Ørkenen som læremester
Flere pauser, timeout på krævende møder og mere tid til at lede. Det har socialpædagog Malene Læsø Madsen taget med sig hjem fra en uges lederkursus i Sinai-ørkenen
Her er så stille, at det næsten larmer. Ingen fuglefløjt, ingen motorbrummen og ingen gadesnak. Kun stilhed og sitrende sol mellem de høje bjerge.
Socialpædagog Malene Læsø Madsen er på ledelseskursus i den ægyptiske stenørken sammen med en gruppe ledere fra private og offentlige virksomheder. En sandet fordybning mellem bjergene gør det ud for kursuslokale, og en beduinlejr under åben himmel er hotel for kursets 10 deltagere.
Kurset blev holdt en times gang fra den lille by Nuweiba, der ligger 180 km. nord for feriestedet Sharm El-Sheik lige ud til Det Røde Hav.
– Det rører ved noget basalt og fundamentalt at være i Sinai-ørkenen. Solen og fluerne står op kl. 5, og jeg med dem. Det sætter en ramme, som ikke umiddelbart lader sig rokke. Her er varmt, her er langt til alting, og mascaraen er for længst tonet ud. Det er ganske vanskeligt at komme til at ringe, og det er umuligt at komme på internettet. Jeg aner ikke, hvad der sker ude omkring i verden, og det giver mig mulighed for fordybelse uden forstyrrelser, siger Malene Læsø Madsen.
Hun er til daglig leder af skolehjemmet Emdrupgaard, der har otte børn i døgnpleje og 20 dagbørn, og det er tredje gang hun er i Sinai ørkenen for at få en tænkepause og inspiration.
– Det er så nemt at have travlt. Jo mere travlt, jo bedre, og jo mindre tid, jo bedre. Men det at turde stå stille, det er det, der får tingene til at bevæge sig. Når jeg står stille, så kan jeg se, at tingene bevæger sig, og det hjælper mig til at tænke over tingene på en ny måde, forklarer hun.
Bygger sine udfordringer
‘Gennem U’et i Sinai-ørkenen’ hedder lederkurset, der foregik en uge i april. Mellem de grå og gyl-dent brune bjerge i noget der minder om et udtørret flodleje, har beduinerne indrettet en lejr for de danske kursister. På det mest flade og sandede område er det fælles soveværelse markeret med et gulv af spraglede kludetæpper og en væg af stof, der blafrer i vinden.
En af de første dage vælger hver deltager sit eget sted i ørkenen et stykke fra lejren. En såkaldt Mandala, der på sanskrit betyder hjul eller kreds.
I Mandalaen arbejder man med livets store temaer; arbejde og karriere, familie og hjem, netværk og fritid og krop og helbred. Med ørkensten og planter eller, hvad man ellers lige finder, bygger man sine temaer. En stor tung sten kan symbolisere en krævende opgave eller udfordring på jobbet, mens et grønt blad kan gøre det ud for et håb eller en drøm, man har. Hver enkelt bygger sin egen Mandala med sine helt personlige symboler. De to temaer, som man har lyst til at arbejde mest med, placerer man foran sig, mens de to andre temaer er bag en som en støtte i ryggen.
I Mandalaen arbejder kursisterne med deres udfordringer og øver sig i at være alene med deres tanker. Et par nætter i løbet af ugen sover deltagerne også alene på deres sted i den tætte ørkennat.
I et hulrum foran en kæmpe klippesten har Malene Læsø Madsen indrettet sin Mandala godt afskærmet fra ørkenvinden.
– Det har været fantastisk at sove alene i ørkenen og vågne om morgenen og tænke ‘hmmm, noget har alligevel ændret sig’. Teori U, som vi har arbejdet med, handler om at få skabt rum til refleksion. Vi har kun 24 timer i døgnet. Det har USA’s præsident også. Spørgsmålet er altså, hvad det er, jeg bruger min tid på. Ud fra hvilke præmisser vælger jeg? Det er jeg blevet klogere på, fordi jeg har fået et rum til at overveje det i, siger hun.
– En af de andre på holdet fortalte mig, at når man snorkler, må snorklen ikke være for lang, for så får man ikke skiftet luften ud, og jeg synes at det, der er i mit lederarbejde, er, at der kan være meget langt imellem udskiftningen af luften. At være i Sinai-ørkenen har givet mig mulighed for at få truk-ket noget rent luft godt og grundigt ind, så jeg bliver mere klar i mine tanker om den ledelsesretning og den ledelsesstil og de ledelsesværktøjer, jeg har.
