Forår og håb om ny start
Prostitution, misbrug og vold er hverdag for mange af de kvinder, der flytter ind på Hanne Mariehjemmet. Her kan de for en stund få ro og støtte. Socialpædagogen fulgte to medarbejdere i en aftenvagt
Klokken er 16 en forårsdag på Hanne Mariehjemmet i Roskilde. Der er stille. De fleste kvinder sover. Socialpædagog Marianne Othmar Esmann og omsorgsmedhjælper Christina Skarby Holmegaard starter deres fælles arbejdsdag på kontoret, hvor de uforstyrret kan lave det såkaldte overlap, som betyder, at de gennemgår de otte beboere en for en. Marianne Othmar Esmann er netop mødt på arbejde, så det er Christina Skarby Holmegaard, der har været der siden morgenen, som fortæller om, hvordan de forskellige kvinder har det.
– Så jeg ved, hvad der er sket, siger Marianne Othmar Esmann.
Alle otte pladser er besat.
– Foråret er det tidspunkt, hvor andre folk holder i hånd og viser deres forelskelse. Og vi oplever, at for nogle af de kvinder, som opsøger os, betyder årstiden nogle gange, at de får lyst til at starte på en frisk. De ser, at de stadig hænger fast i misbruget, og de vil gerne genoptage forholdet til deres børn, siger Marianne Othmar Esmann.
Christina Skarby Holmegaard fortæller, at det har været en rolig formiddag, og de fordeler dagens opgaver imellem sig.
I dag tager Marianne Othmar Esmann sig af medicinudlevering. Stort set alle beboere får medicin, fx sovemedicin, antabus eller lægeordineret metadon. Christina Skarby Holmegaard står for aftensmaden, som bliver lavet i samarbejde med de kvinder, som ønsker at deltage.
– Selv om vi så vidt muligt forsøger at planlægge dagen, forløber den sjældent som planlagt. Men strukturen er med til at holde sammen på tingene og betyder, at man lettere kan ændre planerne, hvis der opstår andre behov hos kvinderne, siger Christina Skarby Holmegaard.
Hanne Mariehjemmet ligger i en nedlagt pinsekirke i et roligt villakvarter i Roskilde. Det er et krisecenter for kvinder over 18 år og er det eneste specialiserede døgntilbud i Danmark til socialt marginaliserede kvinder fra misbrugs- og prostitutionsmiljøet. Der kommer kvinder fra hele landet, og en del har været her flere gange. Nogle ringer selv op og spørger, om de kan komme, andre bliver henvist af fx Politiets Offerrådgivning, Reden, kommunale sagsbehandlere og misbrugscentre.
Mikala er en af de kvinder, som er indskrevet. Hendes mand har gennembanket hende med et baseballbat og forsøgte efterfølgende at kvæle hende. Hun var meget forslået og i krise, da hun ankom til Hanne Mariehjemmet. Hun har fået krisehjælp, og medarbejderne forsøger at hjælpe hende, så hun ikke skal vende tilbage til den voldelige ægtefælle. De har bl.a. kontaktet hendes kommunale sagsbehandler og politiet. Mikala har et massivt alkoholmisbrug, som medarbejderne forsøger at støtte hende i at komme i behandling for.
Hanne Mariehjemmet er ikke et behandlingstilbud, men et tilbud til kvinderne om, at de for en tid kan få ro omkring sig og blive hjulpet og støttet i at komme ud af fx et misbrug. Almindeligvis kan man kun bo tre uger på Hanne Mariehjemmet, men Mikala er en af dem, som har fået forlænget sit ophold, indtil hun kan komme til et mere permanent sted, som kan støtte hende.
Fælles fagligt udgangspunkt
Marianne Othmar Esmann og Christina Skarby Holmgaard er fast makkerpar og er et godt match, mener de begge. De har fælles værdigrundlag og er gode til at diskutere faglige uenigheder. De er begge kommet sent ind i faget.
Marianne Othmar Esmann er 39 år og blev uddannet socialpædagog i 2014. Hun er oprindelig kontoruddannet og var ansat i en bank. Sideløbende arbejdede hun frivilligt med hjemløse, voksne misbrugere og udsatte børn og unge, og det var det arbejde, som førte hende frem til en socialpædagogisk uddannelse.
