Børn har ikke lyst til at være umedgørlige
De vil helst gøre det rigtige, hvis de kan. Det hjælper lærere og pædagoger på Toftegård-Skolen dem med
Det er ikke altid, at en elev i Toftegård-Skolen i Nakskov har overskud til at lære matematik, selv om det står på skoleskemaet, at det er det, timen skal handle om. Måske har barnets weekend med forældrene ikke været god, og det har oplevet ting, som børn ikke skal opleve. Læreren dropper matematikken, og eleven får i stedet lov til at sidde for sig selv eller tale med læreren og pædagogen, hvis det er det, der er behov for.
Sådan har pædagogikken ikke altid været på Toftegård-Skolen. Tidligere, det vil sige før Diana Leicht Christensen tiltrådte som leder i 2009, skulle eleven læse i matematikbogen, når læreren sagde det. Lærer Felíx Perrier husker, hvordan han dengang kunne bruge sin tid på at sidde med en dreng, der lod som om han læste, mens han i virkeligheden sad og småsov, fordi han ikke kunne koncentrere sig om bogen.
Det var lærerens opgave at presse eleven til at gøre det, der stod på skoleskemaet. Resultatet blev ofte, at eleven modsatte sig, og det udviklede sig til en konflikt mellem barnet og medarbejderen.
– Vi havde adskillige magtanvendelser, og barnet blev ikke mere villig af, at vi lagde det ned på gulvet. Det sled både på barnet og os, og vi var til sidst nødt til at anerkende, at vi skulle samarbejde med barnet, siger Felíx Perrier.
Der blev mulighed for at ændre pædagogikken, da Toftegård fik en ny leder. Diana Leicht Christensen gav skolen de rammer, som var nødvendige for, at den kunne møde børnene med et andet grundsyn. Medarbejderne skiftede den autoritære pædagogik ud med en samarbejdspædagogik, hvor udgangspunktet er, at børn gør det rigtige, hvis de kan. De er grundlæggende motiverede for at gøre det rigtige, men de er ikke altid i stand til det.
Lederen har givet skolens medarbejdere – som i resten af tilbuddet – selvstyre, og de har dermed fået mulighed for selv at tilrettelægge undervisningen og tage ansvar for, at de opstillede mål bliver nået.
– Lederen støtter op om vores beslutninger, siger Felíx Perrier.
Meget hurtigt gav det nye syn på børnene gode resultater, så det var ikke så svært for medarbejderne at ændre holdning, husker Felíx Perrier.
– Det svære er at huske at holde fast i det grundsyn også i konfrontationssituationer, hvor børnene fx kan agere med vrede mod os, fordi de ikke magter at gøre det, som vi gerne vil have dem til.
Er ikke problembørn
Børnene har ofte været igennem en del skoleskift, før de bliver indskrevet på Toftegård-Skolen, og de har store vanskeligheder med at begå sig i en almindelig folkeskole med måske 26 andre elever i klassen. Mange af dem skal have specialundervisning sammen med få andre børn eller helt alene. Oftest kommer børnene fra socialt udsatte familier og mangler som regel de sociale færdigheder, der skal til for at begå sig blandt andre børn.
Børnene bliver i mange sammenhænge beskrevet som problembørn, fordi de ikke gør, som folkeskolen eller andre forventer af dem. Men på Toftegård-Skolen bruger man ikke ordet problembørn, men tager udgangspunkt i, at børnene mangler nogle færdigheder for at kunne klare sig i tilværelsen, og det er grunden til, at de ofte skaber problemer for sig selv og andre.
Hvis Peter fx løber rundt og generer de andre børn og måske kalder læreren for alle mulige grimme ting, så er det ikke, fordi han ikke vil gøre det rigtige, men han mangler de egenskaber, der skal til for at gøre det.
– Han kan ikke gøre det, vi beder ham om. Derfor gør han det, han gør, siger Felíx Perrier.
Ross Green og Toftegård
Toftegård-Skolen er et tilbud til elever, som har et vidtgående undervisnings- og behandlingsbehov. Normeringen er en lærer og en pædagog til seks elever. Læreren er ansvarlig for undervisningen og pædagogen for det pædagogiske arbejde, men i praksis går det aldrig efter drejebogen, som Felíx Perrier udtrykker det.
– Vi skal hele tiden have noget i baghånden, hvis timen bliver anderledes end planlagt, fordi en eller flere elever den dag har nogle problemer, som står i vejen for, at de kan modtage undervisning eller koncentrere sig.
Eleverne skal gennemføre samme afgangseksamen som folkeskolens elever, og målet er, at de med tiden kan indgå i den almindelige folkeskole, hvad nogle af dem også når.
