icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Seværdigheder

Et ganske særligt kunstmuseum

På Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus kan man opleve værker af kunstnere med sindslidelser

  • Af Maria Rørbæk
  • 13-2013 /

På et kunstmuseum i Aarhus hænger en collage med udmagrede mennesker, en soldaterhjelm, en hammer og et sejl samt en blodig, afrevet arm, der rager ud af billedet.

På væggen står lidt info om kunstneren, Torben Dam (1948 – 1978) og værket:

Collagen ‘blev afleveret til Museet af Torben Dams veninde umiddelbart efter hans selvmord i 1978. Det var for uhyggeligt for hende – hun kunne ikke sove om natten, det mindede hende om, at hun selv og vi andre ikke havde gjort nok for at hjælpe Torben Dam.’

Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus ligner et kunstmuseum som mange andre, men som museumsleder Mia Lejsted siger:

– Vi er lidt særlige, det er vi da.

Henne ved de farvestråledne billeder af Dronningens Livgarde og forskellige repræsentanter for det danske kongehus, hænger et avisudklip om kunstneren:

‘Signaturen er ‘Prins Heinerik’ og manden bag den kæmpede en stor del af sit liv for at få omgivelserne til at accepterer hans kongelige herkomst.

Det lykkedes ikke.

Til gengæld vandt han på sine ældre dage stor anerkendelse for sin kunst, hvilket glædede ham meget.’

Og ved skulpturen ‘Frihed’ bliver det forklaret, at kunstneren, Ovartaci, i perioder bar den udstillede dragemaske på sine ture i Aarhus. Samt at skulpturen i ‘1989 blev helt ødelagt af en besøgende på Museet, der følte sig angrebet af skulpturen.’

Alle de mere end 8000 værker i Museum Ovartacis samling er skabt af sindslidende, og det kan have en betydning, vurderer Mia Lejsted:

– Det er ikke noget, vi nødvendigvis henleder opmærksomheden på, men der er meget energi i vores værker, fordi de er lavet på nogle særlige præmisser. Vores protektor, Per Kirkeby, siger: ‘Det er fra de sorte huller, jeg får mit brændstof,’ og mange af vores kunstnere kan jo rigtig godt mærke de sorte huller. Men det er ikke kun det sorte og dybe, der kommer til udtryk, det er også begejstringen i den anden ende af skalaen. Det hele kommer frem for fuld udblæsning.

Socialpædagogiske seværdigheder


I denne sommerserie beskriver vi forskellige danske seværdigheder, der alle har en forbindelse til den socialpædagogiske verden. I de kommende numre kan du læse om Forsorgsmuseet i Svendborg og Arbejdermuseet i København.

 

‘Overtossen’ Ovartaci

Mia Lejsted fortæller, at mange gæster giver udtryk for, at værkerne har gjort et stort indtryk:

– Så lægger de typisk hånden på hjertet og siger: ‘Det er pudsigt, hvad det er, der sker, men det er som om kunsten her hos jer berører mig dybere.’

Når Mia Leisted selv skal udpege tre af de 850 værker, der for øjeblikket er udstillet på Museum Ovartaci, vælger hun ét af den kunstner, der har givet museet sit navn: Louis Marcussen, der kaldte sig selv Ovartaci. Jysk for overtosse. Han var indlagt på psykiatrisk afdeling i 56 år og skabte en overflod af blandt andet malerier, skulpturer og rygefantomer, der er en form for udsmykkede cigaretrør.  

– Ovartaci kunne godt lide at tænke funktionelt og samtidig bruge sin fantasi, fortæller Mia Leisted og udpeger ét cigaretrør, der prydes af en letpåklædt kvinde, der står i fine høje hæle og hænger vasketøj på en snor.

Fakta om Museum Ovartaci


Museum Ovartaci ligger på Aarhus Universitetshospital i Risskov og har åbent alle hverdage fra 10 – 16 og weekender fra 12 – 16.

Man kan bestille rundvisninger og aktivitetsbesøg for børn og unge, der så selv får lov at være kreative og fx kan prøve ‘actionmaling,’ hvor man kører med skateboards i maling eller sprøjter farve med vandpistoler. Museet har stor erfaring i aktiviteter for grupper med særlige behov, som fx elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

På etagen oven over kunstmuseet er der også et psykiatrihistorisk museum, hvor man blandt andet kan se, hvordan forholdene var som psykiatripatient på henholdsvis første, anden og tredje klasse.

Et af formålene med Museum Ovartaci er at åbne op for omverdenen, så mennesker, der ellers ikke har berøring med psykiatriske hospitaler, kan komme på besøg. Læs mere på www.Ovartaci.dk

 

Udstillede på Louisianna

Ovartaci fik i 1979 en officiel blåstempling som kunstner, da han blev inviteret til at bidrage til udstillingen ‘outsider’ på Louisiana i Humlebæk. Og som det udtrykkes i en tekstboks på museet: ‘Her kom han i fint, internationalt selskab og fik stor ros, specielt for sine skulpturer.’ Også andre kunstnere med tilknytning til Museum Ovartaci udstiller uden for museet, og Mia Leisted bliver ivrig, da hun får spørgsmålet om, hvorvidt værkerne også er interessante, hvis man ser bort fra sindslidelserne.

– Ja for Søren, det er værd at se billederne i sig selv, så jeg håber meget, man vil tage de briller på, når man er her. Man må også gerne være kritisk og tænke, at der er forskellige kvaliteter her – ligesom der er på alle andre museer.

Som værk nummer to udpeger Mia Leisted et billede af Maria Heiberg, hvor en cirkusverden med klovne blander sig med kristne motiver og Jesus på korset. Hun udpeger en lille figur, der ikke springer i øjnene med det samme.

– Hvad laver manden med leen dér? Er han en del af cirkusverdenen eller en del af de kristne motiver? Jeg bliver ved med at kunne finde noget at undre mig over i Maria Heibergs billeder, og det er jo en af kvaliteterne ved god kunst: Man bliver aldrig færdig med det.

Sidste motiv er en akvarel af Conny Maxwell Nørgaard. Maleriet forestiller en spinkel pige med blodige knæ og antenner på hovedet.

– Der er noget feagtigt over billedet, selv om pigen er kommet lidt til skade, og det er meget det, Conny arbejder med: At nok kan det se tragisk og trist ud, men der er mere end det. Der er noget begejstring og forhåbning, siger Mia Lejsted og udpeger en død and under pigen.

– Anden er kommet af dage, men se, den har nået at lægge et æg. Og i ægget er der nyt liv.