Du er kontaktpædagog for udviklingshæmmede Karl, der skal have sine hjertepiler. Ellers bliver han alvorligt syg.
Men Karl vil ikke have pillerne. Og han er ikke i stand til at forstå, at han bliver syg uden.
Du har gjort alt, hvad du kan, for at motivere Karl til at tage pillerne, men uden succes.
Det er ulovligt at skjule pillerne i maden eller på anden måde gennemtvinge, at Karl spiser pillerne.
Hvad vil du gøre?
Sådan lyder et dilemma, der siden foråret har været til diskussion i Socialpædagogens Facebook-gruppe (find det på www.kortlink.dk/9kbf). Et dilemma mellem hensynet til at respektere Karls selvbestemmelse og hensynet til at vise ham den nødvendige omsorg.
Er problemet ved at finde den rette etiske holdning, at man skal vælge enten at respektere Karls afslag og udelukke lægelig behandling, eller iværksætte lægelig behandling og ikke respektere Karl? Er dilemmaet den type, hvor hensynet til den ene side udelukker og lammer den anden? Eller den type hvor hensyn til den ene side stimulerer og holder den anden i live, og hvor valget mellem respekt og overgreb derfor kun er et skinproblem?
Med udgangspunkt i afdøde professor i etik og religionsfilosofi, K. E. Løgstrup mener jeg, at det sidste er tilfældet.
Uforenelige og forenelige modsætninger
K. E. Løgstrup har beskrevet en bestemt type af modsætninger, han kalder forenende modsætninger. Det er modsætninger, som man kunne tro var uforenelige, sådan at den ene udelukker og lammer den anden, men i virkeligheden styrker og befrugter de hinanden, begge modsætninger går i forfald, hvis de mister kontakten med hinanden.
En helt anden type kalder Løgstrup for #adskillende modsætninger#, hvor hensynet til den ene udelukker hensynet til den anden.
Et eksempel på forenende modsætninger er ifølge Løgstrup modsætningen mellem at være fordomsfri og at være kompromisløs. Hvis jeg er fordomsfri, er jeg åben over for andre mennesker, jeg lytter interesseret til, hvad de mener og er parat til at give mig, hvis de overbeviser mig. Men hvordan undgår jeg, at det fører til ren og skær eftergivenhed, så jeg kommer til at plapre dem efter munden og stryge dem med hårene? Hvordan undgår jeg, at min åbenhed forvandler sig til sin egen karikatur og bliver eftersnak? Det undgår jeg ved at holde fast på en kompromisløshed. Jeg skal være parat til at holde fast på mit standpunkt, indtil jeg virkelig bliver overbevist; jeg skal ikke give efter og opgive min modstand, fordi den kan give besvær og være ubekvem, jeg skal ikke være hverken bange eller doven. Jeg skal være kompromisløs. Men hvordan undgår jeg, at min kompromisløshed bliver til stædighed og stivsindet ubøjelighed. Det undgår jeg ved at holde fast på åbenheden og fordomsfriheden.
Der er altså en særlig spænding mellem fordomsfrihed og kompromisløshed: de kan ikke undvære hinanden, men lever af den spænding, der er mellem dem. Var der ikke den spænding, kunne nemlig fordomsfriheden blive til eftergivenhed og kompromisløsheden til stædighed. Og så ville det ikke kun være et skinproblem, at man måtte vælge mellem eftergivenhed og stædighed.
Et eksempel på den anden type af modsætning er modsætningsforholdet mellem fx kærlighed og had. De to fænomener er uforenelige med hinanden. ‘Det ene driver det andet ud’, som Løgstrup siger. Og blandes de to fænomener, fører det blot til en splittelse i personen, en ambivalent holdning.
Det gælder altså om at tænke igennem, hvilken type modsætning man står i, for den rette holdning til de to typer af modsætninger er forskellig.
Den rette holdning til de forenende modsætninger er at holde dem begge intakte og lade dem holde hinanden i skak, så de derved kan holde liv i hinanden og altså befrugte hinanden. Den rette holdning til de adskillende er derimod at luge ud i modsætningen, foretage et opgør med den ene og altså vælge mellem dem.
To skrækscenarier
Hvad nu med modsætningen mellem respekt for selvbestemmelse og omsorgspligten. Hvad med Karl?
