De glemte blandt de glemte
Lænket til et træ og fodret som et dyr. Forholdene er grelle for sindslidende i Vestafrika, men på Saint Camille Centeret i Benin, prøver centerleder Innocent Amadji at skabe håb og værdighed
Centerleder Innocent Amadji har sørgmodige øjne, da han lægger jernkæden rundt om sin egen hals. ‘Sådan gør de’, siger han, og strammer. Han ligner en slave i lænker, men vil vise behandlingen af psykisk syge i Vestafrika.
– Kæden bliver sat fast til et træ, så personen ikke kan komme væk. Man skulle tro, der var tale om et dyr, siger han.
Vi er på Saint Camille Centeret i Avrankou, lidt uden for hovedstaden i Benin.
Her er Innocent Amadji daglig leder, og her prøver han at skabe håb og værdighed for mennesker med sindslidelser.
Det er en vanskelig opgave, for som grundlæggeren af Saint Camillle Grégoire Ahongbonon siger:
– Situationen for psykisk syge i Vestafrika er en katastrofe. De er de glemte af de glemte. Du kan ikke forestille dig, hvor slemt det er. Du ser psykisk syge gå nøgne rundt på gaderne. Hjælpeløse. Folk tror, at de er besat af djævlen. At de har fået en forbandelse fra en heks.
– Ja, siger Innocent Amadji, og når de kommer her, tror de selv, at de er besatte. De er sikre på, at de ikke bliver i stand til at gøre noget som helst i deres liv. Engang var der en af patienterne, der sagde, at hun var fortabt.
Vigtig medicin
I gården på Saint Camille Centeret er en stor gruppe patienter stimlet sammen.
Stemningen er rolig og sygeplejersker med hvide uniformer læser navne op.
– Bernadette, Bernadette! Alfonso, Alfonso!
En efter en får patienterne et lille glas med piller, der skylles ned med vand.
– Vi går højt op i medicinen, siger Innocent Amadji.
– Når patienterne kommer her, bliver de diagnosticeret af en psykiater, der finder ud af, hvad de skal have, og vi lægger meget stor vægt på, at de får deres medicin hver dag. Hvis en patient ikke selv kommer for at få sin medicin, finder sygeplejerskerne ham eller hende.
Men selv om det er vigtigt med piller mod fx depression eller skizofreni, er det kun en del af behandlingen på Saint Camille Centeret. Et andet vigtigt element handler om sygdomsforståelse.
– Vi gør meget ud af at forklare, at der er tale om en sygdom i hjernen, siger Innocent Amadjii.
Centeret har bl.a. fået besøg af sindslidende fra europæiske lande som fx Frankrig og Italien, hvor der ikke er voodoo-traditioner, og det betyder meget for patienterne, at de kan se, at udlændingene også har sindslidelser.
|
Saint Camille Centrene Saint Camille Centrene hjælper sindslidende i Benin og Elfenbenskysten – både ved hjælp af medicin og gennem en socialpædagogisk indsats, der bl.a. handler om beskæftigelse, værdighed og øget sygdomsforståelse. Ifølge organisationens hjemmeside er mere end 15.000 mennesker med sindslidelser blevet helbredt eller stabiliseret siden det første center åbnede i 1991. I dag er der ti centre i Elfenbenskysten og fire i Benin. Saint Camille Organisationen er finansieret gennem donationer, bl.a. fra udlandet. Læs mere på www.kortlink.dk/dsz2 |
Hvad gjorde du før
For øjeblikket bor der 213 mennesker på Saint Camille Centeret i Avrankou. Nogle er blevet fundet på gaden af medarbejdere fra centeret, andre er blevet afleveret af pårørende eller politiet.
En af grundene til, at sindslidende i Vestafrika lænkes, er, at de voldelige, og Innocent Amadjii fortæller, at patienterne af og til også er voldelige, når de kommer.
– Så kalder vi fem-seks medarbejdere sammen og giver patienten et skud valium, så han eller hun falder i søvn. Når de vågner, giver vi dem mad og behandling, og hvis de stadig er voldelige, får de et skud valium mere. Du vil aldrig se en patient i lænker her. Aldrig.
En af dem, der ankom til Saint Camille Centeret i Avrankou i håndjern, er Madou S.Y. Raymond.