Christina Skarby Holmegaard er også 39 år og er oprindelig butiksudannet. Det arbejde skiftede hun ud med et job som fængselsbetjent. Hun kunne godt lide arbejdet, men der var alligevel lidt for meget ‘nøgleraslen’, så i stedet fik hun arbejde med udsatte børn og unge. Efter syv år var det tid til at skifte, og valget faldt på Hanne Mariehjemmet.
– Vi kan begge godt lide at være i øjenhøjde med tingene samtidig med, at vi også godt kan lide, at der er højt til loftet, når vi arbejder, siger Christina Skarby Holmegaard.
De respekterer hinandens viden. Christina Skarby Holmegaard har en lang erfaring fra arbejdet på institutioner for udsatte mennesker, som Marianne Othmar Esmann ikke har. Omvendt kan Christina Skarby Holmegaard få noget ud af Marianne Othmar Esmanns teoretiske ballast.
– Jeg er meget fascineret af Marianne, der er et struktureret menneske, og jeg ved, at hun sidder med en teoretisk viden om, hvordan vi kan vinkle et problem.
Marianne Othmar Esmann supplerer.
– Det betyder meget, at man har en makker, man er tryg ved. Vi har en god tone mellem os, som kvinderne lægger mærke til. Samtidig er Christina rigtig god at sparre med qua hendes mangeårige erfaring, og vi er gode til at udnytte hinandens kompetencer.
Overlappet er slut, og uden for døren står Ditte og venter på at komme til at tale med Marianne Othmar Esmann.
Din klamme luderso
Ditte er en meget spinkel pige og omkring 160 cm høj. Hun er midt i 30’erne og er meget medtaget efter et årelangt hashmisbrug.
Ditte kommer ind på kontoret, og døren bliver lukket.
I flere dage har der været optræk til en konflikt mellem nogle af kvinderne, men Ditte har afvist at tale om det, når en af medarbejderne har spurgt hende, om der var noget, hun var ked af. Men i dag er hun klar.
Grædende fortæller hun Marianne Othmar Esmann, at en af de andre kvinder har kaldt hende for en klam luderso. Hendes værelse vender ud mod den gård, hvor rygerne holder til, og hun hørte en af dem, Stefanie, bruge ordet om hende.
Marianne Othmar Esmann henter Stefanie. Også hun er opløst i tårer og siger, at hun aldrig har nævnt Dittes navn. ‘Jeg vil aldrig kalde dig en luderso, for det er jeg selv så tit blevet kaldt på gaden, fordi jeg selv har været prostitueret. Det ord vil jeg aldrig få ud af min mund. Jeg holder meget af dig’.
Marianne Othmar Esmann guider de to gennem samtalen. Begge græder. Stefanie gentager flere gange, at hun aldrig har sagt det. Ditte på sin side fastholder, at det har hun, og bringer en anden beboer på banen.
Marianne Othmar Esmann bryder ind i samtalen og siger, at de ikke skal tale om de andre kvinder, da de ikke er med på kontoret. Efterhånden går der hul på bylden. Marianne Othmar Esmann spørger, om Ditte kan tage imod det, som Stefanie siger om, at hun ikke har sagt det. ‘Du skal bare vide, at jeg rigtig godt kan lide dig’, siger Stefanie.
Marianne Othmar Esmann slutter den fælles samtale med at sige: ‘I sidder begge med en følelse af, at nogen sidder og taler om jer. Det problem tager vi i et andet forum’.
Det andet forum er på et af fællesmøderne, hvor alle kvinderne er til stede, og hvor de skal tale om at behandle hinanden godt.
Da Stefanie og Ditte skilles, giver de hinanden et kram, og det er for Marianne Othmar Esmann en indikation på, at problemet er løst. De forlader begge kontoret.
– Det er vigtigt, at de begge går fra hinanden med en følelse af at blive set og hørt både af mig som personale og af hinanden, siger hun.
Mæglerrollen
Mange af kvinderne kender hinanden fra prostitutions- og misbrugsmiljøet og nogle fra fængslet, og de ryger ofte ind i konflikter med hinanden. De fleste af kvinderne har desuden vanskeligt ved at udsætte behov og vil gerne have kontakt med en medarbejder her og nu, fortæller Christina Skarby Holmegaard.