Træner nærvær
Kursusdeltagerne vågner med solen ved 5-6 tiden, når den som en orange kugle triller ud bag bjergvæggen og stiger op over det Røde Hav. Deltagerne begynder dagen med et par timers gymnastik eller bjergvandring og en øvelse i mindfulness inden morgenkaffen kl. 8. Dagen veksler mellem timer i skolestuen, der er en sandet oase mellem klipperne, gruppearbejde og tid til selv at tænke sig om. Kun afbrudt af måltiderne og det daglige bad i Det Røde Hav. Det ligger et kvarters gang væk og er den eneste mulighed for dagligt bad, hvis man ikke er til klatvask fra den fælles zinkbalje bag sovelejren.
Gennem daglige meditationer og samtaler to og to eller i hele gruppen træner deltagerne evnen til at være nærværende over for andre og møde sine medarbejdere der, hvor de er.
Stemmeøvelser med klassisk sangopvarmning og fællessang mellem bjergene modulerer stem-mernes klang, og giver mod til at stå frem og tage ordet og autoriteten som leder på sig.
– Stemmetræningen fik os til at lyde godt sammen, selvom mange af os som udgangspunkt ikke kunne synge rent. Det er det, der er en leders mulighed. At få øje på hver enkelts potentiale og få dem til at arbejde sammen. Tilsammen kan vi blive mere end dobbelt så gode, siger Malene Læsø Madsen.
På samme måde har ørkenen været en læremester i at se muligheder, også der, hvor man tror, der ingen er.
– De første dage i ørkenen virker det som om her kun er gråt i gråt og brunt i brunt, men der er planter og fugle og et liv at leve også her, og det er noget af det, jeg tager med hjem. Det handler om at få øje på de grønne vækster, som er overalt. Både her i ørkenen og i dagligdagen. Der er, hvad der er, og det må vi få det bedste ud af uanset, hvem vi er, og hvor vi er, siger hun.
Flere pauser i hverdagen
Tilbage på Emdrupgaard er mere tid til at tænke og lade op noget af det, Malene Læsø Madsen fremhæver som det vigtigste, hun har taget med sig fra lederkurset i ørkenen.
– Pausen giver os mulighed for at lade op med energi samtidig med, at den giver plads til at få nye tanker, forklarer hun.
Forleden foreslog hun på et ledermøde om en vanskelig personalesag, at de tog en timeout.
Alle mand gik ud af kontoret, ned ad trap-pen og ud til bordtennisbordet og svævebanen i institutionens have.
– Vi skiftede scene, og det hjalp os til også at ændre vores tænkning. Da vi kom tilbage til mødebordet, var energien en anden. Pausen havde fornyet luften og tanken, og det blev lettere at finde en løsning.
Når Malene Læsø Madsen sidder ved skrivebordet foran computeren for at skrive breve eller svare på en tilsynsrapport, som hun gjorde forleden, er hun også begyndt at tage en gå-pause. En spadseretur rundt om institutionen; ned ad trappen, ud på p-pladsen, langs hækken over skolegården, forbi holdepladsen, rundt om en lys-mast og samme vej tilbage. Det tager mellem fem og ti minutter. Tilbage på kontoret er hun friskere og kan skrive videre med fornyet energi.
– Det gælder om at finde små tilgængelige oaser i løbet af dagen, så man kan lade op. Det tager ikke særlig lang tid, men det har en kæmpe effekt, siger hun.
Mere tid til ledelse
Ud over hverdagens kortere pauser har Malene Læsø Madsen lovet sig selv at tage plads til længere pauser. På den måde har hun taget et lille stykke af ørkenen med hjem, synes hun.
– Jeg er blevet mere opmærksom på, at jeg leverer en ydelse som leder, og at jeg skal have noget energi for at levere den ydelse. En af medkursisterne har et lille solcelle-oplader med, der kan oplade hans telefon, fordi der ikke er nok energy i en telefon til at holde otte dage. Det er præcis det samme med ledelse. Man kan ikke bare bruge energien og tro, at en leder er en ledelsesmaskine. Vi skal også genoplades en gang imellem.
Også medarbejderne skal have mere plads og rum til refleksion, er hendes vision.
– Det er min opgave, når jeg kommer så inspireret tilbage, også at lade det sive i organisationen – velvidende, at det er et langt arbejde og ikke noget, vi sådan indfører i løbet af en uge. Der er jo stadig en praksis og en hverdag med børnene, som skal fungere. Men vi skal have skabt rum til refleksion, og der skal skabes noget tid til at stå stille, siger Malene Læsø Madsen.