Vi var ikke så mange, som vi kunne og burde være. Det måtte jeg konstatere, da jeg for nogle uger siden indledte leder- og mellemledersektionens konference og landsmøde. Faktisk var vi væsentligt færre end tidligere, og det giver selvfølgelig stof til eftertanke. Jeg ved kun alt for godt, at det som leder eller mellemleder kan være endog meget svært at hive to dage ud af kalenderen til sådan en konference.
Og jeg ved også, at der for medarbejderne er lige så mange forhindringer i form af manglende ressourcer – økonomiske og personale- og tidsmæssige – der gør det svært at komme af sted.
Men som jeg sagde til lederne på konferencen, så er det vigtigt at betragte det som en investering. At sætte sig ned med fagfæller – og i vores tilfælde lederkolleger – og kaste et fælles blik på de udfordringer, vi står med i hverdagen – det giver ny viden. Det giver både konkrete redskaber, når man hører, hvordan andre håndterer dette eller hint problem i praksis. Og det giver også mod og ideer til, hvordan man selv som leder og medarbejder ikke bare skal få enderne til at mødes, men også til at skabe plads til faglig udvikling og dermed et bedre tilbud til borgerne.
Formelt set er det selvfølgelig ledernes ansvar at skabe den plads – og det skal vi selvfølgelig som ledere tage på os. Men på arbejdspladserne er det efter min opfattelse oplagt også et fælles ansvar. Dels gennem de samarbejds- og tillidsstrukturer, der er, og som vi skal bruge fuldt ud – men dels også fordi vores fælles faglighed betyder, at vi i realiteten har et fælles behov for udvikling.
Det ligger i kernen af fagligheden – prøv bare at lave den enkle ikke-test med følgende udsagn: ’På vores arbejdsplads vil vi ikke have faglig udvikling’. Nej, vel?
Som socialpædagoger har vi et fælles drive mod udvikling – måske ikke alle sammen lige meget hele tiden, men i selve vores fag ligger jo ønsket om, at udvikle og forandre livsvilkårene for de borgere, vi arbejder med, og det gør vi i høj grad ved at udvikle vores egen faglighed og vores fælles arbejdsvilkår.
Men åh nej, tænker du så – hvordan skal vi gøre det i krisetider som i de sidste par år, hvor der ikke bliver givet ved dørene på de kommunale og regionale budgetter? Ja, let er det ikke, og det var bl.a. det, der blev diskuteret på ledernes konference for nylig: Hvordan kan vi som ledere i praksis styrke kompetenceudviklingen på arbejdspladserne? Hvordan kan vi nytænke og være innovative?
Og det skal vi. Ikke fordi vi skal have det hele til at passe ind i spareplanerne, men fordi vi må møde de problemer, vi står overfor, med hele vores faglige ballast. Svaret på krisen er ikke yderligere forringelser af tilbuddene til borgerne, men faglig udvikling. Og på den måde har vi som ledere og medarbejdere i den grad en fælles sag. Og det skal vi som ledere og medarbejdere konstant minde hinanden om.
Birgitte Wold er forstander for fire tilbud i Køge Kommune og formand for Socialpædagogernes landsdækkende sektion for ledere og mellemledere.
|
Deltag i debatten
|