Skal anbragte børn da skånes for bøger?
Nogle socialpædagoger hæmmer utilsigtet anbragte børns læselyst. Fx ved at nedprioritere bøger og signalere, at børnene nok ikke vil læse. Sådan lyder en af konklusionerne i et litteratursociologisk speciale om udsatte børn og unges adgang til bøger på institutioner
Hvis anbragte børn skal klare sig bedre i skolen – og også i livet – gælder det bare om at få nogle bøger ud til dem. Så enkelt troede Rachel Röst Larsen det var, da hun gik i gang med en gigantisk bogindsamling, der blev et vigtigt led i hendes kandidatspeciale på litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
– Adskillige undersøgelser viser en sammenhæng mellem skolepræstationer og adgangen til bøger, og jeg ville gerne give de udsatte børn bedre odds, forklarer Rachel Röst Larsen, der selv blev anbragt som teenager, og dengang oplevede en fundamental mangel på bøger og interesse for boglig uddannelse.
Hendes speciale skulle være såkaldt ‘aktionsforskning’, der ikke begrænser sig til teorier og abstrakt tænkning, men også indeholder forsøg med konkret handling, der efterfølges af diskussion og refleksion. I Rachel Röst Larsens tilfælde startede hun med at indsamle viden om bøgers betydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig – for derefter i praksis at forsøge at gøre noget ved problemet.
Første del af projektet gik over al forventning. Det var nemt at skaffe bogdonationer fra forlag, forfattere og private, men da bøgerne skulle gives væk, begyndte vanskelighederne. Når Rachel Röst Larsen ringede til døgninstitutioner, opholdssteder og andre hjem for udsatte børn og unge, blev hun langt fra altid mødt med åbne arme.
– Der er jo også nogle, der skal tage sig af bøgerne. Vi har ikke så mange ressourcer, ser du, sagde eksempelvis en leder.
Mangel på bøger
Ud af de 11 institutioner, som Rachel Röst Larsen kontaktede, var kun to begejstrede og engagerede i den indledende samtale. To sagde nej tak, én ville kontaktes senere, og seks var i første omgang tøvende og skeptiske. Først da Rachel Röst Larsen havde forsikret dem om, at bøgerne var gratis, af god kvalitet, og at hun selv kunne stå for at aflevere bøgerne og sætte dem på plads, sagde de ja.
– Flertallet af institutionerne så altså som udgangspunkt tilbuddet om bøger som et potentielt problem frem for en mulighed. Dette tyder på, at læsning disse steder ikke har været en prioritet. Manglen på bøger var ikke blevet oplevet som en mangel, siger hun.
Da Rachel Röst Larsen efterfølgende besøgte institutionerne, var der i hendes øjne ellers et stort behov for bøger. Stederne ejede mellem 15 og 100 bøger, men mellem 50 og 90 pct. kunne kasseres, fordi de fx var gået fra hinanden, manglede sider eller var tegnet i. Og ledere og medarbejdere havde tilsyneladende været blinde over for bøgernes tilstand. Som en af dem senere sagde:
– Siden du var her sidst, har jeg bare ikke kunnet holde ud at gå forbi reolen og se på de ynkelige bøger, vi har. Når man først har opdaget, hvordan vores bøger virkelig ser ud, så gør det helt ondt at se på.
|
PISA-undersøgelsen om bøger, kultur og fritidslæsning
Kilde: Rachel Röst Larsens kandidatspeciale, Læs for livet, med henvisning til PISA-undersøgelsen 2009. |
Gemt væk på usynlige steder
På cirka halvdelen af institutionerne var bøgerne gemt væk på det, Rachel Röst Larsen kalder ‘usynlige steder’ – fx under en trappe eller skjult bag fjernsynet. Andre var låst væk eller placeret så højt oppe, at børnene ikke selv kunne nå dem.
På stederne med lidt ældre børn over cirka seks år oplevede Rachel Röst Larsen en opgivenhed i forhold til børnenes læsning. Ledere og medarbejdere gav på forskellig vis udtryk for, at børnene ikke var interesserede i at læse – men Rachel Röst Larsen mener, at personalet selv var en medvirkende årsag til den manglende læselyst. Som eksempel nævner hun en socialpædagog, der sagde:
– Vi har haft flere bøger her før. En kæmpe reol fyldt med bøger lige derovre. Men børnene rørte dem jo ikke. De stod bare og samlede støv. Dem har vi altså smidt ud.
For så efter en tænkepause at tilføje:
– Det var godt nok også ret gamle bøger, som en pensioneret skolelærer havde givet os.
I specialet konkluderer Rachel Röst Larsen:
– Den manglende brug af bøgerne blev fortolket som, at børnene ikke interesserede sig for at læse, men i virkeligheden drejede det sig nok om, at børnene ikke var interesserede i at læse disse gamle bøger. Der skete en forkert udledning af årsag/konsekvens-forhold på grund af forudindtagede holdninger om (udsatte) børns læsning.
De anbringelsessteder, der har sagt ja til et bibliotek, har efterfølgende også meldt tilbage, at bøgerne bliver brugt.
Hæmmer børns læselyst
Rachel Röst Larsen mener, at nogle socialpædagoger – uden at vide det og uden at ønske det – hæmmer de anbragte børns læselyst.
