icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommunalvalg

Lad os vise hvad vi kan

Inviter politikere, journalister og naboer indenfor op til kommunalvalget, opfordrer Benny Andersen

  • Af Bjarne Hesselbæk
  • 13-2013 /

Vores bedste argument for vores fag er vores gode praksis. Så slå dørene op. Sådan lyder opfordringen fra forbundsformand Benny Andersen.

Mange socialpædagogiske tilbud har tradition for at holde åbent hus.

Den aktuelle opfordring går på at også de, der endnu ikke har prøvet det, giver det en chance.

Og at de gør det 2. oktober, som er socialpædagogernes internationale dag.

– Der er et hårdt pres på vores område i de her år. Både på faget og på tilbuddene på det særlige sociale område. I november er der valg til kommunalbestyrelserne. Jeg synes vi – inden valgkampen for alvor går i gang – skal vise hvor stor, kvalificeret og specialiseret en indsats socialpædagoger yder, siger Benny Andersen - og henviser bl.a. til en Gallup-undersøgelse, der viser, at seks ud af ti vælgere ikke personligt kender en af de borgere, der bruger et socialpædagogisk tilbud.

– Det stiller os jo på forhånd svagt sammenlignet med stort set alle andre velfærdsområder, hvor de allerfleste har et meget direkte kendskab til ydelser og tilbud. Det gælder for eksempel sundhedssektoren, dagområdet, folkeskolen og ældreområdet, siger Benny Andersen, som håber at et stort antal åbne huse kan være med til at åbne fleres øjne for området og den indsats, der gøres.

 – Vi har selvfølgelig ingen planer om at bruger de åbne huset til fordel for hverken den ene, anden eller tredje politiske fløj i kommunerne. Blot åbne folks øjne for, at vi og de grupper vi arbejder for, også er en del af den kommunale virkelighed, siger Benny Andersen, der håber at åbne huse kan blive en tilbagevendende tradition på 2. oktober – også når det ikke er valgår.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik