Danmarks bedste inklusionsagenter?
Folkeskolelærerne skriger på hjælp, når de skal inkludere børn med særlige behov, og den hjælp kan komme fra lærerne på de interne skoler. Det var en af konklusionerne, da lærernetværket holdt landsmøde og konference og bl.a. diskuterede de interne skolers fremtid
På den lille ø Orø i Isefjorden nord for Holbæk ligger døgninstitutionen Orøstrand, hvor der bor 24 børn og unge fra Københavns Kommune med forskellige psykosociale problemstillinger. De kommer typisk fra brudte familier, har forældre med kriminel baggrund, misbrugsproblemer eller voldelig adfærd, og som har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Klassiske problemstillinger med andre ord.
Orøstrand har en intern skole, som har stor succes med gradvist at udsluse eleverne i almindelige folkeskoleklasser: I 2010 gik 14 af de 27 børn, der boede på Orøstrand på det tidspunkt, i ekstern skole, og alle afsluttede 9. klasse, enten i folkeskolen eller i den interne skole.
Tallene fra Orøstrand kom på bordet, da det faglige netværk for ‘Lærere ansat på døgninstitutioner med intern skole’ holdt landsmøde og konference i Middelfart i starten af marts.
Ca. 20 af netværkets godt 300 lærere, der er organiseret i Socialpædagogerne, diskuterede fremtiden for de interne skoler, og Orøstrand blev brugt som eksempel på, hvordan lærerne kan bidrage til at inkludere de særlige unge i almindelige folkeskoler.
Tore Kargo, socialfaglig konsulent hos Socialpædagogerne, har tidligere arbejdet på Orøstrand, og han fortalte på konferencen om sin tidligere arbejdsplads sammen med skoleleder Line Kamp.
Noget af det unikke er en udeskolelærer, som hverken underviser på den interne skole eller på folkeskolerne, men som fungerer som bindeled mellem dem. Han har ansvaret for at få placeret børnene på de skoler og i de klasser, der passer lige nøjagtig til det enkelte barn, og samarbejder i øjeblikket med seks forskellige folkeskoler i Holbæk.
– Det er et kæmpe benarbejde, Jens laver. Han ved, hvor kaffekopperne er på alle lærerværelserne i hele Holbæk. Han er enormt vigtig, når en elev skal placeres, fordi han ved, hvilken 6. klasse der er den bedste til lige nøjagtig Anders. Han kender lærerne og klasserne og ved, hvordan det enkelte barn skal udfordres, og der er den enkelte lærer ekstremt vigtig, fortalte Tore Kargo.
Tremmer for vinduerne?
Jens’ opgave er blandt andet at være mentor og støtte for børnene. Han er med til skolestart, han er med i klasserne, og han hjælper barnet med at sige, hvor han kommer fra.
– Det kan godt være svært at sige, at man bor på en døgninstitution og har gået på 28 forskellige skoler, og at det hele er noget møg. Men Jens er vant til at få brudt isen på en god måde. Tit bliver klassen inviteret på besøg på Orøstrand, så det bliver gjort ufarligt, fortalte Tore Kargo.
De gange, hvor det ikke har kunnet lade sig gøre at invitere klassen ud på institutionen, har det været sværere at forstå for de andre, hvad det vil sige at bo på en institution, sagde han.
– Er der tremmer for vinduerne for eksempel? Er de voksne sådan nogle kæmpestore nogen, der kaster rundt med børnene, refererede Tore Kargo nogle af de spørgsmål, børnene kan blive mødt af – med latter fra tilhørerne til følge.
– Men hvis man inviterer hele flokken med lærere ud til noget træklatring og til at spise nogle boller i parken, så er det lige pludselig fedt at sige ‘Her kommer jeg fra’. Og dagen efter ved alle, nå ja, det er der, Anders bor, og det er egentlig ret cool, og der er godt at være.
Visionen for Orøstrand er at inkludere eleverne i normalmiljøet, så vidt det er muligt. Det giver dem en oplevelse af, at de godt kan begå sig.
Men for Orøstrand går integrationen begge veje, fortalte Line Kamp. Orøstrand har en dyrepark, hvor der er offentlig adgang, og eleverne kan på stedet blive uddannet til guide.
– Vi har 15.000 besøgende om året, og hvis man har fået en guidet tur, kan det være, det er en af mine elever, der har vist rundt. Vi er meget åbne, og vi gemmer ikke børnene væk. Det er med til at nedbryde barrierer, at vi også integrerer normalmiljøet hos os, sagde skolelederen og tilføjede, at det i øvrigt er godt for børnene at have dyrene omkring sig.
– Børn og dyr er en fantastisk kombination. Dyr sladrer ikke. Og så bliver børnene dygtigere til at yde omsorg.
Modellen under pres
De seneste tal for Orøstrand er ikke så imponerende som tidligere. Kun fem ud af de 24 børn går i folkeskole i øjeblikket. Det skyldes ifølge Tore Kargo og Line Kamp, at børnene de seneste to år har været ældre, når de bliver anbragt.
