Prik

Når den kloge narrer den mindre kloge

Personalet skal drøfte de etiske dilemmaer i arbejdet med at støtte borgeren i forvaltningen af hans eller hendes egen økonomi. De drøftelser skal tages løbende og bruges som grundlag for en kultur præget af respekt og omtanke på det enkelte botilbud

• Email
• Print

Berlingske havde sidst i maj en artikelserie med eksempler på lemfældig omgang med beboermidler på botilbud.

Eksemplerne var forskellige. Fra direkte ulovlig brug til egen fordel af beboermidler. Og så eksempler, hvor det er et spørgsmål om etik.

Jeg ved, I er trætte af den slags historier, og det forstår jeg sådan set godt. Fordi alle sættes under anklage, hvilket naturlig vis ikke er rimeligt. Rigtig mange steder foregår administrationen af beboernes penge på en god og fornuftig måde, som I som pædagoger kan tage æren for.

Men når der stadig kan findes eksempler på snyd og misbrug, må der etableres nogle systemer, som modvirker, at dette kan lade sig gøre.

I vil ikke have flere detaljerede, administrative regelsæt, og det tror jeg heller ikke er vejen frem.

For mig at se begynder problemstillingen ikke kun på botilbuddene, men i høj grad også på det administrative niveau i kommunerne.

På det administrative myndighedsniveau i kommunerne er vi for tiden vidne til så meget rod og manglende stillingtagen til, hvad det er ret og rimeligt at betale for som borger. Det er mig eksempelvis ubegribeligt, at vi for tiden oplever stadigt flere kommuner, der opkræver betaling for rengøring hos borgere, som sidder i kørestol, og som har et udviklingsniveau under skolealderen. Og som i øvrigt er visiteret til et §108-tilbud.

Der er derfor behov for, at man systematisk – og med juridisk bistand – gør rede for, hvad kom munen har forpligtelse til at betale, og hvad man som kommune må opkræve beboerne for.

Det er også på det administrative niveau, at man gør rede for, hvad der ikke er tilladt i forhold til at administrere konti på andres vegne.

Det er efter min mening ikke spørgsmål, som et pædagogisk personale skal bruge sin tid på. Eller har kompetence til at træffe beslutninger om.

Men personalet skal drøfte de etiske dilemmaer i arbejdet med at støtte borgeren i forvaltningen af hans eller hendes egen økonomi. De drøftelser skal tages løbende og bruges som grundlag for en kultur præget af respekt og omtanke på det enkelte botilbud.

For mig handler det ikke om at skabe stive systemer. Beboerne har forskellige behov for hjælp og støtte i pengesager. Og kommer også fra vidt forskellige miljøer med lige så mange niveauer for, hvad det er ret og rimeligt at bruge penge på.

Derfor er det også en stor udfordring at tilgå opgaven på en etisk korrekt måde. Men de mange steder, hvor tingene fungerer ordentligt, er jo eksempler på, at det kan lade sig gøre.

En let øvelse er vel at sætte sig selv i borgerens sted og stille sig spørgsmålene, om man vil:

• give sit dankort og sin pinkode til en kollega?
• give 20.000 kroner for fem dage i et sommerhus?
• betale ydelser, som du ved kan refunderes?
• tage taxa frem for bussen, når du ved det koster 1.000 kroner med taxa?

Og så videre og så videre.

Deltag i debatten Hvordan mener du, at man bedst kan sikre sig mod misbrug af beboernes midler? Hvordan kan I bedst håndtere beboernes midler uden at det skaber mistillid? Hvordan kan man bedst forbedre grundlaget for arbejdet med beboernes økonomi?