icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ligestilling

‘Det går den gale vej’

Socialpædagogernes hovedbestyrelse satte på ny spot på den manglende ligestilling både på arbejdspladserne og internt i forbundet

  • Af Jens Nielsen
  • 02-2014 /

Det går den gale vej trods 10 års erklærede mål om, at kønsfordelingen blandt de tillidsvalgte skal afspejle kønsfordelingen i forbundet. Sådan konstaterede forbundsformand Benny Andersen, da han på hovedbestyrelsens sidste møde i 2013 indledte en temadebat om ligestilling – eller rettere: manglen på ligestilling.

Fordelingen mellem mænd og kvinder i forbundet har gennem det seneste tiår ligget nogenlunde konstant: 75 pct. kvinder og 25 pct. mænd.

Sådan var det også i 2004, da forbundets kongres vedtog en resolution, der blæste til kamp for ligestilling – både internt og på arbejdspladserne.

Men trods de 10 års målsætning om det modsatte, er der på langt de fleste område blevet færre kvinder blandt de tillidsvalgte i forbundet.

Og heller ikke i lønsammenhæng er der ude på arbejdspladserne sket nogen udjævning af løngabet.

– Jeg synes, vi er nået til et punkt, hvor vi må sige, om det er noget, vi skal blive ved med at snakke om, eller om det er noget vi for alvor vil forpligte os til at gøre noget ved. Jeg synes, det udgør et demokratisk problem, sagde Benny Andersen på HB-mødet.

Her havde forsamlingen først hørt et oplæg fra Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand i LO. Hun ridsede ligestillingsbestræbelser i LO-sammenhæng op, fortalte om mainstreaming og andre tiltag, der bare ikke har haft den ønskede virkning.

– Ingen tog udfordringen på sig. Ligestillingsdagsordenen er en af den slags politiske dagsordener, som ingen efterspørger, konstaterede hun og opfordrede Socialpædagogerne til at holde op med at snakke og så bare gøre det, man har sat sig for.

– Og i Socialpædagogerne har I jo masser af kvindelige TR’er og dermed et vækstgrundlag, der vil noget, konstaterede hun og opfordrede forbundet til at sætte sig som mål at blive det mest ligestillede fagforbund og at bruge kønsaspektet som et element i arbejdet med at udvikle medlemsdemokratiet.

Lønforhandlinger og kvoter

I den efterfølgende diskussion blandt hovedbestyrelsens medlemmer om ligestillingsproblemerne ude på arbejdspladserne, var der især fokus på lønforhandlingerne lokalt:

Flere pegede på, at det er her, der fortsat sker et skred i lønforskellen mellem kvinder og mænd – i den forkerte retning. Er lønforhandlerne gode nok til at håndtere kønsaspektet, spurgte én retorisk og svarede selv, at det viser tallene, at de ikke er. Der er derfor behov for at se på, om kønsaspektet er en stærk nok del af TR-uddannelsen – og på om kredsenes opbakning er god nok, lød det.

I debatten om det interne ligestillingsregnskab var der argumenter både for og imod at skride til kønskvotering for at få antallet af tillidsvalgte til at afspejle kønsfordelingen blandt medlemmerne. Der er jo kvoter for så meget andet, sagde en, mens en anden pegede på positive erfaringer med kønskvoter i norske fagforbund.

Et af afsættene for debatten var forbundets seneste ligestillingsregnskab fra 2012. Flere pegede på, at det måske var en god idé at lave et sådant regnskab hvert år i stedet for som nu hvert andet. Det ville betyde, at det blev et årligt diskussionspunkt for hovedbestyrelsen og på den måde at styrke fokus på ligestillingen internt.

Der er også behov for at se på, hvordan det fagpolitiske arbejde er organiseret, og på de barrierer, der afholder kvinder fra at stille op til tillidshverv, sagde flere. Hvordan kan det gøres attraktivt og ligeværdigt at være en del af det faglige arbejde? Og er det en idé med et fælles rekrutteringsgrundlag for unge TR-kandidater M/K?

Endelig opfordrede flere til at spørge medlemmerne direkte om deres syn på den manglende ligestilling i forbundet.

Hovedbestyrelsen vedtog efter debatten at forpligte kredsene til at udarbejde en handleplan for det lokale ligestillingsarbejde. 


Se Socialpædagogernes ligestillingsregnskab for 2012 via www.kortlink.dk/dhgt

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ligestilling, Forbund og a-kasse