– Fra gaden er de vant til at leve i et farligt miljø, og de kan måske ikke altid finde ud af at leve sammen på en anden måde. Men lige så hårde, de kan være, lige så omsorgsfulde kan de være over for hinanden.
Medarbejderne skal hele tiden være parat til at gribe ind i en konflikt og forsøge at få parterne til at enes.
Kvinderne må ikke tage stoffer eller drikke alkohol, mens de er på Hanne Mariehjemmet. Det er udsmidningsgrund, så en af konflikterne mellem kvinderne handler bl.a. om, hvorvidt den ene eller den anden alligevel har taget stoffer. Selv om kvinderne er her frivilligt, er det i længden svært for de fleste af dem at være fx stoffri.
– De vil gerne, men det er vanskeligt at smide alkoholen eller stofferne. Det er en svær balancegang at finde ud af, ‘hvem jeg er uden mit misbrug’. Og det er krævende at være sammen med andre i længere tid, som de er her på Hanne Mariehjemmet. De fleste er vant til være alene, siger Marianne Othmar Esmann.
Mange vælger at lade sig udskrive, når de fx ikke længere kan klare at være uden stoffer eller holde ud i ædru tilstand at se på deres eget liv. Men en del af dem vender senere tilbage. Omkring 85 pct. af alle kvinderne er gengangere. Når en kvinde vender tilbage, bliver tavlen vasket ren, og man starter forfra, fortæller Marianne Othmar Esmann.
En af dem, der har været der et hav af gange, er Nina, der er en ung alkoholiker. Hun bruger Hanne Mariehjemmet til at få en dagsrytme. Hun har en lejlighed, som hun ikke bor i. Hun er ofte udsat for vold, men kan ikke huske fra hvem, da hun altid er for fuld til at huske noget.
Hanne Mariehjemmet hjælper hende med mad, tøj og støtter hende i at kontakte lægen eller andre myndigheder, og når Nina er blevet rimelig restitueret, tager hun afsted igen.
Christina Skarby Holmegaard og Marianne Othmar Esmann arbejder på et projekt om efterværn til de kvinder, der forlader Hanne Mariehjemmet.
– Vi kunne godt tænke os et tilbud, hvor kvinderne bliver fulgt og samlet op, når de forlader Hanne Mariehjemmet. Det skal være et tilbud, hvor de bliver anerkendt og ikke stemplet eller stigmatiseret, siger Marianne Othmar Esmann.
Medicin og mad
Klokken nærmere sig 17, og Marianne Othmar Esmann er gået i gang med at dosere medicin. Det foregår i et særligt rum, hvor der er en form for ‘ekspeditionsskranke’ i døråbningen. Skranken er der mest af sikkerhedsgrunde. Ifald en beboer bliver voldelig, spærrer skranken for umiddelbar indtrængen, og medarbejderen kan nå at forsvinde ud af en bagdør.
Det er dog yderst sjældent, at medarbejderne bliver udsat for vold. Marianne Othmar Esmann og Christina Skarby Holmegaard har begge ‘kun’ oplevet verbale trusler og kun få gange.
– Vi skal som personale forsøge at nedtrappe en konflikt. Det gør vi bl.a. ved aldrig at presse kvinden op i en krog, selv om hun skælder os ud. Vi lader hende vide, at det altid er i orden at trække sig fra en konflikt, hvis man ikke kan håndtere den lige nu, og så vende tilbage, når man bedre kan tackle situationen, siger Marianne Othmar Esmann.
Det betyder meget for medarbejdernes arbejdsmiljø, hvordan stemningen er blandt kvinderne. Hvis noget ulmer i gruppen, bliver medarbejderne fagligt udfordret, fordi det skaber uro, og det hele kan eksplodere.
Men det, der presser medarbejderne mest, er uden tvivl de skiftende arbejdstider, er de begge enige om.
– På den ene side er det rart at have døgnvagter, fordi man kan følge kvinderne over et længere forløb, og det giver større sammenhæng i arbejdsindsatsen og dermed større arbejdsglæde. Men for familielivet kan det være belastende med skifteholdsarbejde, siger Christina Skarby Holmegaard.
