icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Mange socialpædagoger får arbejdsskader

Det er dybt uacceptabelt, at tallet for arbejdsskader er så skyhøjt blandt socialpædagoger, siger Socialpædagogernes formand

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 13-2013 /

Tal fra Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen viser, at socialpædagoger er hårdt ramt af arbejdsulykker. Faktisk anmelder socialpædagoger lige så mange arbejdsulykker som medlemmerne af BUPL og FOA tilsammen.

– Det er dybt bekymrende, at vores medlemmer er så udsatte for en arbejdsskade. Det er på tide, vi får sat gang i en grundig kortlægning af området og ikke mindst en opstramning af registreringen af ulykkerne, sådan at vi ved, hvad det reelt handler om, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen

Fra 2007 til 2011 er der blevet anmeldt mere end 4.500 arbejdsulykker blandt landets socialpædagoger, viser tallene fra Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.  I 2011 var tallet for socialpædagoger, der var udsat for en arbejdsulykke blandt de højeste brancher overhovedet.

Aldrig acceptabelt

I 2011 var der 61,4 pct. flere anmeldelser af arbejdsulykker blandt Socialpædagogernes medlemmer end blandt medlemmer af FOA. Og sammenlignet med BUPL anmeldte Socialpædagogernes medlemmer fire gange så mange arbejdsulykker.

Ulykkesstatistikken huer ikke Socialpædagogernes formand:

– Det er dybt uacceptabelt, at tallet for arbejdsskader blandt vore medlemmer er så skyhøjt. Det er måske ikke overraskende, at de er mere udsatte for vold på arbejdet - al den stund de ofte arbejder med udsatte borger-grupper, der på den ene eller anden måde er udadreagerende og ikke altid kan stå til ansvar for deres handlinger, siger Benny Andersen.

Men vold er aldrig en acceptabel del af arbejdsdagen. Derfor råber vi vagt i gevær. Vi må tage det her alvorligt og sørge for, at socialpædagoger kan gå på arbejde uden at få en på lampen, forklarer formanden.

Hvad kan nedbringe vold

Benny Andersen peger på, at arbejdsskader ofte fører til længerevarende sygeforløb og tab af arbejdsevne. Arbejdsulykker er både en belastning for den enkelte og er samfundsøkonomisk dyre.

– Derfor er der rigtig god grund til at se på, hvad der skal til for at nedbringe ulykker og vold på arbejdspladserne, siger Benny Andersen

Ser man på årsagerne, viser det sig, at mere end 75 procent af alle de anmeldte ulykker skyldes ting som overbelastning, fald og styrt, faldende genstande eller vold.

– Vi har en klar fornemmelse af, at vold og trusler fylder alt for meget i vores statistik. Men vi mangler helt klare registreringer af, hvad der ligger bag tallene.

Den nuværende registreringspraksis fra Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet er alt for bredmasket og tilfældig, forklarer Benny Andersen.

– Det betyder, at der ikke er et samlet overblik over, hvor mange af de anmeldte ulykker der skyldes vold og trusler om vold, hvilket er problematisk. Ligesom det gør det vanskeligt at vurdere, om de voldsforebyggende initiativer virker, siger han.

Benny Andersen opfordrer derfor myndighederne til en mere ensartet og præcis registreringspraksis.


Se tallene fra Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet på www.sl.dk/aktuelt/nyheder

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø