Endelig en cigaret alene udendørs
Efter godt 30 år bag lås og slå, skal Hans Nielsen lære at færdes alene udendørs uden at begå ny kriminalitet. Det arbejde bygger på gode relationer
Onsdag er praktisk hjemmedag for Hans Nielsen. Det er den dag, han gør rent. Selv kalder han det at muge ud i sin bolig. Det er også den dag i ugen, hvor han laver mad til alle beboerne på afdelingen Bakkebo på Sødisbakke ved Mariager.
Alle otte beboere har fået en dom til anbringelse i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
Hans Nielsen er 53 år og flyttede ind for tre måneder siden. Han hjælper til med at passe hestene.
Det er første gang i 30 år, han bor et sted, hvor dørene ikke bliver låst bag ham.
Siden 1982 har han det meste af tiden været låst inde. De første 13 år afsonede han en dom til forvaring på Anstalten ved Herstedvester i Albertslund.
Kort tid efter, han var blevet lukket ud fra Herstedvester, lavede han ifølge eget udsagn noget ballade rundt omkring og fik en dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap på Kofoedsminde i Rødbyhavn. Herfra er han rømmet et par gange, hvor han – igen ifølge eget udsagn – lavede ‘noget lort’.
Relationer, der kan bære
Christina Stryhn er en af de socialpædagoger, der skal støtte Hans Nielsen, så han kan holde sig ude af kriminalitet.
Efter 10 år som vuggestuepædagog tænkte hun, at hun skulle prøve noget andet. Hendes tredje praktik på seminariet foregik på Sødisbakke på en anden afdeling end blandt domsanbragte, men det var i den forbindelse, at hun fandt arbejdet blandt de domsanbragte på Bakkebo interessant og besluttede, at hun på et tidspunkt gerne ville vende tilbage til Sødisbakke og til arbejdet med domsanbragte. Da der kom en ledig stilling på Bakkebo, søgte hun den. Det er godt fire år siden, og hun trives med sit arbejde. Hun kan lide at bruge sig selv fagligt på en anden måde, selv om hun ind imellem godt kan savne de små buttede arme rundt om halsen.
– De var stort set altid glade for at se én.
Det er en anden form for arbejdsglæde, hun får i sit arbejde med domfældte. Hun har det rigtig dejligt de dage, det er gået godt, og hun kan se, at hendes indsats har hjulpet.
Det vanskelige i arbejdet med domfældte er, at de ikke ved, hvor lang tid, deres dom varer. Det er frustrerende for dem, fortæller hun.
En indsat i et fængsel ved, hvor mange år, han har fået for sin kriminelle handling. Men en domsanbragt har fået en tidsubestemt dom og ved ikke, hvornår eller om den nogensinde slutter. Hver femte år tager retten stilling til, om den domfældte er færdigbehandlet.
Et hestehoved foran
De domfældte på Sødisbakke kan nogle gange være udadreagerende og verbalt truende. Deres verbale udbrud går oftest ud over den medarbejder, der er nærmest. Det er en del af jobbet.
Christina Stryhn kender beboernes reaktioner, men føler sig bestemt ikke utryg i arbejdet. For hende og de øvrige medarbejdere er opgaven at finde ud af, hvorfor beboerne reagerer, som de gør. Hvad er grunden til, at en beboer fx sparker til dørene?
– Det drejer sig om at få skabt en god kontakt til beboeren. Når relationen er god, er medarbejderne bedre i stand til at guide dem, siger hun.
Christina Stryhn oplever, at hun har et spændende og fagligt udfordrende arbejde, og hun trives godt med, at det befinder sig et eller andet sted mellem Serviceloven og Straffeloven.
Ikke to dage er ens. Hun kan fx have brugt en dag på en relation med en beboer og fået aftalt noget, hvorefter det hele alligevel falder til jorden, og næste dag kan de starte forfra.
– Selv om jeg er træt, når jeg tager hjem, kan jeg lide mit arbejde, fordi man får brugt sig selv meget. Vi skal hele tiden have en fornemmelse af, hvordan de otte beboere på afdelingen har det, siger Christina Stryhn.
Medarbejderne skal være et hestehoved foran beboerne og være i stand til at aflæse, hvordan deres humør er. Hvis det er dårligt, arbejder de med at få det drejet, så de kan lave noget sammen, forklarer hun.
