icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

Tvangsadoption overser barnets behov

  • Af Sisse Bøgild
  • 10-2015 /

Jeg kunne have været et af de børn, der skulle tvangsadopteres. For mig var det en lettelse, da jeg ikke var nødt til at se min mor mere. Men alle de andre – min mormor og morfar, mine søskende og alle de andre i familien – dem ville jeg ikke leve uden. Dem ville jeg ikke miste. Og jeg var faktisk så heldig, at jeg fik dobbelt op: Både min egen familie og min plejefamilie, hvor jeg også kom til at høre til.

Jeg forstår ikke, hvor børnenes rettigheder blev af, da Folketinget den 21. april med alle stemmer undtagen Dansk Folkeparti, SF og Enhedslistens vedtog at udvide muligheden for tvangsadoption.

Retten til at kende sine rødder og til at bevare relationerne til sin familie og slægt blev understreget i Barnets Reform, fordi man godt kunne se, at det er det bedste for barnet. Men loven om tvangsadoption peger i en helt anden retning.

Tvangsadoption er allerede en mulighed efter den hidtidige lov, men kommunen skulle godtgøre, at forældrene ikke har eller vil få forældreevne. I den nye lov skal de kun sandsynliggøre det. Det er en stor forskel, som kan fratage børnene sikkerheden for at bevare deres eget netværk. Loven vil føre til flere tvangsadoptioner, som definitivt vil skære nogle bånd over, som kan være af meget stor betydning for et barn.

For i Danmark er adoptionen fuldstændig, båndene skal cuttes. Men er det virkelig nødvendigt? Skal man ikke kunne bevare en kontakt til de mennesker, der måske betyder rigtig meget for en?

Der er i dag en spinkel mulighed for at bevare en form for kontakt til forældre og andet netværk. Men det er en sjælden undtagelse, og den vil ikke blive brugt på disse sager. Og så bliver børnenes interesser glemt. For de kan have behov for fortsat at have kontakt til forældrene eller i hvert fald at vide, hvad der sker med dem. Og hvad med søskende og bedsteforældre og andre familiemedlemmer, som barnet kan have meget tætte relationer til? Dem har de ingen ret til at have kontakt med.

Et argument for den nye lov er, at det vil skabe ro omkring barnet.  Men argumentet er mærkeligt, for i Serviceloven er der muligheder for at beslutte en langvarig anbringelse, eventuelt for hele barndommen. Kommunerne bruger dem bare ikke.

Jeg synes, at situationen giver grund til at spørge, hvad der skal til, for at en familiepleje kan blive god og ubrudt med gode relationer til både ens egen familie og plejefamilien? Hvordan kan man undgå de problemer, der nu skal bruges som argument for tvangsadoption?

Kommunerne bør leve op til det ansvar, det er at have et sårbart barn i sin varetægt, og de bør respektere de rettigheder og muligheder, som Barnets Reform og anbringelsesreformen gav børnene. Især skal de gøre deres bedste for, at kontakten til netværket og forældrene udvikler sig positivt under anbringelsen.

Så kunne man måske nå nærmere det mål, at samværet er en positiv oplevelse – og det vil være en enorm fordel for rigtig mange anbragte børn. Endelig ville man undgå de ulykkelige sager, hvor kontakten forsvinder eller udvikler sig skadeligt for barnet, så man må overveje en tvangsadoption og dermed afskære kontakten til forældrene og den slægt, som både umiddelbart og på længere sigt er så utrolig vigtige for os. 


Sisse Bøgild er næstformand i TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

Deltag i debatten


  • I hvor høj grad synes du, at barnets rettigheder respekteres i den nye lovgivning
  • Er den nye lovgivning i tråd med FN’s Børnekonvention?
  • Hvordan kan man sikre lange, gode og ubrudte anbringelser, så tvangsanbringelser ikke er nødvendige?