icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Pædagogiske grundvilkår

Tvivl – men fortvivl ikke

Tvivlen er ikke til at komme udenom, når man arbejder i et menneskemylder. Den gode pædagog accepterer, at hun altid kunne have handlet anderledes, og lader tvivlen minde hende om jævnligt at kigge sin praksis efter i sømmene for vanetænkning, siger filosof og lektor Carsten Pedersen

I en tid, hvor pædagoger bombarderes med begreber, og vi synes at tænke, at hvis bare vi har det rette, er der garanti for at lave det gode arbejde, kan Carsten Pedersen blive bekymret for tvivlen. Om den får kvadratmeter nok at boltre sig på i institutionerne.

– Tvivlen er presset af den herskende diskurs om evidens og best practice. Men det er værd at huske på, at selv videnskabelige forskningsresultater kan betvivles, og at teori ikke er lavet med henblik på at give handlemuligheder, siger Carsten Pedersen, der er lektor på Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn, UCC og arbejder som konsulent med inklusion og eksklusion.

– Tvivl opfattes måske ikke ligefrem som noget godt, men pædagogens praksis er netop karakteriseret ved et samspil, hvor pædagogen altid kunne have handlet anderledes. Indsatsen kan aldrig være givet på forhånd, men afkræver tværtimod pædagogen en god portion dømmekraft. Tvivlen er et vilkår, siger han.

Og der er nok at komme i tvivl om. Pædagogens hverdag kribler af situationer, der kræver handlinger og beslutninger, men netop derfor kan pædagogen komme til at overse tvivlen.

– Den beslutnings- og handletvang, der er indbygget i pædagogers arbejde, får dem ofte til at gå direkte til ny handling, når noget ikke fungerer. Det er klart. Men tænker man i problemer, har man en tendens til at begynde at lede efter midler eller metoder, der kan fjerne problemerne, og det er et alt for forenklet syn på den pædagogiske praksis, hvor der er mange forskellige hensyn, der skal tages, og hvor en tilsyneladende effektiv metode kun kan være et af disse hensyn, uanset hvor evidensbaseret den måtte være, siger Carsten Pedersen.

Så har pædagogen fået fejet tvivlen ind under puderne i tumlerummet, må hun ifølge Carsten Pedersen se at få den støvet frem igen. Den kan nemlig bruges til noget.

Carsten Pedersen


Cand.mag. i samfundsfag og filosofi, lektor på Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn, UCC og konsulent i Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion, NVIE.

Se mere på www.praksisfilosofi.blogspot.com

 

 

Af med problembrillerne

Emil ser en kattekilling udenfor og løber fra bordet midt i spaghettien og kødsovsen. De fem andre unger løber efter. Pædagogens vagt slutter om et kvarter, og hun skal nå at tømme opvaskemaskinen og give sin kollega besked om Amalies penicillin. Hvad nu?

I hverdagsmylderet er der nok af hensyn at tage og i stedet for at tænke i problemer, kan pædagogen med fordel tænke i dilemmaer.

– I et dilemmaperspektiv vænner man sig til nysgerrigt at undersøge og reflektere over, hvilke værdier eller hensyn der er afgørende i bestemte arbejdssituationer, siger Carsten Pedersen.

Kattekilling eller bordskik?

Vil pædagogen dyrke dilemmaperspektivet, må hun droppe forestillingen om metoden, der virker på tværs af alle sammenhænge. Hun må tvivle. På alle entydige, lette og skråsikre løsninger. Sammen med sine kollegaer må hun kaste et nysgerrigt dobbeltblik på hverdagens situationer. Et blik der modvirker skråsikkerhed og sikrer en vis portion omtanke og dømmekraft i pædagogens håndte-ring af vanskelige situationer.

– Når pædagogen tvivler på en værdi eller et hensyn, hun vedkender sig, åbner det for, at andre vigtige hensyn, hun også vedkender sig, kan tages. Hun bliver i stand til at ‘hente sig selv hjem’ eller ‘genvinde balancen’ i situationer, som hun pludselig oplever sig selv fortolke og håndtere på en for entydig måde.

Men pædagogen skal ikke tvivle på alt. En frugtbar tvivl kræver et sikkert ståsted.

– Noget er nødt til at stå fast, ellers kan man ikke tvivle på det, der er relevant at tvivle på i denne situation. Man tvivler fx ikke på retten til at bestemme over sin egen krop som sådan men på, at den er det eneste saliggørende hensyn i denne situation. Hvis pædagogen dyrker en universel tvivl på alt, hvad hun siger, gør og tænker, vil tvivlen føre handlingslammelse og måske i sidste ende fortvivlelse med sig.

 

Diskuter dilemmaet på facebook: Er Annes tvivl et plus – eller et minus?


Anne er nyansat på et opholdssted, der lægger vægt på bordskik. ‘Erfaringen viser, at det gavner børnene’, siger lederen. Da ungerne midt under måltidet løber ud for at se en kattekilling, bliver hun alligevel i tvivl om, hvad hun skal gøre. Er tvivlen et plus eller et minus?

Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Teori og metode