icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udviklingshæmmede

Dømt må ikke bruge sin computer

For anden gang i historien har domstolene afgjort, at en kriminel udviklingshæmmet ikke må bruge sin computer og mobiltelefon uden overvågning. Socialministeren vil lave loven om

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 05-2013 /

Fremover må en 31-årig udviklingshæmmet mand kun bruge sin computer og mobiltelefon, når han er under overvågning. Det afgjorde Retten på Frederiksberg den 14. februar.

Manden er dømt for flere gange at have haft samleje med mindreårige piger, samt med piger under 18 år mod betaling eller løfte om betaling. I flere tilfælde blev han dømt for at have opnået samlejerne ved enten at true pigerne eller ved at have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed. Overgrebene er fundet sted i løbet af 2011 og januar 2012.

Manden blev dømt til anbringelse på en institution for personer med fysisk og psykisk udviklingshæmning.

Anklager Anne Birgitte Stürup forlangte, at manden skulle fratages retten til at benytte computer og mobiltelefon, fordi han netop havde brugt de værktøjer til at finde sine ofre.

– Jeg er meget tilfreds med dommen, siger hun.

Det er kun anden gang i dansk retshistorie, at retten har afgjort, at en kriminel udviklingshæmmet kun må bruge computer og mobil under overvågning. I september 2012 afgjorde Retten i Nykøbing, at en pædofilidømt, der via nettet havde krænket flere ofre, kun må benytte sin computer og mobil under overvågning (sagen er beskrevet i Socialpædagogen nr. 20/2012).

Ny lov op i Folketinget

Socialminister Karen Hækkerup (S) udtalte dengang til Socialpædagogen, at hun ville komme med en lovændring til Serviceloven, så medarbejderne på bostederne har mulighed for at gribe ind, hvis en udviklingshæmmet beboer er på vej ud i kriminalitet. En sådan mulighed har de ikke i dag.

Lovforslaget er udarbejdet og har været til høring i forskellige instanser. Socialministeren vil fremsætte lovforslaget i Folketinget i løbet af foråret.

– Det er stærkt problematisk, at man ikke har kunnet skride ind over for kriminelle anbragte personer for at forebygge ny kriminalitet. Vi kan som samfund ikke være bekendt, at familier og børn kan blive udsat for, at dømte udviklingshæmmede sender dem krænkende sms’er eller mails. Jeg er glad for, at jeg med satspuljepartiernes opbakning i det nye år kan fremsætte lovforslag om indgrebsmuligheder i det sociale system for at forebygge ny kriminalitet, siger Karen Hækkerup.

Socialministerens lovændring har været undervejs i mere end 13 år. Så lang tid har et udvalg med repræsentanter fra Justitsministeriet, Socialministeriet og Rigspolitiet været om at finde frem til indholdet i en ny paragraf i Serviceloven, som giver medarbejderne mulighed for både at skride ind over for ny kriminalitet og dermed også at støtte den kriminelle udviklingshæmmede med at komme ud af sin kriminalitet.