Det halter med børnesamtaler
Anbragte børn har ret til to årlige samtaler med deres sagsbehandler, men loven overholdes langt fra altid. Det viser ny undersøgelse fra Socialpædagogerne
En tredjedel kan uddele guldstjerner. Resten giver karakterer, der spænder fra at ligge lidt under toppen til at skrabe mod bunden.
Sådan ser det billedligt talt ud, når man læser resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse, som bygger på svar fra over 500 medlemmer, der fx arbejder som socialpædagoger på døgninstitutioner, familieplejere eller familieplejekonsulenter.
Selv om anbragte børn har ret til to årlige samtaler med deres sagsbehandler, er det kun 31 pct., der svarer, at det altid sker. 32 pct. svarer ‘oftest.’ 19 pct. ‘af og til’. 12 pct. ‘sjældent’. Og 6 pct. ‘aldrig’.
Tallene bekymrer Socialpædagogernes formand Benny Andersen:
– Når 12 pct. af vores medlemmer svarer, at de børn, de arbejder med, sjældent får de lovpligtige to årlige børnesamtaler, og 6 pct. svarer ‘aldrig’, så synes jeg, der er grund til at råbe vagt i gevær. Det her handler om de her drenge og pigers mulighed for at få en så god og stabil barndom som muligt – selvom de er anbragt. Og det er derfor, det er vedtaget, at man minimum to gange om året skal tage sig tid til at tale med dem.
Plads til forbedringer
Også når det gælder kvaliteten af de børnesamtaler, der gennemføres, tegner der sig et billede af, at hver tredje har en oplevelse af, at det kører optimalt – mens resten vurderer, at der i større eller mindre grad er plads til forbedringer.
Således er det eksempelvis 35 pct. der vurderer, at børnesamtalen i ‘høj grad’ eller ‘i meget høj grad’ har en kvalitet der gør, at barnet opfatter samtalen som en god mulighed for at blive hørt, mens 16 pct. vurderer, at det slet ikke, eller kun i ringe grad er tilfældet.
Det er også kun halvdelen af deltagerne i undersøgelsen, der svarer, at børnesamtalen afholdes som en selvstændig samtale.
Til det siger Benny Andersen.
– Det er altså bare ikke godt nok! Sådan en samtale skal jo give barnet mulighed for i ro og tryghed at kunne betro sig til en voksen. Vi hører historier om ‘samtaler’, der finder sted på vej ud fra institutionen eller mens motoren fortsat kører.
Han er også rystet over, at det langt fra er alle børn, der høres i forbindelse med store beslutninger som flytning eller ændring af samværsaftaler.
– Det er dybt uacceptabelt, at gennemføre så markante ændringer i et barns liv uden at inddrage det, siger han.