Alex fik hjælp til at tackle diagnosen
19-årige Alex Duong er elev på Aspergerlinjen på Midtfyns Gymnasium. Her og på botilbuddet Kollegiet Vestergade er han alene om at have anden etnisk baggrund end dansk. Alex er glad for at få støtte, men oplever samtidig, at kulturelle forskelle kan være en lige så stor udfordring som hans autisme
Da Alex gik i børnehave var han en stille og meget sky dreng. Det var han også, da han kom i skole, og i 6. klasse blev han sendt til skolepsykolog.
– Min klasselærer i folkeskolen mente, der var noget galt, fordi de fleste børn knytter sociale bånd til andre børn, når de har gået i en klasse et stykke tid. Det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skulle kontakte dem og var alene i frikvartererne. Der var også nogle fysiske ting, som gjorde, at jeg skilte mig ud. Jeg gik på en speciel måde, og jeg har fået at vide, at mit stemmeleje var meget monotont, fortæller Alex, som nu er 19 år.
Fra skolepsykologen blev Alex sendt videre til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital, og her blev han som 13-årig udredt som højtfungerende infantil autist. Selv mener han, at han har Asperger, som er en mildere variant inden for autisme-spektret.
– Et eller andet sted tror jeg, at jeg har fået en forkert diagnose. Men dengang havde jeg det også meget sværere, end jeg har nu, siger han.
I dag går Alex i 3. g på Aspergerlinjen på Midtfyns Gymnasium, og sidste sommer flyttede han ind på Kollegiet Vestergade, hvor han bor sammen med andre elever fra linjen. Hans forældre stammer fra Vietnam, hvor de var en del af det kinesiske mindretal. Efter Vietnamkrigen flygtede de til Danmark, hvor Alex er født, og forældrenes baggrund har medført, at det har været svært for dem at sætte sig ind i, hvad det vil sige at have en autisme-diagnose. Bl.a. har der været sprogbarrierer.
– Min mor har gået på sprogskole i omkring et år og kan dansk nok til at begå sig i hverdagen, men heller ikke meget mere. Min far er lidt bedre til det, fordi han i Danmark har uddannet sig til bygningsmaler og har været ude på arbejdsmarkedet. Men han kan stadig ikke nok til at kunne forstå, hvad der fx bliver talt om til et foredrag om autisme, fortæller Alex.
I hans folkeskole var der nogle gange tolk på ved skole-hjem-samtaler. Andre gange oversatte Alex selv til kantonesisk, og det blev et fast mønster, da diagnosen var stillet.
– Det var mest praktisk. Nogle ting kan være svære at oversætte, og jeg har sat mig lidt mere ind i autisme end tolken, forklarer han.
Første ven
Efter udredningen startede Alex på Paarup Skole i Odense, der har en særlig afdeling for børn med autismespektrum-forstyrrelser. Og dét blev et vendepunkt.
Her var der færre børn i klasserne, og de traditionelle skolefag blev suppleret med bl.a. ‘socialfag’. Men det var skolens fritidsklub, der for alvor flyttede noget, fortæller Alex. Den bød på mange forskellige aktiviteter og var også åben i de lange skoleferier.
– Jeg begyndte at åbne mig mere op, og her fandt jeg en jævnaldrende pige, som jeg vil betegne som min første ven. En jeg kunne lege med, hænge ud med og fjolle rundt med, så det blev sjovt at komme i klubben, siger han.
Pigen hed Charlotte, og de to venner følges stadig ad. For også Charlotte er elev på Midtfyns Gymnasium og bor på kollegiet. Alex går i 3. g og flyttede ind i på kollegiet i sommer, fordi han gerne ville have et fælleskab med andre unge og prøve noget andet end indvandrermiljøet omkring Vollsmose, hvor han har boet det meste af sit liv.
– Selv om jeg er født og opvokset her i Danmark, kendte jeg ikke den danske kultur særlig godt, og jeg vidste ikke så meget om, hvordan danske unge opfører sig, siger han.
Kollegiets personale er socialpædagoger og lærere, der har stor erfaring i at arbejde med unge, som har autisme-diagnoser. Alle de unge har en kontaktperson, der er bindeled til uddannelsessted, kommune og familie, og på botilbuddet får de i hverdagen skræddersyet støtte. Det kan fx være hjælp til at skabe struktur, hjælp til at lægge strategier for løsning af praktiske opgaver eller hjælp til personlig indsigt og udvikling.