– På grund af min sygdom var jeg gået til angreb med en machete. Jeg blev fanget og spærret inde på politistationen, hvor betjentene bankede mig. De vidste ikke, at jeg var syg, fortæller han.
Da Madou S.Y. Raymond havde fået medicin på Saint Camille Centeret og var faldet ned, fik han spørgsmålet:
– Hvad gjorde du før?
– Jeg var bager, fortalte han, og så åbnede centeret et bageri.
I dag er han leder og har ti lærlinge, der alle er psykisk syge.
Tilbage på sporet
Stoltheden og glæden lyser ud af hans øjne, da han fortæller, at han også har fået en kone og to børn. En dreng og en pige.
Innocent Amadjii lægger vægt på at ansætte tidligere patienter, når kvalifikationerne er til det.
– Det giver håb, for de andre tænker: I morgen kan jeg blive som ham. Ellers er der mange, der tænker, at når du bliver psykisk syg, er livet slut.
Innocent Amadji har aldrig selv været psykisk syg, men et andet Saint Camille Center i Benin drives af en kvinde, der selv har været syg og efterfølgende har uddannet sig til sygeplejeske.
Ud over bageriet driver Saint Camille Centeret i Avrankou bl.a. også en frisør, et syværksted, en grisestald og et batikværksted.
– Du kan få folk tilbage på sporet, hvis du giver dem arbejde. Arbejde er medicin, siger Innocent Amadjii.
En anden aktivitet på centret er møder med gæster udefra.
I dag er Socialpædagogens udsendte andet hold udlændinge, der kommer på besøg.
Ude foran indgangen til centeret bliver vi mødt af en hel delegation af patienter, der bryder ud i sang, trommespil og dans.
Del historien
– Velkommen, velkommen, velkommen til jer. Velkommen, velkommen, velkommen til jer, synger de, og så bliver vi ført ind i et stort rum, hvor 50 mennesker allerede har taget plads, og vi får en stol helt foran med ansigterne mod forsamlingen.
Først præsenterer Innocent Amadji centeret, så spørger han:
– Er der nogle af jer, der vil fortælle jeres historie? En ung kvinde rejser sig.
– Jeg blev syg i 2003, og så fulgte mine forældre mig hen til den lokale healer, der lagde mig i fodlænke. I et halvt år var jeg lænket, og jeg har stadig mærker efter det… Så kom jeg her, siger hun.
To andre fortæller også deres historier, og så vil stort set alle trykke hånd og se længe ind i vores øjne.
– Det er en glæde at tage imod gæster, siger Innocent Amadji,
– For tidligere i deres liv har patienterne været afvist og udelukket fra samfundet. Når vi får gæster, forbereder vi en velkomst, og det er næsten altid et element, at nogle patienter fortæller. Alle har deres egen historie at fortælle, og det hjælper at dele historien med andre. Ikke mindst hvis en patient har fået det bedre, og de andre hører om det.
Hjælper hinanden
I det hele taget er arbejdet på centeret opbygget omkring et princip om, at de, der har det bedre, hjælper dem, der har det værre. Bl.a. bliver de, der ikke kan vaske sig selv, vasket af nogle andre.
Dette har både en økonomisk og en behandlingsmæssig begrundelse. Den økonomiske er, at Saint Camille Centrene ikke modtager penge fra staten og derfor skal få det til at løbe rundt med midler fra donorer. Den behandlingsmæssige er, at det giver værdighed at være til nytte.
Efter de mange håndtryk taler vi mere med kvinden, der blev lagt i fodlænke. Leoniae Agouinza hedder hun, og hun er 31 år.
– Da jeg blev syg, troede mine forældre, at jeg var forhekset, fordi jeg begyndte at synge og tale gudernes sprog. De var bange for at lade mig gå frit omkring, fordi vi boede i en landsby på pæle i vandet, og de var bekymrede for, at jeg ville falde i. Da jeg havde været lænket i et halvt år, hørte de om Saint Camille Centeret og førte mig herhen. Nu har jeg fået det meget bedre. Jeg er ved at lære at sy, og jeg tror ikke længere, at jeg er forhekset. Jeg tager min medicin hver dag, og jeg tænker, at jeg skal opnå noget i mit liv.
Socialpædagogens rejse til Benin er gennemført med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.