Fortæl et godt råd, du engang har fået
Mød altid velforberedt op til fx en vigtig forhandling. Den, der er bedst forberedt, vinder.
Hvem gav dig rådet – og hvornår?
Det var helt tilbage i 80’erne, da jeg arbejdede som tømrer og blev sikkerhedsmand, som det hed dengang. Jeg kom på et sikkerhedskursus på LO-skolen i Helsingør, og her gav en gammel TR os rådet.
Hvordan har du brugt rådet?
Ganske kort tid efter kurset var jeg med til en kongres for snedkere, tømrere og byggefagene i København. Her blev der talt om, at det var farligt at arbejde med eternitplader med asbest, ja, man kan faktisk dø af det. Pludselig var der en, der rejste sig op og sagde: ‘Vi boykotter hele lortet. Når der kommer et læs med de forbandede asbest-plader, beder vi vognmanden køre det væk igen’. Det går aldrig, tænkte jeg, det får jeg ikke tømrersvendene derhjemme med på. De vil bare sige: ‘Hvad er det for noget pjat? Nu har jeg arbejdet med det i 20 år, og jeg er da ikke død endnu’. Men så satte jeg mig rigtig grundigt ind i, hvordan asbesten skader og kan forårsage lungekræft, og hvordan man fx kan skade sine børn, hvis man kommer direkte hjem fra arbejde med asbeststøv i arbejdstøjet.
Det lykkedes mig at overbevise nogle kolleger om, at vi skulle sige nej til at arbejde med asbestholdige materialer, og det blev også lettere efterhånden som pressen begyndte at skrive om det.
I dag er der mange, der kan huske, hvordan det siden blev forbudt og at man måtte pille asbestplader ned fra fx lofter på skoler. Men det er langt fra den eneste gang, jeg har brugt rådet.
Efter at have været tømrer i 20 år, har jeg også været socialpædagog i 20 år. I dag er jeg tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant, og i den sammenhæng bruger jeg ofte det gamle råd. Når en sag er vigtig, er det altafgørende at være godt forberedt. Til gengæld kan man ikke være forberedt på alt. Man er nødt til at prioritere og bruge tiden på det vigtigste.
Blå bog Navn: Per Hansen Alder: 65 år Funktion: Hjemmevejleder Andet: Tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant Arbejdsplads: Roskilde Kommune Uddannelse: Socialpædagog og tømrer I fritiden: Cykelmotionist i klub |