– De sidste ti, vi har fået, har været over 13. Og så har vi kortere tid til det intensive arbejde med at fylde huller ud og give dem de succeser, de har brug for. De har lidt en masse nederlag, fordi de er blevet målt på, hvad de ikke kan. Men der er også en masse, de er gode til, og noget, de gerne vil. Det skal være drivkraften, for det er der potentialet ligger, sagde Line Kamp.
Selv om modellen for Orøstrands arbejde er under pres, har fokus ikke ændret sig, supplerede Tore Kargo.
– Det er stadig integration i normalmiljøer, man på Orøstrand opfatter som den fornemste opgave for hele indsatsen. Alle børn skal ud af vores institutioner, vi har dem jo ikke, til de dør. Og når man snakker om integration i normalmiljøer, så er uddannelse altafgørende. Hvis de kan lykkes med at være i en ekstern skole, så er døren åben for alle de andre normalmiljøer også: sportsklubber, venskaber, musik, what ever...
Ligesom de andre børn
Uddannelse er vigtig, og de fleste elever på interne skoler får Folkeskolens Afgangseksamen. Men ifølge Tore Kargo er det bedre at tage 9. klasse ude, for så rækker det ud i normalmiljøet. Og dialogen mellem intern skole og folkeskolen er afgørende for succes, mener han.
Men det er ikke bare sådan lige, anførte en af de deltagende lærere:
– Jeg synes nogle gange, at vi kan mangle det specifikke kendskab til den enkelte lærer, som Orøstrand har. Vi har jo tit set, at det går galt, hvis det er den forkerte lærer, de kommer ud til, som ikke kan inkludere eller se barnet ordentligt. Så jeg tror, det betyder rigtig meget, at man har kendskab til de skoler, de kommer ud til, sagde han – og Tore Kargo gav ham ret:
– Lærere er forskellige, og nogle af vores unge har brug for en firkantet lærer. En stor mand, der larmer lidt, og hvor det giver noget tryghed, at rammerne er sådan her. Andre har brug for, at der er opmærksomhed på noget følsomt. Nogle gange går vi galt i byen, hvis vi har fundet den rigtige klasse, men så skifter læreren, ikke?
– Den der omsorgsfulde person giver barnet en følelse af, at der er en voksen, der vil mig, og den er så pissevigtig, replicerede læreren.
– Ja, for så får de troen på, at ‘jeg kan måske godt det her. Jeg har også en chance for at blive ligesom de andre børn’, sagde Tore Kargo.
Nemmere med en pige i kørestol
– Det må også være svært for en normal folkeskole at håndtere, at der kommer en fra en institution. Det kræver nogle skoler, som har overskud til at imødekomme de problemer, sådan et barn kommer med, lød en anden kommentar.
– Det hører vi ofte, det der. Når vi snakker med andre institutioner, der prøver det her, så møder de ikke ret god opbakning fra folkeskolerne. Det er rigtig vigtigt, at der er meget tillid mellem institutionerne og skolerne, når nogen gerne vil sætte et døgnanbragt barn i den bedste klasse, påpegede Tore Kargo.
Han fortalte om en folkeskole, der efter sommerferien sidste år skulle modtage en pige, som sad i kørestol efter et alvorligt trafikuheld. Der blev bygget rampe til hovedindgangen og lavet bedre adgang til toiletterne. Alt var forberedt til at kunne modtage den handicappede pige.
– I den samme 6. klasse i den samme uge startede to andre børn. Den ene havde udtalt ADHD og den anden havde Aspergers. Men problemet var, at det vidste lærerkollegiet ikke engang. Og det er et super eksempel på, at hvis man har et fysisk handicap, så kan vi se, at det skal vi tage hånd om, men når vi forsøger at udsluse nogle af vores børn med en speciel profil, så har de sgu ikke engang fortalt lærerne, at de her børn har særlige behov.
Ifølge Tore Kargo bliver skolerne endnu mindre parate til opgaven, jo flere af den slags episoder, de oplever, og han mener, at der ligger et stort ansvar på socialpædagogernes skuldre, ikke mindst hos institutionerne.
Lærerne skriger på hjælp
To lærere fra Aabenraa fortalte fra salen, at de har været så heldige, at Aabenraa Kommune har lavet en inklusionspulje.
– Når vi skal have børn ud, giver de os støtte til at følge barnet, i perioder på fuld tid og så i et nedtrappet samarbejde bagefter. Indimellem kan vi også blive hentet ind i en klasse, hvor et barn er i fare for at blive smidt ud, og hjælpe klassens lærere til at rumme barnet på en ordentlig måde. Der bliver vi brugt helt atypisk, fortalte den ene af dem.
Og det er fremtiden, mente Tore Kargo:
– Jo mere man kan benytte sig af sådan nogle alternative metoder, jo bedre. Og I har jo noget ekspertise i at rumme specielle børn i en skolesituation. Og det er det, som skolerne skriger på, sagde han med højlydte bekræftelser fra lærerne i lokalet.
