Aleksandar får dem til at blive
Siden Aleksandar Canic blev ansat som socialpædagog på erhvervsskolerne CPH WEST i Ishøj, er frafaldet mindsket fra 34 pct. til det halve på fem år. Det skyldes både hans indsats og skolens klare fokus på at skabe et varmt studiemiljø, der både fastholder og udvikler de studerende
I 2007 droppede 34 pct. af eleverne på erhvervsuddannelsernes grundforløb på CPH WEST helt ud af skole og uddannelse. I dag er det tal halveret, og den gode udvikling smitter af på hele skolemiljøet.
Skolen har opbygget et tæt og fast netværk, alle støtter op om eleverne, og netværket er så tæt, at skolen opdager det, inden det går galt.
En vigtig del af dette netværk er Aleksandar Canic. Han er ansat som socialpædagogisk medarbejder med titlen fastholdelseskoordinator.
Han hilser til højre og venstre på gangen, mens de mange unge passerer – alle kender ham. Hans arbejdsplads er, hvor der er brug for hans tilstedeværelse og nærvær, og han sidder aldrig på kontoret. Han er meget synlig på skolen, og det skal han være.
– Jeg er der, hvor eleverne er, siger han.
For Aleksandar Canic er der ikke to arbejdsdage, der er ens. Det kan være, at han får en besked fra skolens kontor om, at en elev har forsøgt at begå selvmord. Måske er der mail om, at han skal tage en alvorlig samtale med en elev, der i går fik skriftlige advarsler på grund af for meget fravær.
Eller også er det bare en af de rolige dage, hvor han skal på kursus om unge med adfærdsforstyrrelser som ADHD eller læse op på, hvordan man hjælper unge over eksamensangst.
Eller en ‘normal’ dag med faste aftaler med elever, hvor de snakker om, hvordan det går. Hver dag kommer cirka 10 elever med små og store problemer, fx med at komme for sent, med kæresten eller med, at forældrene drikker.
– Alt, hvad jeg kan hjælpe med, tager jeg mig af. Jeg ringer til sagsbehandlere, psykolog, afvænningssteder osv. Jeg har et godt netværk. De unge, der er i alderen 16-22 år, ser mig som en naturlig del af stedet, og de snakker gerne med mig om deres problemer.
Aleksandar Canic er ikke en del af den almindelige undervisning, men han er dog med i idrætsundervisningen. Han arrangerer også fester og ture, fodboldturneringer, temadage osv. sammen med miljømedarbejderen.
– Jeg har altid arbejdet med folk med særlige behov, og det var kærlighed ved første blik med den stilling her.
Fra bunden
Aleksandar Canic er uddannet pædagog på Ballerup Seminarium og kandidat i pædagogik fra DPU. Han er 41 år og fra eks-Jugoslavien og kom til Danmark i 1993 som 22-årig.
Han har tidligere arbejdet i specialinstitutioner med psykisk syge bl.a. i bofællesskaber i Måløv og Albertslund. Men han ville vide mere:
– Jeg tog en kandidatoverbygning, fordi jeg manglede teori og gerne ville mere i dybden. Det savnede jeg på seminariet. Det har givet mig meget, fordi jeg har fået de pædagogiske teorier og synes, jeg er langt bedre rustet. Jeg bruger en socialkonstruktivistisk tilgang her, og det virker.
Han begyndte på CPH WEST i januar 2009, og han skulle selv definere sin stilling – det var helt nyt både for skolen og i det hele taget.
– Jeg skulle selv forme mit arbejde, og rutiner skulle bygges op. Det er både godt og skidt, men du er meget involveret og har ikke andres erfaringer at trække på, så jeg måtte trække på mit netværk. Det var en god udfordring, fordi intet var fastlagt på forhånd. Kun de overordnede rammer: at fastholde de unge. Det er en stor frihed, fastslår han.
Eleverne tog lidt forsigtigt imod ham i begyndelsen. ‘Hvad er du for en?’, spurgte de.
Men det ændrede sig hurtigt, og de accepterede ham, fordi han er på gangene hele tiden, er synlig og kontaktsøgende.
– De skal opfatte mig som en naturlig del af dem, og det prøver jeg hele tiden på at opfylde. Men jeg står også lidt midt imellem. ‘Du er jo lærer’, siger de. Min forpligtelse går begge veje, og jeg har tavshedspligt, og det fortæller jeg dem klart og tydeligt. Det accepterer de.
Efterhånden kunne eleverne mærke, at Aleksandar kunne bruges, og de henvendte sig til ham.
Både piger og drenge.
Hårdt belastede
Mens drengene klart har det sværest og ‘står bag’ de største problemer, Aleksandar skal tage sig af, påpeger han også de problemer, som de tosprogede unge slås med:
– De etniske unge er jo to personer i én – en, der er derhjemme med en fremmed kultur, og en helt anden, der er ude i Danmark med dansk tankegang. Det er en svær balancegang, der skaber problemer for dem i det daglige.
Knap halvdelen på CPH WEST er af anden etnisk herkomst end dansk.
Aleksandars største udfordring i forhold til eleverne generelt er at motivere dem og få dem til at tro på sig selv.