– Vi skal gerne kunne få puttet så meget ind i dem, at de kan komme videre herfra.
Beboerne skal bl.a. lære så vidt muligt at klare sig selv i hverdagen med tøjvask, madlavning og andre praktiske forhold, og forstå at agere på en anden måde end gennem kriminelle handlinger.
Hver sin personlighed
På Sødisbakke arbejder de med afsæt i den pædagogiske metode Gentle Teaching (se side 8), hvor de ikke kontrollerer beboerne eller konfronterer dem med fejl og mangler i deres adfærd.
– Vi holder øje med, at de overholder de ting, de skal i forhold til dommen. Fx at de skal have rettens tilladelse til udgang, siger Christina Stryhn.
Den letteste form for pædagogik er at opstille regler og så skælde ud, når de bliver overtrådt. Men ud fra teorien bag Gentle Teaching skal medarbejderne i stedet prøve at finde ud af, hvordan de kan agere, så beboeren får brudt den dårlige cirkel. Fokus for det arbejde er ikke den kriminalitet, som beboeren har begået, men beboerens psykiske funktionsnedsættelse. Man skal forsøge at støtte beboeren til at ændre adfærd.
– Det kræver, at medarbejderne tør kigge på sig selv og se, hvad man selv sætter gang i. Om man fx selv er årsag til, at der bliver startet en konflikt med en beboer, forklarer Christina Stryhn.
Christina Stryhn er praktikvejleder, og hun gør meget ud af, at de pædagogstuderende møder mange forskellige medarbejdere, fordi Gentle Teaching bygger på, at mennesker er forskellige – det gælder også pædagoger, og hver især skal både finde og bruge sin egen personlighed i relationen med beboeren.
– Beboerne skal opleve, at vi er forskellige, men samtidig skal de også mærke, at vi som personale har samme mål. Det er kun vejen hen til målet, der er forskellig.
Christina Stryhn giver et eksempel: En beboer skal ud at køre, men han har ikke spist og har diabetes, derfor er det ikke forsvarligt, at han kører en relativt lang tur. Hans funktionsnedsættelse gør, at han ikke forstår det uhensigtsmæssige i at køre på tom mave. Han afviser at spise, fordi han kun har en ting i hovedet, og det er her og nu at komme ud og køre. Alle medarbejderes mål er, at han – ikke mindst af trafiksikkerhedsmæssige grunde – skal spise, før han kører, men den måde, man når hen til målet på, er forskellig fra medarbejder til medarbejder, men ingen af dem kan tvinge ham til at spise.
Lære at leve uden lås
Christina Stryhn er en af dem, der skal opbygge så stærke relationer til Hans Nielsen, at han med tiden kan få mere og mere frihed. Lige her og nu skal de lære ham at administrere et liv uden en låst dør.
For første gang siden 1982 kan han gå uden for afdelingen alene, eventuelt stille sig under et af træerne i nærheden og tænde sig en cigaret. Eller han kan gå over til sin kanin. Han kan – hver gang efter aftale – færdes alene uden for afdelingen, men på Sødisbakkes område.
I princippet kan han forlade institutionen og følge vejen, indtil han fx når til Mariager. Men det må han ikke. Gør han det alligevel, bliver han sendt tilbage til den sikrede institution Kofoedsminde.
Skal han derfor på tur uden for institutionen, på fx lægebesøg, bliver han ledsaget af en af medarbejderne.
Men sådan skal det måske ikke være resten af den tid, han er på Sødisbakke.
Som det første skal Hans Nielsen bevise over for medarbejderne, at han kan være på en åben afdeling uden at stikke af, fortæller Christina Stryhn.
– Foreløbig har han overholdt alle aftaler.
Senere kan han måske få mere frihed. Hvis forstanderen vurderer, at det er sikkert, kan han bevilge uledsaget udgang i op til tre timer pr. døgn. Denne kompetence kan uddelegeres til de medarbejdere, der arbejder med Hans Nielsen.
– Får han uledsaget udgang, skal han bevise, at han kan bruge tiden fornuftigt. Det betyder, at han ikke løber væk, men vender tilbage som aftalt, og at han ikke begår ny kriminalitet, siger hun.
Går det godt, kan han få mere frihed.
Hans Nielsens eget ønske til fremtiden er, at han på et tidspunkt kan bo på sin egen lille gård med heste.
Hans Nielsen optræder under pseudonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.