næste spørgsmål. Om hun dog ikke forventede at få et tillæg for sine kompetencer som svømmetræner?
‘Nej’ sagde hun.
Og det mente hun. For hendes største ønske var at få jobbet, og hvis et ekstra lønkrav ville forhindre dette, ville hun ikke fremsætte det. Hun havde i øvrigt aldrig på noget tidspunkt overvejet at kræve et løntillæg for den kompetence. Eller for andre af hendes erfaringer.
Hun fik ikke jobbet.
Bagefter nagede tvivlen hende. Skulle hun have svaret anderledes på det spørgsmål om lønnen? Viste hun sig svag ved ikke at kræve mere i løn? Udstrålede hun naivitet? Virkede hun lalleglad som en, der bare sad og sagde ‘Tag mig. Tag mig. Ligegyldigt hvad. Bare tag mig’.
Det må du da vide
Sara Trantel Sand husker også et anden samtale, hvor der var afsat 45 minutter til samtalen, og det var i sig selv positivt, følte hun. Hun var meget opsat på stillingen og havde som sædvanlig gjort sit forarbejde. Samtalen forløb godt og formede sig som en diskussion mellem alle deltagerne omkring vigtige pædagogiske emner, og hun blev inviteret ind i debatten med sin viden.
Hun følte sig rigtig godt tilpas og havde næsten glemt, at det var en ansættelsessamtale. Det kunne have været et personalemøde om den pædagogiske linje.
Efter lidt tid på den måde, afsluttede lederen emnet og spurgte i stedet Sara Trantel Glad, hvordan hun havde det med børnesager. Sara svarede ved at spørge hende, om hun mente med at indberette til socialforvaltningen? Hvorefter lederen svarede, ‘du må da vide, hvad en børnesag er’, og så var den samtale slut.
Sara Trantel Glad ved den dag i dag ikke, hvad der gik galt, for selvfølgelig ved hun, hvad en børnesag er. Men det var som om, de talte forbi hinanden.
Samme oplevelser har hun også haft andre gange. Det kan være svært at komme ind som nyuddannet med helt andre pædagogiske redskaber og måske et andet sprog end det, der gælder i den pågældende institution. Og på den korte tid, der er afsat til en samtale, kan det være svært at vise, at man fagligt står samme sted.
Hun synes, det er lidt underligt, at nogle arbejdspladser ikke tænker over, at de om nogle år vil stå og mangle medarbejdere, og så skal de måske til den tid til at lære at være lidt mere venlige.
Sara Trantel Glad fik også meget positive oplevelser, når hun var til samtale, og husker blandt andet de steder, hvor også forældrene eller de pårørende deltog i samtalen.
Velkommen til Sara
Sara Trantel Glad har været nede i mange sorte huller, når afslagene blev ringet ind, og hver gang skulle hun kravle op af hullet igen. Undervejs har hun tvivlet på sin egen faglige viden og på, at hun havde valgt den rigtige uddannelse. Noget måtte jo være galt, når hun ikke fik job.
På et tidspunkt begyndte hun at læse sit pensum op igen for at huske, hvad det egentlig er, hun kan. Hun gennemgik også den viden, som er kommet til, siden hun forlod seminariet. Og så læste hun sine opgaver igennem igen, og ved at ruste sig fagligt blev hun også psykisk stærkere.
For godt en måned siden var Sara Trantel Glad til sin samtale nummer 22. Hun var virkelig sat op til den. Daginstitutionens virksomhedsplaner, deres pædagogik, efteruddannelse, ja kort sagt det hele så rigtig spændende ud.
Og samtalen. Ja det er den bedste oplevelse, hun har haft som jobsøgende. Der var afsat en time til samtalen. Det havde hun aldrig oplevet før. Allerede ved indgangen blev hun budt velkommen og ført hen til møderummet, hvor der var sat kaffe og kage frem. Alle præsenterede sig og gav hende hånd, og det var tydeligt, at de havde læst hendes ansøgning. Alle deltog i samtalen, også forældrerepræsentanterne, der stillede meget konkrete spørgsmål til hende. Hvad vil du gøre, hvis et barn falder og får en bule i panden? Medarbejderne interviewede hende om hendes værdigrundlag og faglighed. Hun kunne i ro og mag få svar på sine spørgsmål. Men frem for alt kunne hun mærke, at de stillede store faglige krav til hende, og de vidste, hvad de ville have.
Efter samtalen gik Sara Trantel Glad hjem og vidste, at hun rigtig, rigtig gerne ville have stillingen.
Hun var tilfreds med sin egen indsats under samtalen og følte, at hun havde vist sig selv. Tidligere har hun været meget genert, men de mange ansøgninger og de mange ansættelsessamtaler har gjort hende mere robust og mere klar i mælet, når hun skal fortælle om, hvad det er, hun kan.
De ringede. Ville gerne kontakte hendes praktiksteder.
De fik navn og telefonnumre.
Der gik fire dage.
Så ringede lederen og sagde, at de gerne ville ansætte hende.
Den første dag på arbejde blev hun mødt med et stort skilt foran vuggestuen:
‘Velkommen til Sara vores nye pædagog i huset.’