Tak til Sara Trantel Glad for den gode og præcise beskrivelse af jobsøgning og diverse jobsamtaler, som hun skildrer levende og morsomt i Socialpædagogen den 10. juni 2011. Jeg har oplevet noget lignende sidste år. Jeg har skrevet over 100 ansøgninger og været til over 10 jobsamtaler, før jeg var så heldig at score et vikariat i Syddjurs Kommune. Jeg er træt af at skrive ansøgninger. Rimelig træt af først camoufleret ansættelsesstop i kommunerne og interne jobbanker, senere afløst af åbenlyst ansættelsesstop. Jeg er også træt af at gå til forudsigelige ansættelsessamtaler, hvor ansøgernes X-factor provokeres frem med uforberedte spørgsmål af typen: ‘Har du kørekort?’ eller ‘Hvordan er du som kollega?’. Jeg får lyst til at løbe skrigende bort. Jeg vil gerne snart headhuntes.
Til forskel fra Sara Trantel Glad har jeg mere end 25 års erfaring som pædagog, og jeg er mand. Mit CV er alenlangt, jeg kan tapetsere vægge med kursusbeviser. Foruden grunduddannelse som pædagog har jeg efteruddannelse i form af diplomuddannelser (jeg har endda to af slagsen), merkonom, krop- og gestalt basis, kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi. Jeg har været tillidsmand og gruppeleder. Sjældent har jeg fået at vide, at jeg var kedelig i den sammenhæng. Det battede bare ikke noget de første 10 gange, jeg var til samtale, da jeg blev arbejdsløs i 2010.
Men hvordan er du forankret fagligt? Hvad læner du dig op ad? Kommer det typisk fra ansættelsesudvalget til en indledning.
Her kan jeg komme med en alenlang forklaring, der starter med græske filosoffer og humanistiske værdier og nærmeste udviklingszone. Jeg har en anerkendende tilgang til andre mennesker. Jeg ser de små lys i mørket, som der også står i nogle af mine anbefalinger. Mit erkendelsesmæssige fundament er nogenlunde solidt forankret fagligt gennem mange siders læsning og mange års erfaring i praksis. Jeg går ikke af vejen for hverken idealistiske eller konstruktivistiske perspektiver. Konstruktivisterne siger, at det er sproget, der skaber indholdet i vores sociale verden. Det er vigtigt som pædagoger, at vi hele tiden kan genforhandle vores virkelighed. Vi ved som pædagoger, at det er det, vi fokuserer på, der bliver vores virkelighed. Mønstre og forestillinger kan ændres. Men Carl Rogers begreb omkring appreciative inquiry har siden min grunduddannelse ligget i baghovedet som en metode, der er relevant, når jeg vejleder andre. Vi går som pædagogerer foran med et godt eksempel. Vi viser hvordan.
Hvem er du som kollega? Spørges der så i et forsøg på at være underfundig.
Jamen jeg svarer, at jeg er ham den langtidsfriske, der aldrig har røget, og som derfor heller aldrig er syg. Jeg er ham den erfaringsramte pædagog, som trods grånende tindinger har ambitioner om at gøre et godt stykke arbejde. Jeg får myrekryb ved stilstand, men jeg er selv et stille væsen, der kan smitte med min ro. Stress har jeg aldrig kendt til, jeg har for det meste nået alt det, jeg kunne og mere til. Jeg kan godt lide at reflektere sammen med kollegerne. Jeg har ikke noget imod at dvæle lidt ved tingene, balancere på de små trædesten i vadestedet. Jeg trives også fint med højt til loftet og jo flere vinkler, der kommer på bordet, jo bedre har jeg det i drøftelserne. Jeg kan godt lide at være ham, der kommer med oplæg til personalemødet. Jeg kan godt lide at rose en kollega, der gør et godt stykke arbejde. Jeg synes, at det er pragtfuldt at have køkkentjansen. Så kan jeg lave det om til et tv-køkken, og min pædagogik begynder at sprudle. Jeg er vild med ture ud af huset. På tur bliver jeg ligesom i ‘Far- til-fire’-filmene. Derimod kan jeg ikke så godt lide, når noget ikke kan lade sig gøre på grund af ressourcemangel eller andre – skal vi sige – halvdårlige undskyldninger. En af mine absolutte kernekompetencer er, at jeg er god til at skabe en god stemning. Sjovt nok går det meste sladder mine ører forbi, det er mit liv for kort til. Nærmest på trods af den tiltagende individualisering er jeg ekspert i rundkredspædagogik og specialist i positiv psykologi.
