Harriet Lund Langholm, pædagog, Espevangen
Alt, hvad jeg gør, er fagligt funderet
Hvordan vil du beskrive den pædagogiske praksis?
Nærvær, med et indgående kendskab til den enkelte. Det tager rigtig lang tid at oparbejde relationer. Vi bliver lukket langsomt ind i brugernes verden, og for brugerne kommer trygheden ved kendskab over lang tid. På Espevangen arbejder vi ret struktureret. Vi har montage, musikaktiviteter, brændeproduktion, maleaktiviteter, gåture, eller ture ud i byen. For os vil det måske opleves som det samme, men for en autist kan alene en aktivitet være angstfyldt og fremkalde uro. Derfor tilrettelægges dagen, så brugeren oplever ro og tryghed. Der skal være tanke bag alt.
Hvad er vigtigt for dig at give videre til brugerne?
At tilrettelægge dagen, så brugerne går hjem og har haft en god dag. Men jeg må være fleksibel, da alle har brug for tæt kontakt. Det giver tryghed, hvis jeg har struktur. Brugerne har mange ritualer, og over tid kan et ritual blive skadeligt for brugeren eller for omverdenen. Så arbejder vi med at få bedre ritualer ind i stedet. Vi ved, at ritualer giver brugerne tryghed, fordi der er genkendelighed og et sted, brugerne søger hen til, når de fornemmer utryghed.
Har socialpædagoger specielle kompetencer?
Vi bruger vores faglighed hver dag. Alt, hvad jeg gør, er fagligt funderet. Jeg skal kunne se tingene fra brugerens vinkel. Jeg skal kunne sætte mig i brugerens sted på en faglig måde uden at påtage mig brugerens problemer. Derfor har pædagoger hele tiden antennerne ude for at være et skridt foran og for at kunne agere på, hvad der sker. Vi ser meget på den enkelte. Det, tror jeg, kendetegner pædagogers faglighed.
Hvornår vil du sige, at dit arbejde er en succes?
Jeg har en bruger, der ikke havde mulighed for at ride i sin fritid. Men jeg fandt en lokal rideskole, hvor han havde mulighed for at tage handicapridetimer. Det var et stort stykke arbejde, der gik forud, hvor jeg skulle blive ved med at søge nye veje. Men at se ham ride er bare så fedt! Når han fx går ind i stalden, lægger hovedet op ad hesten, nærmest rituelt, og kysser hestens mule – der er han i helt ro. Der tænker jeg, at jeg har nået ham. Det er dejligt at se. Han kan jo ikke give udtryk for, at han synes, det er dejligt, men han giver udtryk for, at han bliver meget ked af det, hvis det en dag er aflyst.
Målgruppen på Espevangen: Voksne med autismespektrumforstyrrelser på et lavt udviklingstrin.