icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Pædagoguddannelsen

Ingen feedback på opgaver

Tak for din opgave. Vi retter den ikke. Den melding får pædagogstuderende af og til. Socialpædagogerne mener, at der er behov for flere ressourcer

  • Af Maria Rørbæk
  • 03-2015 /

I princippet kan I lige så godt aflevere på et blankt stykke papir, for jeg kan alligevel ikke nå at læse jeres opgaver.

Sådan hørte pædagogstuderende Camilla Herrington Carlsen ifølge Fyens Stiftstidende en af sine lærere sige, da de en dag sad og diskuterede den nye reform af pædagoguddannelsen og de skriftlige opgaver.

Da Camilla Herrington Carlsen fortalte sin historie til avisen, blev det startskuddet på en debat om kvaliteten af pædagoguddannelsen.

For ifølge Fyens Stiftstidende er Camilla Herrington Carlsens oplevelse langt fra enestående. Avisen lavede en rundspørge til en lang række af landets pædagoguddannelser, og over hele landet kunne pædagogstuderende nikke genkendende til problemet med opgaver, der ikke bliver læst.

Til Ritzau beskrev Nina Vieland Christensen, der er faglig sekretær i Pædagogstuderendes Landssammenslutning, PLS, det som et ‘kæmpe problem’.

– Nogle steder siger underviserne det direkte: Vi kommer ikke til at give jer feedback på den her opgave. Men I skal skrive den, fordi det siger bekendtgørelsen eller nogen højere oppe. Det er demotiverende.

Efter at oplysningerne om den manglende feedback på de pædagogstuderendes opgaver havde bredt sig til bl.a. Radioavisen, gik undervisningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) ud med kritik.

– Man må forvente det som en helt naturlig del af en uddannelse, at man selvfølgelig får respons på de opgaver, som man afleverer. Det er en prioriteringsopgave, som ledelserne har ansvar for. Uddannelsesinstitutionerne har ansvar for at tilrettelægge forløb, så man kan få feedback på sin opgave, slog hun fast.

Brug for ressourcer

Men det nytter ikke bare at skyde på uddannelsesstederne, mener PLS. Der er behov for flere ressourcer til pædagoguddannelsen.

– Der er ingen tvivl om, at hvis politikerne siger, at lærerne skal give feedback, bliver pengene bare flyttet fra et andet sted, og så kommer vi til at stå i et nyt problem. Så får vi færre undervisningstimer.

Hos Socialpædagogerne hæfter næstformand Marie Sonne sig ved, at pædagoguddannelsen modtager færre penge pr. studerende end de andre uddannelser til professionsbachelorer.

– Fx bliver der brugt i omegnen af dobbelt så meget til at uddanne en sygeplejerske, og det mener jeg ikke, kan være rimeligt. Taxametersystemet skal revideres. Det nytter ikke noget, at man laver en ny uddannelse med fine nye vejledninger osv., hvis der så ikke bliver sat midler nok af til at gennemføre uddannelsen i praksis.

Hun vil nu kontakte uddannelsesstederne og de andre fagforeninger for pædagoger og foreslå en samlet henvendelse til undervisningsministeriet. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Grunduddannelse, Studerende