Hvorfor skal vi netop ansætte dig? Ansættelsesudvalget forsøger at sætte kniven lige i struben på mig.
Jeg synes da, at I skal ansætte mig på grund af min faglighed og erfaring. Gennem mine uddannelser har jeg opnået stor erfaring i at beskrive og analysere diverse problemstillinger. Jeg har endvidere stor erfaring med at formidle information på mange niveauer – denne erfaring har jeg opnået såvel gennem mine uddannelser og som socialfaglig medarbejder gennem 25 år. Den uddannelsesmæssige overbygning sætter mig i stand til at have teori- og praksisudviklende funktioner, herunder udviklingsprojekter.
Men det er ikke så meget der, jeg vil hen. Åh, jeg har sådan lyst til at fantasere og komme med nogle visioner, der kan berige samtalen. Så jeg siger: Jamen, jeg synes, at I skal ansætte mig på grund af mine maskuline sider, som jeg tænker kan komme fædrene til gode her i kommunen. Jeg har erfaringer med mænd og fædre, og hvordan det er at være Tarzan i en damejungle. Fædrene har krav på, at de bliver mødt af en mand, ellers er det ikke sikkert, at de gider modtage vejledende samtaler. Jeg synes, at jeg har noget at bidrage med: Jeg har mange erfaringer med fædregrupper og dette at lave noget med mænd og børn. Nu ved jeg selvfølgelig ikke noget om brugerne eller ‘borgerne’ her, men min vision med at være her, det kunne være sådan noget med at tage i skoven og klatre i træer eller lave svævebane med tovværk hele dagen. Om eftermiddagen eller om aftenen vil jeg lave lejrbål, og hvad dertil hører, og så vil jeg fortælle om de fredløse røvere på Hjelm. Det er ligesom min indgangsvinkel til at lære disse fædre at kende og skabe en relation, hvor de kan se en mening med det hele i deres egen relationer til deres børn. Jeg går ind for relationsarbejde. Relationsarbejde er tidkrævende og svært at forklare, men det giver mening. Der er et behov for den maskuline side i pædagogikken, hvor mænd får fat i deres egne ressourcer, og kan se, at de også kan gøre en forskel i forhold til deres egne børn. Hvor de også kan opleve at være anerkendende overfor deres børn. Og hvordan skal de komme til at erfare dette, hvis der ikke er nogle mænd ansat, der kan gå foran og vise dem dette? Det er min mission.
Her slutter samtalen brat. Ansættelsesudvalgene i dette kvindefag består oftest af kvinder. Jeg får besked om, at jeg desværre ikke kan få stillingen.
I ansættelsesudvalgene rundt omkring vil man vel hellere have en, man kan spejle sig i, en ligesom dem selv. En lidt yngre kvindelig medarbejderrepræsentant synes vel, at det skal være den kvindelige ansøger på hendes egen alder, som hun kan være veninde med, der får stillingen. Her hjælper ingen kloge ord. Eller en lidt bedaget forsamling med erfaringsramte pædagoger synes, at der ikke skal ansættes endnu en grånet pædagog. De synes, at det skal være en yngre model. Jeg har endnu til gode at se et yngre ansættelsesudvalg, der ville have en erfaringsramt kollega – jeg er for ung til at være det grå guld endnu – og som desuden er en mand.
Eftersom mit vikariat udløber en gang i efteråret, skal jeg snart i gang med at kridte skoene igen. Foghs minimalstat kom snigende til sidst, og nu er den her. Kommunerne blev nødt til at spare. Jeg har blik for den store historie i den lille historie. Jeg har aldrig i mit liv før oplevet et så voldsomt ansøgerfelt til stillingerne. Det resulterer vel også i, at folk holder på deres stillinger, ingen tør vel flytte sig, når det skal være så svært. Det er også meget nedslående at konkurrere med op til 200 andre ansøgere om at komme til jobsamtale med nogle mennesker, der hverken virker seriøse eller engagerede. Jo, det mener jeg jo, at de var i Syddjurs Kommune, hvor de for det første læste ansøgningen og var forberedte med nogle ordentlige spørgsmål og en stemning omkring bordet, der gav en god fornemmelse. Tak for dette til Syddjurs Kommune, hvor jeg har haft et godt arbejdsliv i et helt år snart.