Skolen tager i sin undervisningsform afsæt i den amerikanske psykolog Ross Green (se artikel i Socialpædagogen nr. 24/2009), der foreslår, at arbejdet med udsatte børn og unge skal foregå som en slags samarbejde. Det skal være et ligeværdigt forhold, hvor børnene betragtes som mennesker med anliggender eller ønsker.
Han gør dermed op med det grundlæggende syn om, at børn ikke vil gøre det, de voksne beder dem om, eller at de ikke er motiverede for at gøre det rigtige, forklarer Felíx Perrier.
Ifølge Ross Green gør børn det rigtige, hvis de kan. Derfor bør det grundlæggende syn på børnene være, at de er motiverede for at gøre det rigtige, men ikke er i stand til det.
– Børnene har nogle anliggender, som er vigtige for dem. Hvis vi lytter til børnene, kan vi opdage deres anliggender, siger Felíx Perrier.
– Men hvis vi i stedet fører vores vilje igennem, er der fare for, at vi aldrig finder ud af, hvad det er, børnene ønsker, og hvilke færdigheder, de mangler i forhold til det uløste problem, de står med.
De uløste problemer skal forstås som triggere, der kan presse børnene til at agere, som de gør. Fx at spytte en lærer i ansigtet.
– Børnene mangler at udvikle nogle færdigheder, og det kan ofte stå i vejen for det, vi som voksne vil anse for at være en almindelig problemløsningsadfærd, siger Felíx Perrier.
Samarbejdsbaseret problemløsning
Siden Toftegård-Skolen ændrede grundsyn og erstattede den autoritære pædagogik med det, som Ross Green kalder samarbejdsbaseret problemløsning, er magtanvendelserne faldet til stort set nul. I indeværende år har der kun været én magtanvendelse. Tidligere var der dagligt ofte flere fastholdelser.
Green inddeler den samarbejdsbaserede problemløsning i tre trin, som barnet og medarbejderne skal igennem.
Første trin beskrives som empatifasen, hvor den voksne som en anden detektiv går i gang med at finde ud af, hvad der er galt, ved at spørge barnet og uden selv at komme med en holdning. Den voksne viser interesse for at lytte til barnet. Empatifasen kan tage fem minutter eller flere måneder.
– Man skal vise, at man er interesseret i at lytte til barnet og tager det alvorligt, siger Felíx Perrier.
På andet trin forsøger den voksne at definere problemstillingen og udtrykke barnets følelser. Fx ‘OK, de andre vil ikke spille fodbold med dig, fordi du sparker bolden væk, og jeg kan høre på dig, at det gør dig ked af det’.
– Gentager man de ord, barnet selv har anvendt, så vil man faktisk opleve, at barnet siger ja og tilføjer noget ekstra til situationen, fordi det oplever en som medspiller, siger Felíx Perrier.
På tredje trin inviterer den voksne til løsning af problemet.
– Det er et spændende tidspunkt. Lykkedes det? Det gør det ikke altid, siger Felíx Perrier.
Ofte kommer eleven selv med forslag til løsning.
– Når vi i et samarbejde har arbejdet flere gange med at løse problemerne, får barnet ofte nogle redskaber, som betyder, at det på længere sigt selv kan gå ind og løse det problem, som det står i.
Uddannet og dannet
Siden Toftegård-Skolen skiftede pædagogik, er elevernes skolekundskaber blevet mærkbart forbedret. Ved den seneste afgangseksamen blev der for første gang nogensinde tildelt et 12-tal. Det gik til en pige i faget dansk. Og andre elever klarer sig også fint. Afgangskaraktererne er generelt set steget betydeligt.
– Det er lettere at få børn til at lave noget fagligt, hvis man lytter til dem, siger Felíx Perrier.
Ofte bliver skolen udadtil målt på, hvor gode karakterer, eleverne får. Det er det umiddelbart målbare. Derimod bliver man ikke målt på, hvordan barnet klarer sig som person, selv om det er en væsentlig faktor, fortæller Felíx Perrier.
Men også på det område scorer Toftegård-eleverne godt.
– Vi oplever, at vi efter omlægningen har fået meget succes med, at eleverne klarer sig bedre socialt og menneskeligt.
Selv om det måske kan lyde som lidt af en floskel, så forsøger skolen at lytte til børnene og indgå i et samarbejde med dem både fagligt og pædagogisk, fortæller Felíx Perrier.
– Vi forsøger at lave et tilbud, som er værdigt for børnene, så de får redskaber, de kan bruge resten af livet. Vi får både uddannede og dannede børn.