icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Hjemløse

Svært ved at etablere sig

Unge hjemløse har også senere i livet svært ved at fastholde et arbejde eller tage en uddannelse, viser ny undersøgelse

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 09-2015 /

Hvordan går det egentlig med de unge hjemløse, der i en periode flytter ind i Kofoeds Skoles ungdomsboliger for at få bedre styr på tilværelsen? Det har sociolog Ane Kirk undersøgt i efteråret 2014, hvor hun gennemførte en forløbsundersøgelse med udgangspunkt i data fra 181 beboere udskrevet fra ungdomsboligerne fra 2005 til 2012. Ungdomsboligerne er et tilbud til unge hjemløse under 30 år med psykosociale problemer.

Forløbsundersøgelsen viser, at de unge via et ophold på Kofoeds Skole ofte bliver hjulpet ud af hjemløsheden. Men den afslører også, at det er en stor udfordring at etablere et voksenliv efter udskrivningen. Især i de første år efter opholdet på en af skolens ungdomsboliger ender en del af de unge igen i hjemløshed eller falder fra, når det gælder job og uddannelse.

Over halvdelen af de 181 beboere, der indgår i undersøgelsen, får således ikke en uddannelse, der er højere end grundskolen, og en femtedel fuldfører heller ikke denne uddannelse. Samtidig har mange tidligere beboere svært ved at komme ud af kontanthjælpssystemet og risikerer derfor at skulle leve med en økonomi, der ligger under fattigdomsgrænsen.

Krisen ramte hårdt

Især de årgange, der blev udskrevet fra Kofoeds Skole i de år, hvor den økonomiske krise var værst, har haft svært ved at etablere sig. Mens 24 pct. af årgangene før 2008 var i beskæftigelse, gjaldt det kun for 14 pct. af de såkaldte kriseårgange. Samtidig har dobbelt så mange fra kriseårgangene ingen eller uoplyst bopæl sammenlignet med før-kriseårgangene.

Forløbsundersøgelsen viser også, at halvdelen af de tidligere beboere er på kontanthjælp uanset hvor mange år, der går efter udskrivningen. Det vidner om, at de unge hjemløse er i stor risiko for at havne i permanent fattigdom.

Et andet resultat fra undersøgelsen er, at 80 pct. af de tidligere beboere lever som enlige, og det er meget få af dem, der også mange år efter udskrivning fra Kofoeds Skole bevæger sig rent geografisk. 


Læs hele undersøgelsen på www.kofoedsskole.dk/forløbsundersøgelse