ADHD-diagnose ingen hindring
Angsten for at blive fyret på grund af for mange sygedage fik en socialpædagog i Randers til at søge hjælp. Hun fik stillet diagnosen ADHD, men blev ikke fyret. Med støtte fra lederen, kollegerne og ikke mindst sin tillidsrepræsentant fik hun de nødvendige rammer og er i dag en vellidt kollega
Først som 30-årig fik Sille Mortensen en forklaring på de daglige udfordringer og mange nedture, hun havde haft hele livet, og som hun egentlig havde lært at leve med. Men da hun kom tilbage fra sin anden barselsorlov i foråret 2012, begyndte det hele at gå ned ad bakke.
Det blev et år med adskillige sygedage, skjult overarbejde og en depression, før hun fik diagnosen ADHD. Med den fulgte en klarhed over hendes vanskeligheder, og sammen med sin tillidsrepræsentant og ledelsen på hendes arbejdsplads fandt hun vej til et bedre liv både på arbejde og privat.
– Jeg havde stort set ikke sovet, siden jeg fødte min datter, da jeg startede på arbejde igen. Og det begyndte for alvor at gå ned ad bakke i løbet af det forår. Jeg fik angstsymptomer, og det var hårdt at være på arbejde. Jeg var bange for at bryde sammen, mens jeg var hos en bruger. Jeg følte, at jeg ikke kunne være til gavn for brugerne, sådan som jeg havde det, siger Sille Mortensen, socialpædagog på SAU – specialområdet autisme i Region Midtjylland.
Under hendes barselsorlov skete der en række organisatoriske ændringer og sammenlægninger på arbejdspladsen, så hun kom tilbage til en ny afdeling med nye kolleger og brugere.
– Det var svært at komme til en hel ny arbejdsplads og næsten ikke sove om natten. Jeg blev mere og mere slidt og fik uoverensstemmelser og misforståelser med kollegerne. Jeg begyndte at føle mig svag og dum, siger Sille Mortensen.
Tillidsrepræsentanten husker, hvordan han som mødeleder af personalemøderne oplevede sin nye kollega.
– Det var især på personalemøderne, vi oplevede episoder, hvor jeg tænkte: hvad skete der lige der? Sille reagerede for eksempel meget voldsomt, når jeg måtte forklare hende et eller andet, eller hun ikke holdt sig til dagsordenen. Hun kunne råbe ad mig eller begynde at græde, siger Benjamin Buhr Sørensen, socialpædagog og TR på SAU.
Han oplevede en kollega, der ikke reagerede som alle andre. Kollegerne bekymrede sig for hende, for hun nød stor faglig respekt. Hun var dygtig og pligtopfyldende i sit arbejde.
Sille kæmpede et halvt års tid, før presset på jobbet og derhjemme blev for meget. Hun blev sygemeldt med depression og stressbetinget angst og var ikke på arbejde i to måneder. Efter jul 2013 startede hun langsomt op igen, men hun var ikke frisk. Tværtimod var hun hele tiden bange for at få en ny nedtur, og i løbet af foråret meldte hun sig jævnligt syg en dag eller to. Det betød indkaldelser til gentagne samtaler med lederen, fordi alle medarbejdere med tre sygemeldinger i løbet af seks måneder automatisk bliver indkaldt til en sygesamtale. Fra starten involverede Sille sin tillidsrepræsentant og var åben om sin situation.
Joken blev alvor
Sille blev mere og mere presset på arbejdet. Hun havde et barn, der sov meget lidt, og hun var økonomisk ansvarlig for familien, fordi hendes mand stadig studerede. Hun følte, at hun var ved at drukne. I starten havde hun døgnvagter på SAU og ingen opdagende, at hun arbejdede med sine skriftlige opgaver til klokken to om natten. Da døgnvagterne blev afskaffet, blev hun ofte tilbage for at arbejde videre, når de andre gik hjem. Da kollegerne opdagede det og insisterede på, at hun gik samtidigt med dem, kunne hun finde på at gå tilbage, uden at de opdagende det. Hun behøvede længere tid og mere ro end de andre, for at få tingene færdige.
Det var et mønster, hun kendte rigtig godt. Skolegangen var aldrig et problem, og hun fik gode karakterer. Men det kostede hende mange timers arbejde, og hun sad tit til langt ud på natten, når hun skulle aflevere opgaver. Frygten for at blive en ‘taber’ gjorde, at hun holdt ud.
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have en uddannelse, og min drøm var at blive pædagog. