icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Lederkonference

Sig farvel til glansbilledoverenskomsten

Hvis man som leder skal skabe udvikling og forløse medarbejdernes potentiale, må man starte med at droppe den falske anerkendelse, sagde Morten Albæk

  • Af Jens Nielsen
  • 05-2013 /

Måske kender du Kim Fupz Aakesons historie om verdens uartigste dreng, Svend Bendt. Ham, der ikke kunne lyve, men som, når han blev spurgt, om fasters kålroulader smager godt, ærligt må svare, at ‘nej, ærlig talt, faster, de smager af prut og bæ’. Svend Bendt kommer derfor på lyveskole og lærer, at de grønne æble er røde, og så er problemet løst.

Den lyveskole er vi mange, der har gået på. Det er i hvert fald det Morten Albæk, filosof, forfatter og kommunikationsdirektør i Vestas, peger på, da han holder det afsluttende oplæg på leder- og mellemlederkonferencen i Nyborg.

Han havde fokus på den virkeligheds- og sandhedsfornægtelse, der starter hos os selv, men i realiteten er en fælles stiltiende aftale – en glansbilledoverenskomst, som han kaldte det.

– Hvis man vil kende sig selv, kræver det ærlighed – men ærlighed er ikke højt værdsat. Tænk lige over det: Hvordan reagerer vi på det ærlige menneske? Vi skubber det mestendels væk, konstaterede Morten Albæk.

Hvad synes vi fx om den far, der, når Hanne kommer hjem fra skolen med et stykke splintret, skævt savet træ og overrækker det som et spækbræt, ikke siger ‘nej, et fint spækbræt’, men ‘det er et fint stykke træ, men et spækbræt – det er det ikke’, og trækker Hanne med ind i køkkenet og viser, hvordan et spækbræt skal se ud?

En nation af selvbedragere

– Vi synes, han er en dårlig far, men det, han lærer Hanne, er at anerkende eksistensen af det, der ikke eksisterer – og samtidig lærer han hende at fornægte den virkelige virkelighed og at kreere sin egen virkelighed, sagde Morten Albæk.

Den falske anerkendelse, Hanne får, fører altså til en falsk selverkendelse, og på den måde får selverkendelsen svære kår – det lukrerer underholdningsindustrien stort på, men den manglende selverkendelse er nået ud i alle afkroge af samfundet, påpegede Morten Albæk.

Det er den, der får folk til at stille op i X-factor på et ofte meget spinkelt grundlag.

Det er den, der i en undersøgelse fra 2010 fik 80 pct. af alle danskere til at mene, at Danmark er et af verdens 10 rigeste lande.

Det er den, der gør, at vi oppebærer det næsthøjeste løngennemsnit i OECD, men kun er på 13. pladsen, når det gælder produktivitet.

Og det er den, der betyder, at de danske handelshøjskolekandidater er dem i EU, der på samme tid forventer at gå ud på arbejdsmarkedet til den laveste arbejdstid og den højeste løn.

Tag den dannede konfrontation

– Man kunne spørge, om de er rigtig kloge – eller om de mangler selverkendelse? Men sådan en erkendelse tager tid, og hastighed er et mantra, hastighed er gud, og så forsvinder de pauser, der ellers kunne give plads til selverkendelse, sagde Morten Albæk.

Men hvor ville han så hen med det? Hvad kan lederne og mellemlederne i salen – og deres kolleger derhjemme – så bruge det til?

Jo, glansbilledoverenskomsten gælder også på arbejdspladserne – og det gør det nogle gange svært at skabe den udvikling, der kommer af, at man – som leder eller medarbejder – tør sige fra og sige, at det der, det er ikke godt nok. Og det handler ikke om at bosse nogen eller nedgøre nogens faglighed eller person, understregede han:

– Men vi aner ganske enkelt ikke, hvordan vi tager en dannet konfrontation.

Mange steder har vi i stedet kreeret en offentlig fortælling om ‘det perfekte’.

– Der er bare det, at mennesket er det eneste dyr, der beviseligt kan fejle og erkende det – så der er ikke nogle perfekte mennesker, og den bedste måde at skabe resultater på, fx på en arbejdsplads, er at erkende, at man er en samling af uperfekte mennesker, sagde Morten Albæk – og pegede på, at det er lederens opgave at komme tæt på medarbejderne.

Jeg går ud fra, at I er ledere, fordi I er forelsket i og nysgerrige på mennesker, og på hvordan man udvikler mennesker og organisationer til at vokse. Og I skal dyrke en professionel intimitet, en fortrolighed med organisationen og medarbejderne – ellers er det umuligt at udvikle. I skal som ledere dyrke talent management – sikre, at flest muligt får forløst mest muligt af deres faglige potentiale. Det tager tid, men I skal tage deres drømme og ambitioner alvorligt – og en del af det er at bidrage til en sund selverkendelse hos dem, sagde Morten Albæk.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere, Forbund og a-kasse