– Hvis de ikke hjælper sig selv, nytter det ikke. De skal erkende, at de har et problem og være klar til at gøre noget ved det.
Aleksandars mobiltelefon er altid åben, hvis de unge har behov for at snakke. Ud over at være pædagog og social støtte, er han også en slags storebror for nogle af drengene herude.
Ifølge Aleksandar Canic slås ca. hver femte af de unge med alvorlige psykiske problemer, og her er eksempler på selvmordsforsøg, spiseforstyrrelser, depressioner og stress.
Skolen ligger i et område, hvor de færreste vokser op i en kernefamilie, hvor forældrene har lave indkomster og ingen eller korte uddannelser, og hvor bandekriminaliteten hærger.
– Mange elever mangler noget derhjemme. En far eller en mor, at gå til sport, at være sammen i familien. Nogle oplever vold eller misbrug i familien, og den sociale arv er markant, fordi forældrene ikke magter at hjælpe dem. De har i den grad brug for både tryghed, rammer og konsekvenser. Jeg prøver at vise, at jeg er der for dem og holder af dem.
Stoffer og våben
Et af de tilbagevendende problemer på skolen er, at mange af de unge ryger hash og tager andre stoffer.
– De kommer til mig og siger ‘jeg er træt af at tage stoffer’. Jeg tager så kontakt til en afvænningsklinik, hvis det er den eneste udvej. Vi har en del, der ryger hash, og hvis de bliver taget i det, ryger de ud. Omvendt har vi ikke så firkantede regler, at de ikke får lov til at lave fejl. Vi skal stikke fingeren i jorden og finde den bedste løsning for den enkelte og for skolen, pointerer Aleksandar Canic, og tilføjer:
– Vi tager os af mange store sociale problemer, og vi er mere end en skole. Kan vi redde et ungt menneske fra at droppe ud af skolen, er vores mission opfyldt.
Han ser heldigvis også succeshistorier på skolen og i sit arbejde.
– Jeg oplever hvert år ved slutningen af et skoleår, at nogle af de unge kommer hen og siger: ‘Hvis du ikke havde været her, havde jeg aldrig klaret det’. Det er dejligt at se, når de udvikler sig, begynder at trives og har det godt her. Nogle starter som usynlige, generte og efter et halvt år er de en helt anden og udadvendt person. De skal have anerkendelse og tro på sig selv, og vi skal give dem selvtillid. Men de skal også erkende, at de er den, de er, og ikke den de tror, de er. Jeg støtter dem, giver omsorg, og de får også lov at lave fejl.
Flere ligesom ham
Et meget positivt og synligt tegn på hans og skolens samlede indsats er frafaldet, der som nævnt er halveret siden 2007. Og samarbejdet med det øvrige personale på CPH WEST er da også rigtig godt, siger Aleksandar Canic – og det skal det være, hvis det hele skal lykkes.
– Lærerne er meget positivt indstillede, fordi det aflaster dem i og med, at jeg tager de konflikter og problemer, de ikke har tid til. Sammen arbejder vi målrettet på at fastholde de unge, og tallene for frafald går klart nedad. Der er fokus på det, og der samarbejdes hele vejen rundt.
Selv om Aleksandar Canic kan føle sig som en lone rider, pointerer han, at han er en del af en personalegruppe, af ledelsen og har et godt samarbejde med eksterne folk. Han får også ros og anerkendelse, for det han laver.
– Jeg har med rigtig mange mennesker at gøre, og jeg er glad for, at jeg kan bruge min socialpædagogiske viden i både teori og praksis. Det skal hænge sammen.
Andre skoler er begyndt at få medarbejdere ligesom Aleksandar Canic, og de mødes af og til i netværk og udveksler erfaringer. Ishøj Kommune kender ham og hans rolle, og han har tæt kontakt til flere medarbejdere i kommunen.
En lappeløsning, der virker
Aleksandar Canic kan ikke give en enkel forklaring på, at mange unge har så store faglige, sociale og psykiske problemer.
– Men det er samfundets store udfordring, at en generation af forældre ikke kan være rollemodeller for dens egne børn. Det er svært at være ung i dag – de skal være online og opdaterede hele tiden. Vi er jo alle slaver af moderne teknologi, men de unge er det nok i ekstrem grad. Det presser og stresser dem, mener Aleksandar Canic.
Han ser sig selv som en lappeløsning på et samfundsproblem. Men en lappeløsning, der i hvert fald virker her og nu.
Hans og skolens plan er at udbygge hans rolle som fastholdelseskoordinator.
– Jeg prøver sammen med lærerne at ændre den traditionelle måde at undervise på. Det at sidde ned er statisk og kedeligt for mange af de unge. Man kan jo sagtens undervise på stranden. Eller have engelsk samtidig med, at man spiller fodbold. Vi skal bryde de gældende normer for undervisning.
Aleksandar Canic kan konstatere, at der er meget brug for ham, og han ser også sig selv i jobbet om 10 år.
– Jeg er meget glad for mit arbejde, og bare én succeshistorie kan give mig så meget gejst. Alle ungdomsuddannelser burde have en tilsvarende stilling, fordi de unge har problemer alle steder. En, der ikke underviser, men som tager vare på alle de skæve ting, siger han.