Mens Marianne Othmar Esmann doserer medicinen, er Christina Skarby Holmegaard gået i gang med at lave aftensmad sammen med Pernille, der i dag har meldt sig på køkkenholdet. Køkken og spisestue går ud i et, og bliver for en stund samlingssted for andre kvinder, der fx enten lige er stået op eller kommet hjem fra en tur ned til byen.
Hanne Mariehjemmet får en gang om ugen madvarer fra Fødevarebanken, der er en forening, som modtager overskudsmad fra fødevareproducenter, landbrug og grossister og fordeler det blandt sociale organisationer. I aften står den på kylling.
Mens kyllingen er i ovnen, får Christina Skarby Holmegaard også tid til at lave en såkaldt indskrivningssamtale med en ny beboer, Anne. Det foregår på kontoret bag den lukkede dør.
Fra CBS til bænken
57-årige Anne er blevet kørt til Hanne Mariehjemmet af sin ekskæreste, fordi hun var ‘ved at gøre noget dumt’, som hun kalder det. Det dumme er selvmordsforsøg. Anne er alkoholiker og i misbrugsbehandling. Det er første gang, hun er på Hanne Mariehjemmet, og hun er der med et bestemt mål for øje: At hendes søn vil se hende. Han er 33 år og har to børn, som han ikke vil have, hun skal se, før hun er ædru.
– Det er fantastisk, at du er kommet her. Det viser, at du vil noget. Tænk på, hvor meget mod det kræver at være ædru, siger Christina Skarby Holmegaard.
Anne er født og opvokset i England og kom som 21-årig til Danmark, fordi hun blev gift med en dansker. Hun er uddannet merkonom og har arbejdet flere år i byggebranchen og også været udstationeret sammen med sin ægtefælle. Hun har taget en bachelorgrad på CBS i København og har altid levet et økonomisk stabilt liv i den højere middelklasse. Men noget gik galt for hende. Hun begyndte at drikke, mens hun var udstationeret, og ægteskabet gik dårligt.
Hendes mor var også alkoholiker. Da Annes alkoholforbrug nærmede sig to flasker sprut om dagen, gennemgik hun i 1996 en Minnesotakur og var ædru i fem år. Men så gik det galt igen. Hun har i årenes løb gennemgået adskillige misbrugsbehandlinger, men altid er det gået galt bagefter.
Hun har ikke flere penge tilbage og bor i dag i en lille lejelejlighed.
– Jeg er kommet ind i miljøet, hvor jeg sidder på bænken, siger hun.
Vær så god at spise
Kl. 19 bliver der ringet med klokken, og alle samles omkring et veldækket bord med kylling, brun sovs, ovnbagte rodfrugter og gammeldags agurkesalat. Marianne Othmar Esmann og Christina Skarby Holmegaard sidder for hver sin bordende og giver indspark til samtalen. Emnerne spænder vidt. Der bliver både talt om slankekure og om vold mod prostituerede, der går på gaden.
– Vi forsøger at åbne op for, at kvinderne kan tale om de ting, der optager dem, siger Marianne Othmar Esmann.
Dog er der emner, som ikke må bringes på bane i fællesskabet.
– Kvinderne må ikke tale om, hvor de fx får stoffer fra, hvordan de fixer, eller hvor og hvordan de prostituerer sig. Det kan friste de andre kvinder, så de fx får trang til at tage stoffer. De emner må de tale med os om på tomandshånd, siger Marianne Othmar Esmann.
Middagen er som resten af opholdet baseret på, at kvinderne har mulighed for ro og afslapning. Mange af dem er meget trætte og har brug for fred, nærende mad, et bad og rent tøj. Fra forskellig side bliver der doneret fx bind og tøj. I et depotrum kan kvinderne kigge efter en ny garderobe.
Ud over medarbejderne er det dog kun to-tre af kvinderne, som bidrager til samværet. De andre sidder tavse, og flere af dem kigger ned i bordet.
En af dem med god energi over for fællesskabet er Stefani, der for bare en time siden græd over at være blevet beskyldt for at kalde Ditte for en klam luderso.
I løbet af dagen har Stefani flere gange henvendt sig og inviteret Socialpædagogens udsendte til at se hendes værelse. Men hver gang har hun aflyst aftalen, fordi hun skulle ryge, fordi hun skulle tale med en af de andre, fordi, fordi..
Men nu skal det være. Efter middagen.
En dag ser jeg dem igen
Stefanie har været på Hanne Mariehjemmet adskillige gange. Hun har ikke selv tal på, hvor tit. Hver gang ringer hun selv, og får ja, hvis der er plads.
Hun er 52 år og er tidligere prostitueret og stofmisbruger.
– Jeg holdt op som prostitueret, fordi jeg ikke længere behøvede pengene.
I dag får hun lægeordineret metadon og tager ifølge hende selv ikke stoffer ved siden af.
– Jeg har gået meget på Vesterbro. Det var et hårdt og utrygt miljø. Jeg har fået en masse slag som prostitueret.
Især husker hun en bestemt kunde.
– Jeg havde forhandlet en pris med en kunde, hvor der indgik slag, men han blev ved med at slå mere end det, der var aftalt, og jeg kunne ikke få ham stoppet. Jeg var helt ødelagt bagefter.
På sit værelse på Hanne Mariehjemmet har hun indrettet sig med sine personlige ting. Og det er der en grund til. Da vi står i hendes værelse, slår hun ud med armene og siger, ‘det her er alt, hvad jeg ejer’.
Stefanie er hjemløs og bor på gaden, når hun ikke kan få en plads på et herberg. Derfor bærer hun rundt på alle sine ejendele.
På væggen hænger der tre billeder. Et gulnet et af to små børn på omkring et og fire år. Det er hendes døtre, som blev anbragt, da de var helt små.
– De er frivillig anbragt, understreger Stefanie og påpeger flere gange i løbet af samtalen, at det var frivilligt, fordi hun ikke kunne have dem hos sig. Og de ville få det bedre der, hvor de kom hen. Begge blev anbragt hos slægtninge, men hver sit sted.
Ved siden af hænger der to billeder af hendes to voksne døtre. Den store er i dag 31 år og den yngste 28 år.
Hun har ikke set børnene, siden de blev anbragt. Dengang fik hun forbud mod at have kontakt med dem, og hendes døtre har som voksne ikke ønsket kontakt med hende. Men for et par måneder siden skete der noget. Den ældste ringede og sagde, at hun gerne ville have kontakt med hende. De har ikke mødtes endnu, men taler i telefon hver dag, fortæller Stefanie.
Den yngste ønsker ingen kontakt.
Stefanie håber, at hun med tiden kan få kontakt til begge døtre, og hun håber, at hun kan få tilkendt en førtidspension, for det vil give hende mere ro. Hun har haft adskillige blodpropper i lunger og hjerne.
– Det er mærkeligt, at kommunen ikke kan se, hvordan jeg har det.
For Stefanie er Hanne Mariehjemmet et ‘kanonfedt sted at være’.
– Man ved, man bliver passet på. Får mad og et bad. Medarbejderne er rigtig gode til at se og høre på en. De kender mine problemer og minder mig om ting, når jeg er forvirret oven i hovedet og ikke kan finde ud af det. De ved, hvorfor vi kommer, og hvilken situation, vi er i.
Sidste overlap
Klokken nærmer sig 22, og Marianne Othmar Esmanns arbejdsdag er ved at være slut.
Endnu en gang laver hun og Christina Skarby Holmegaard overlap, hvor de gennemgår de otte beboere.
Marianne Othmar Esmann fortæller, at en af kvinderne, Susanne, havde hørt, at en anden kvinde, som hun har et rigtig dårligt forhold til, skal flytte ind på Hanne Mariehjemmet. Marianne Othmar Esmann har i løbet af aftenen talt en del med hende om, hvordan hun kan tage imod den anden, så de kan få et godt forhold.
Christina Skarby Holmegaard skal overnatte. Hun udleverer medicin og gør klar til natten sammen med kvinderne.
Kl. 23 bliver der sagt godnat. Efter den tid skal kvinderne opholde sig på deres værelser, og Christina Skarby Holmegaard trækker sig tilbage til personalets soverum.
Beboerne optræder under pseudonym.