– De unge er flyttet væk hjemmefra og står midt i en løsrivningsproces fra familierne, hvor de skal lære at stå på egne ben. Den proces kan være svær nok i sig selv, og oveni har de så en diagnose at kæmpe med, der betyder, at de socialt og følelsesmæssigt har særlige udfordringer, siger socialpædagog Mike Hansen.
Han har tidligere været ansat på Paarup Skole og har derfor fulgt Alex gennem nogle år.
Dybe samtaler
På Paarup Skole stod Mike Hansen bl.a. for træning i empati og social interaktion gennem idrætsaktiviteter. Han er vild med thaiboksning, mens Alex i mange år har trænet aikido, og den fælles interesse for kampsport har skabt en god relation, som de i dag bygger videre på.
Selv om de sociale koder stadig kan volde Alex problemer, oplever Mike Hansen, at han er vokset i specialtilbuddene og i dag er ‘godt kørende’. Samme billede har den 19-årige selv.
– Engang undgik jeg helt at holde øjenkontakt med folk, fordi jeg fandt det mærkeligt, og jeg var meget mere sky og genert end nu. Det kan stadig være svært at møde nye mennesker og tale med fremmede, men slet ikke på samme måde som for nogle år siden. De autisme-relaterede udfordringer er ikke så tydelige for mig mere, siger han.
Støtten til de unge på kollegiet foregår bl.a. via personlige samtaler om alt det, de går og tumler med, og de samtaler sætter Alex stor pris på.
– Sådan nogle dybe samtaler har jeg aldrig rigtig haft med mine forældre. Der er mange ting, jeg er bedre til at udtrykke på dansk end på kantonesisk, og nogle gange tænker jeg, at mine pædagoger kender mig bedre end mine forældre, siger han.
I øjeblikket er Alex optaget af, om de kontaktvanskeligheder, der stadig er, kun skyldes hans autisme, eller om hans etniske og kulturelle baggrund også spiller ind.
– Jeg spekulerer på, hvad der skyldes det ene og det andet – eller om der er en sammenblanding, siger han.
I den aikido-klub, hvor han træner flittigt, er der flere andre asiater, og i forhold til dem oplever han fx, at det er lettere at fungere socialt.
– Jeg ved ikke, om det er indbildning, men jeg synes ikke, der er den samme distance, som der ofte kan være, når jeg er sammen med etniske danskere. Jeg har talt om det med skolepsykologen fra Paarup Skole, der også træner i klubben, og hans bud er, at det måske er nemmere at aflæse ansigtstræk, humør og den slags hos mennesker, der ligner en selv, fortæller Alex.
Allerede nu har han lagt planer for, hvad der skal ske, når han er færdig med gymnasiet. En ansøgning er netop sendt af sted til Aarhus Universitet, hvor han håber at komme ind på enten Japan- eller Kina-studierne.
– Det er en interesse, jeg har. Men måske handler det også om den undren, jeg har omkring autisme-udfordringer og kulturelle udfordringer. Hvis jeg lærer noget mere om asiatisk kultur, kan jeg måske bedre skelne, siger han.
Opdaget i tide
Alex har også undret sig over, at han gennem sin opvækst stort set ikke har mødt andre med anden etnisk baggrund end dansk i specialtilbuddene.
– Der har været rimeligt få. Måske får de ikke diagnosen, fordi der mangler oplysning om det ude i de etniske minoritetssamfund, hvor mange ligesom mine forældre ikke er så højtuddannede, og hvor sproget kan være en barriere, siger han.
Alex gætter også på, at der i nogle kulturer kan være familier, som ikke er interesserede i, at deres barn bliver udredt.
– Jeg synes ikke, at det er noget at skamme sig over. Men i nogle kulturer kan det være tabu og ikke særlig velset, siger han.
Mike Hansen møder i sit job mange danske unge, der først har fået en diagnose som 17-18-årige. Deres familier skal ofte kæmpe en brav kamp med de økonomisk trængte kommuner for at få et specialtilbud. Og det kan måske være en del af forklaringen på, at unge som Alex kun sjældent dukker op, mener socialpædagogen.
– For at få det rigtige tilbud, skal man være godt inde i systemet, og man skal have ressourcerne til at kræve sin ret, siger han.
Mike Hansen glæder sig derfor over, at Alex blev spottet i tide af sin klasselærer i folkeskolen.
– Det betød, at han kom ind i systemet og er blevet hjulpet videre, så han undervejs har fået den støtte, der skulle til for at komme videre på gymnasiet. Skrækscenariet for de her unge er, at de aldrig får lov at udfolde deres potentiale, men ender i projekter, hvor de ikke kan se sig selv – eller i værste fald havner på førtidspension, siger han.