– Danmarks Lærerforening formulerer et ønske om hjælp, for de føler sig ikke klædt på til den her opgave. De føler ikke, de har tiden og værktøjerne til at inkludere de her børn. Og det har I. Jeg tror, at vi skal byde ind på de opgaver, fortsatte han.
– Men grunden til, at det overhovedet kan lade sig gøre hos os, er, at vi selv har været ude og gøre en benhård indsats for at gøre opmærksom på os selv. For som intern skole er vi ikke tænkt ind i den kommunale skolestruktur. Det er ikke en selvfølge, fortalte den anden Aabenraa-lærer.
På vej ud i livet
Tore Kargo påpegede, at grunden til, at man overhovedet laver en socialpædagogisk indsats, er, at der er nogle borgere, der har det svært og som skal have det bedre – og som skal ud og stå på egne ben.
– Og jeg tror, at det skal være et fikspunkt for arbejdet på de interne skoler. Målet er ikke bare at bringe dem op til en 9. klasse, men at gøre dem stærkere, så deres forudsætninger bliver bedre i fremtiden. Og det er også det, de unge selv siger. Det afgørende er, at de bliver styrket fagligt, men også socialt, så de bedre kan mestre deres egen livssituation. Og alle vores unge bliver udskrevet på et tidspunkt, og så er det afgørende, hvor stærke de er der, sagde han.
Men der er nogle børn, der aldrig bliver sluset ud i en udeskole, men som bare skal have et liv, der er så godt som muligt, påpegede en fra salen:
– Så snart, vi kan se, at der er en mulighed for udslusning, skal vi gøre det, men vi har også bare mange, der måske aldrig nogensinde kommer nogen steder hen. Så hvor skal kræfterne sættes ind? For fokus kan jo nemt blive rettet mod dem, der er flest af, sagde han.
Line Kamp nævnte, at Orøstrand har en dreng, som aldrig vil kunne klare sig i en folkeskole, men som går i en skole, der har specialiseret sig i autister og børn med ADHD.
– Ikke fordi vi mener, at vores interne skole ikke kunne klare det ligeså godt, men fordi vi mener, at det er sindssygt vigtigt, at han får bygget sin eget netværk op og får en følelse af, at han også er på vej ud i livet, at han også tager færgen selv for at komme i skole hver morgen – med rimelig meget hjælp – men det betyder sindssygt meget for ham, at han har sin egen skole, og at han også kan det, fortalte hun.
De dyre børn
Det kan godt være svært at sætte ord på, hvad lærerne kan, og hvordan andre kan få glæde af det, sagde en af lærerne fra Aabenraa. Men det er ikke bare en voksenressource, der kan komme ind i en klasse og give lidt ekstra støtte, påpegede hun.
– Vi blander os som sådan ikke i undervisningen, men vi superviserer lærerne og viser dem, hvordan de kan gøre det anderledes, sagde hun.
Lærerne på de interne skoler har noget træning, som folkeskolelærerne ikke har mulighed for at få, lød det. Og så er vi tilbage til snakken om, hvordan socialpædagoger og lærere på de interne skoler kan supplere folkeskolelærerne i arbejdet med at inkludere flere børn med specielle behov. Er det penge, det handler om?
– Det kunne også være faglighed, sagde Tore Kargo, og uddybede:
– At man på skolerne valgte at ansætte inklusionsagenter, altså nogle, der har specielle kompetencer i forhold til at se de her børn og få dem til at passe ind i systemet. Det kan også være en task force med lærere og socialpædagoger, som kan støtte skolerne i den her inklusionsopgave. Jeg tror, at det kan organiseres på mange måder, men det er helt tydeligt, at lærerne på folkeskolerne ikke er klædt på til det.
En af Aabenraa-lærerne supplerede:
– Det kræver også en holdningsændring hos nogle skoleledere. Vi har da skoleledere i Aabenraa Kommune, som siger: ‘Hvorfor skal vi bruge så mange penge på så få børn, når vi har så lidt penge til så mange børn?’. Og hvis de har den holdning, så bliver vi ikke brugt.
Og kunsten er ifølge Tore Kargo netop at vise, at hvis det lykkes at inkludere de her børn, så sparer samfundet penge på længere sigt.
– Vi ønsker at vise, at Socialpædagogernes medlemmer er Danmarks bedste inklusionsagenter, og de kan hjælpe folkeskolelærerne med den opgave. Forældrene er ved at miste modet. Ifølge Undervisningsministeriet er der de sidste fire år kommet 10.000 flere elever på privatskole, og det er ikke mindst de veluddannede familiers børn. Så man skal gøre noget, der kan være med til at løse det her problem, for ellers kan det komme til at gå ud over folkeskolen som institution, sagde han.
|
Diskuter på facebook: Skal folkeskolen inkludere flere børn med specielle behov? Døgninstitutionen Orøstrand har ansat en udeskolelærer, der er mentor for Orøstrand-børn i folkeskolen. Skal folkeskolen inkludere flere anbragte børn? Og hvad skal der til? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |