icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

De oversete hjemløse

Vi skal gøre, hvad vi kan for, at landets hjemløse får den støtte, de har brug for. Indsatsen skal være drevet af rummelighed og visioner, og den må ikke bremses af bureaukrati

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 05-2013 /

For nylig kunne man læse i Danske Kommuner, at socialt marginaliserede borgere meget sjældent bruger deres demokratiske ret til at stemme ved folketings- og kommunalvalg. Det er et stort demokratisk problem, at en væsentlig del af befolkningen på den måde er sat helt uden for den grundliggende proces i vores samfund.

En del af den marginaliserede gruppe udgøres af de hjemløse, som SFI – det nationale forskningscenter for velfærd netop har rettet blikket mod: SFI har gennemført en optælling af hjemløse i Danmark, hvor man med hjælp fra herberger, væresteder og andre sociale tilbud vil skabe et overblik over, hvor mange mennesker, der i dag lever på gaden. Hvor mange sover hos venner og bekendte hver nat? Hvor mange sover på gaden? Og hvem er de? Den slags spørgsmål og flere til vil blive besvaret af undersøgelsen.

Resultatet af SFI’s kortlægning er vi mange, der ser frem til. For hjemløseområdet har alt for længe været et overset område. Så det vil være af stor værdi at få kortlagt så meget, vi kan, om de hjemløse.

Vi ved naturligvis allerede en hel del om området – bl.a. fra herbergerne, der har kontakt til de hjemløse. Herfra ved vi med sikkerhed, at der bliver flere og flere hjemløse. Sidste gang SFI talte dem, var antallet steget fra 4.998 i 2009 til 5.290 i 2011. Vi ved også, at de bliver yngre og yngre. De nyeste tal viser, at unge mellem 18 og 24 år udgør knap en femtedel af alle hjemløse i Danmark. Årsagen mener man skal findes i stigende arbejdsløshed og den såkaldte ungeydelse. Vi ved også, at et stigende antal af de hjemløse har dobbelt-diagnoser. Oftest uden at få nogen behandling. Vi ved også, at hjemløses almene sundhedstilstand er dårlig. Vi har også en begrundet formodning om, at der bliver færre og færre ordentlige tilholdssteder for dem. Herberger, væresteder, kaffestuer og andre sociale tilbud bliver lukket eller beskåret på åbningstid og kapacitet. Alt sammen noget, der gør hjemløses vilkår og muligheder vanskeligere.

Man bør hæve blikket og se mere rummeligt på hjemløseområdet og sørge for, at lovgivningen og forvaltningen af området støtter muligheden for at give hjemløse den service, de har brug for. For vi skal som samfund kunne tilbyde dem en ordentlig service – uagtet at de ikke er helt som gennemsnitsborgeren og bor i lejlighed med egen dør. Men vi skal kunne støtte dem i at få egen bolig, hvis det er det, de ønsker. Vi skal sørge for, at de kan komme til lægen og tandlægen, hvis de har brug for det. Vi skal sørge for ordentlige herberger med plads til, at de, der vil, kan overnatte der. Vi skal tilbyde skurvogne, varmestuer eller andre fristeder, hvor de kan få en kop kaffe og en snak. Kort sagt: Vi skal gøre, hvad vi kan for, at landets hjemløse får den støtte, de har brug for. Indsatsen skal være drevet af rummelighed og visioner, og den må ikke bremses af bureaukrati. Med afsæt i SFI’s kortlægning kan vi forhåbentlig skabe mere fokus på et alt for overset område.