Det pædagogiske felt vil altid være genstand for ideologiske og økonomiske kampe. Vi er som pædagogstuderende en aktør i de kampe. Vi er med til at påvirke samfundet, men vi bliver i høj grad styret og påvirket til, hvordan og på hvilke måder, vi skal gøre det. Magtkampe i det pædagogiske felt er et udtryk for magtkampe i samfundet. Og som kampen står, er den pædagogiske profession, vores faglighed og tradition ved at tabe. Forandringerne er i gang, dansk pædagogik er på afveje! Som pædagogstuderende har vi et medansvar for at gøre opmærksom på problemet og forsøge at få pædagogikken på sporet igen.
Et fællestræk ved de forandringer, det pædagogiske felt gennemgår, er den nyliberale logiks dominans. Nyliberalismen har ideologisk set sat sig på statsapparatet, og de pædagogiske institutioner styres nu med udgangspunkt i denne logik. Vi ser en kraftig tendens til, at staten ønsker at definere, kontrollere og styre det pædagogiske arbejde. Det sker ikke med afsæt i den pædagogiske tradition eller faglighed, men ud fra økonomiske hensyn, fx forbedring af konkurrenceevnen.
I forlængelse heraf taler man om læring. Men ikke hvilken som helst læring. Læringen skal være brugbar for samfundet (økonomien), og den skal kunne måles. Det pædagogiske felt domineres af en nyliberalistisk læringsdiskurs. Som eksempler kan nævnes indførslen af læringsmål i daginstitutioner, sprogtest, effektstyring i kommunerne, ny folkeskolereform og den ny pædagoguddannelse.
Selvom man med rette kan argumentere for, at læring, relationsarbejde, trivsel, omsorg og dannelse er hinandens forudsætninger, ser vi paradoksalt nok en tendens til, at fokus på læring tager overhånd og spænder ben for den del af det pædagogiske arbejde, der netop retter sig mod relationen, trivsel, omsorg og dannelse. Læringen (i den nyliberale diskurs) tager udgangspunkt i fastsatte mål defineret af statslige organer fremfor at tage udgangspunkt i den livsverden de børn/unge/voksne, vi arbejder med, befinder sig i.
Det har konsekvenser for det pædagogiske felt. Vi risikerer at påtage os en instrumentel tilgang til det pædagogiske arbejde. Vi risikerer at miste grebet om professionens værdier og kerneopgave. Vi risikerer, at læringen sker på bekostning af relationsarbejde, trivsel, omsorg og dannelse.
På et helt konkret og praktisk plan tager fokus på test og andre krav om dokumentation tid fra relationsarbejdet. Både vores tid og det pædagogiske indhold bliver i stigende grad defineret af ydre forhold og tager i mindre grad udgangspunkt i vores konkrete virkelighed og faglighed.
Definitionsmagten skal tilbage til den pædagogiske profession. Det skal ikke være markedslogikker, der definerer den pædagogiske praksis.
Vi insisterer på, at det pædagogiske arbejde skal tage udgangspunkt i vores faglighed og den enkeltes livsverden. Vi må forsøge at identificere og tydeligøre styringen af det pædagogiske arbejde og pege på alternativer der sætter relationen, trivsel, omsorg og dannelse i centrum. Sammen med de andre pædagogiske fagforbund må vi trække professionen i en anden retning!
Lukas Carlslund er PLS’ repræsentant på Frøbel Seminariet.
|
Deltag i debatten
|