Jeg vil mene, at der er tale om en forenende modsætning, og den rette holdning er derfor at holde begge modsætninger intakte og lade dem holde hinanden i skak. Kun derved kan man undgå to skrækscenarier: Det ene er, at man i virkeligheden overlader den svært handicappede til ham selv i en langsom fysisk destruktion. Det sker i et samfund, der derfor må kaldes et koldt samfund, som lader mennesker sejle, for de har jo ikke ønsket hjælp, men har tværtimod afvist hjælp. Det andet er det, vi kender fra Gøgereden med den radikalt umyndiggjorte klient, der omklamres af det måske velmenende, men i virkeligheden bedrevidende og respektløse system.
Hvis man rendyrker respekten for Karls selvbestemmelse og altså giver ham, hvad han ønsker, fører det til, at han langsomt destruerer sig selv ved at hjertesygdommen tager over og forstærkes.
Socialpædagogen gav det eksempel, at en udviklingshæmmet mand døde, fordi han ikke blev behandlet for lymfeknudekræft, idet han modsatte sig behandlingen.
Et samfund, der pålægger en socialpædagog den holdning, er et samfund, der er stivnet, og i virkeligheden et iskoldt samfund, og holdningen kan blive en sovepude for inaktivitet.
Hvis man derimod holder respekten i skak af omsorgen, fører det til at hensynet til den svage sætter en grænse for selvbestemmelsen. Det bliver tydeligt, at man ikke tjener den svage bedst ved simpelthen at rette sig efter ham. Det fører til, at man må beskytte ham mod ham selv. Respekten må være ikke bare den mekaniske respekt, men den omsorgsfulde respekt, der aldrig kan føre til, at man lader Karl destruere sig selv.
Men fører det så ikke til et overgreb mod Karl. Jo, hvis man mekanisk rendyrker den anden pol – pligten til at hjælpe den svage – og altså mekanisk tvangsbehandler Karl, for så får Karl ganske vist sine piller, men det fører til bedrevidende formynderi.
Hvordan kan man holde respekten for Karls medbestemmelse intakt, så den befrugter omsorgen? Det kan man ved, at man ikke lader tvangsbehandlingen blive mekanisk. Respekten for Karls autonomi vil sikre, at man ikke bare presser sin egen livsforståelse og værdiorientering ned over Hans. Respekten sørger for, at man lever sig ind i og bruger sin fantasi på at tænke: Hvis jeg havde været i Karls sted og altså været Karl, hvad ville det så være godt at gøre nu? Det kunne fx føre til, at man indså, at Karl jo er glad for livet, bare ikke for pillerne, og at han derfor er bedst tjent med at få det liv beskyttet.
Man kan sige at respekten for Karls autonomi vil kvalificere skønnet. Den giver en stærk motivation for at forsøge at identificere sig med Karl, at sætte sig i Karls sted, at bruge sin fantasi til at forestille sig hvordan man ville have det, hvis man var i Karls sko. Respekten kan forhindre en i at omklamre Hans. Respekten kan få en til ikke at vælge den hurtige og lette løsning, men til virkelig at tænke igennem, om der er mulighed for at hjælpe Karl på en anden vis, der ligger tættere op ad Karls ønske.
Respektfuld tvang
Det er altså fejlagtigt at tro, at man skal vælge mellem de to poler og vælge enten den ene eller den anden. I virkeligheden skal man netop vælge dem begge.
Man vælger dem begge ved at lade hensynet til selvbestemmelsen justere hjælpen, så den bliver så tæt som muligt på, hvad man forestiller sig, Karl ville ønske, hvis han ikke havde et forståelseshandicap. Ved at vælge begge, indfører man ikke bare et mekanisk princip om fx behandling for enhver pris, men man fastholder ansvaret for hele tiden at foretage det bedste skøn, ikke den mekaniske handling. Respekten for selvbestemmelse må aldrig føre til, at man lader den dybest set tilfældige håndbevægelse være afgørende, så man glemmer formålet med respekten for selvbestemmelse, nemlig at fremme det gode i tilværelsen.
Valget mellem om man skal tvangsbehandle Karl eller ej, er ikke et valg mellem om man skal udvise respekt over for Karl eller begå overgreb. Det er et skinproblem. Det ægte valg er mellem en mekanisk eller en respektfuld holdning.