– Jeg har flere steder oplevet socialpædagoger, der ligesom prøver at beskytte børnene mod bøgerne ved fx hele tiden at sige: ‘Det er mest lydbøger, han er interesseret i. Er det ikke mest lydbøger, du vil have?’. Det sker selvfølgelig ikke bevidst, men hvis man nedprioriterer bøger og behandler bøger som noget, der kun hører skolen til – og ikke som noget, der hører hjemme i fritiden – er man med til at skabe en bestemt virkelighed for børnene. Og det er rigtig problematisk. Det er vigtigt, at børnene bogstavelig talt bliver omringet af bøger. Både så de kan bruge dem, men også fordi tilstedeværelsen af bøger, siger noget om de mennesker, der er i rummet. Hvis der er bøger til rådighed, sender de at signal om, at: ‘Jeg forventer sagtens, at du kan læse. Selvfølgelig interesserer du dig for at læse’.
|
Fakta om projekt Læs for livet Rachel Röst Larsen står bag projekt Læs for livet, der også har været en del af hendes speciale på litteraturvidenskab. Formålet er at give udsatte børn adgang til bøger gennem bogdonationer til fx døgninstitutioner, opholdssteder og lignende. I alt har Læs for livet indsamlet 26.000 bøger – og indtil videre uddelt de første 17.000. Halvdelen af bogdonationerne kommer fra private, der fx kan aflevere gamle bøger på hovedbiblioteket i København. Den anden halvdel kommer fra forlag og forfattere. Bl.a. har Forlaget Tellerup doneret 6.000 bøger. Projektet er baseret på frivillig arbejdskraft. Ud over Rachel Röst Larsen selv hjælper andre frivillige fx med at pakke bøgerne og kontakte forlag og andre, der kan tænkes at ville donere bøger. Døgninstitutioner, opholdssteder og andre, der gerne vil have et bibliotek doneret, kan kontakte projektet på tlf. 5042 4875. Læs mere på www.laesforlivet.dk |
Flere grunde til modviljen
Rachel Röst Larsen har flere forklaringer på modviljen mod bøger.
– Jeg tror, der er en form for opdeling, så socialpædagoger tænker, at deres opgave er at give omsorg til de omsorgssvigtede børn – og så er det skolens opgave at stå for alt det med læring. Det viser sig fx ved, at jeg nemmere kunne skabe interesse for bøgerne, når jeg fortalte, at de også kan bruges som et relationspsykologisk værktøj, hvis man fx læser højt – end når jeg fortalte om bøgernes betydning for skolegangen. Den opdeling er bare rigtig problematisk, for skolen kan ikke klare at have ansvaret alene. Eksempelvis viser forskning, at det virkelig rykker, hvis man læser i fritiden, siger hun.
En anden forklaring kan være, at mange socialpædagoger lægger vægt på fællesskabsskabende aktiviteter og nedprioriterer mere individuelle og indadvendte aktiviteter som læsning.
– Det kom fx til udtryk, da jeg for nylig var ude på en ungdomspension, hvor socialpædagogerne efterspurgte bøger om aktiviteter i haven eller fælles bagning. Bøgerne skulle handle om at være sammen. Selv når det gjaldt bøger, kunne børnene ikke få lov til bare at få den indre fordybelse alene.
Et andet eksempel var, da Rachel Röst Larsen havde doneret et bibliotek til en småbørnsinstitution og biblioteket skulle indrettes. Da hun foreslog en lille læsekrog, vakte det umiddelbart modstand, fordi der ikke var plads til at mange kunne få læst højt samtidig – selv om der var mange andre steder, hvor højtlæsningen kunne foregå.
– Først da jeg sagde, at vi kunne afprøve læsekrogen og flytte den igen, hvis det ikke virkede, gik de med på ideen – og efterfølgende har jeg fået en mail om, at det var en stor succes.
Også steder med opbakning
Selv om Rachel Röst Larsen har oplevet en langt større modvilje og skepsis end forventet, understreger hun også, at mange socialpædagoger brænder for at give børnene gode læseoplevelser. Det har især vist sig efter, at projektet blev omtalt i Politiken, hvorefter flere institutioner selv er begyndt at henvende sig.
– Men jeg gør stadig meget ud af også selv at opsøge institutioner, så jeg ikke kun når dem, der går højt op i læsning, siger hun.
Næste skridt i projektet er at undersøge muligheden for samarbejde med folkebiblioteker.
– Jeg er overrasket over, hvor lidt folkebiblioteket bliver brugt. Det hører jeg næsten alle steder fra. Pædagogerne har ikke lyst til at låne bøger, fordi de forsvinder og bliver ødelagt. De synes, det er stressende at skulle passe på dem. Men bibliotekerne er jo rigtig glade for at blive brugt, så jeg kunne godt tænke mig at få fat i nogle biblioteker og lave et samarbejde, siger hun.
Ud over det helt konkrete tilbud om at stille gratis bøger til rådighed, kan Rachel Röst Larsen også hjælpe med at sammensætte det rigtige bibliotek, og hun lægger stor vægt på at tale med børnene og de unge, så hun kan matche deres behov.
– På den samme døgninstitution kan der sagtens både være en 12-årig, der læser murstensromaner og en 16-årig, som skammer sig over at læse på 2. klasses niveau, og så er udfordringen at sammensætte biblioteket, så begge børn føler sig mødt. Og her har det betydning, at jeg efterhånden har fået en omfattende viden om børnelitteratur, så jeg fx kender serier som Ung Miniroman, der er hurtig læst, men med et indhold, der retter sig mod unge.
|
Diskuter på facebook: Hæmmer vi anbragte børns læselyst? Har Rachel Röst Larsen ret, når hun vurderer, at nogle socialpædagoger ubevidst hæmmer anbragte børns læselyst? Hvad skal der omvendt til for at fremme læselysten? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |