icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Generalforsamling Midtsjælland

Fokus på fremtiden

I skal blive bedre til at sige: Vi er dygtige nok. Sådan lød et input fra den fremtidsforsker, der indledte Kreds Midtsjællands generalforsamling. Også i debatten var der fokus på fremtiden

  • Af Maria Rørbæk
  • 21-2013 /

Er der noget, du gerne vil fortælle kredsen? Er du tilfreds med din kreds? Hvad kan vi gøre bedre eller anderledes? Sådan lyder de tre overordnede spørgsmål, som medlemmer af kredsbestyrelsen for Socialpædagogerne i Midtsjælland for øjeblikket ringer og stiller til kredsens medlemmer. Målet er at få alle medlemmer – eller i hvert fald så mange som muligt – i tale med henblik på at forbedre kredsens arbejde i fremtiden.

– Alle svarene bliver samlet sammen så vi kan se om, der er et overordnet mønster – og noget, vi generelt kan gøre bedre. Eller nogle bestemte områder, som vi bør arbejde med, fortæller kredsens næstformand, Kim Christian Jensen.

Rundringningen var et af de mange emner, som blev berørt på kredsens generalforsamling, hvor der blev kigget tilbage – og især frem.

Før selve generalforsamlingen var der et oplæg af fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra Future Navigator, som også holdt oplæg på Socialpædagogernes kongres i 2012.

Kim Christian Jensen fortæller, at hun blandt andet talte om alt det, der i denne tid skal gøres anderledes på arbejdspladserne.

– En af hendes vigtige pointer var, at vi som socialpædagoger skal blive bedre til at sige til os selv, at vi er gode nok. Når ledelser og kommunale forvaltninger kommer og siger, at nu skal I til at gøre sådan og sådan, skal vi blive bedre til at sige: Vi gør det sådan set godt nok. Vi er dygtige nok, siger han.

Baggrunden for gæsteoplægget var projektet ‘Socialpædagogerne i Fremtiden’, der indeholder en fremtidsvision med ti pejlemærker – og det er meningen, at Anne Skare Nielsens oplæg skal give inspiration, når kredsbestyrelsen nu skal beslutte, hvordan de konkret vil arbejde med projektet.

Arbejdsmiljøet skal på dagsordenen

Efter oplægget begyndte selve generalforsamlingen. Her blev Torben Jensen prisen uddelt, der er indstiftet til minde om værkstedsleder, tidligere amtskredsbestyrelsesmedlem og SLs første forbundskasserer, Torben Jensen, der døde i 1998. Prisen på 10.000 kr. gives som anerkendelse for det ‘gode ordentlige arbejde’, som kan gøre andre stolte af at være socialpædagoger – og tilfaldt i år bandet Sunshine fra VASAC Slagelse. Et band, der ledes af socialpædagogerne Jill Nielsen, Neemael Lund og Henning Weisdorf.

Efterfølgende blev fortid og fremtid flettet sammen, da kredsformand Jan Vium under ét fremlagde kredsbestyrelsens mundtlige beretning og kredsens fremtidige arbejde.

Her blev der blandt andet talt om kommunalvalg, Socialpædagogerne i fremtiden og kommunikation, hvor kredsens nyhedsbreve i det kommende år blandt andet vil fokusere på den socialpædagogiske faglighed.

Kredsens anden næstformand, Lene Kümpel, fortalte også, at kredsen til næste år vil sætte endnu mere fokus på faget, og blandt andet har sat endnu flere midler af til medlemsaktiviteter. Der blev også talt om det internationale arbejde, som blandt andet indebærer et besøg fra Litauen i oktober.

Når næstformand Kim Christian Jensen selv skal nævne, hvad der bliver kredsens vigtigste opgaver i det kommende år siger han: 

– Vi har jo rigtig mange forskellige opgaver, men noget af det, der kommer til at fylde mere, er arbejdsmiljøprojektet. Socialpædagogerne skal jo til at sætte mere fokus på arbejdsmiljøet, og vi skal finde ud af, hvad vi konkret kan gøre i kredsen. Og så skal vi også have fokus på ‘Socialpædagogerne i Fremtiden’.

Kredsens anden næstformand, Lene Kümpel, lægger vægt på, at kredsen fremover skal have endnu mere fokus på faget, og bl.a. sætter flere midler af til medlemsarrangementer. 


Læs om bl.a. valg til tillidsposter på www.sl.dk/midtsjælland

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse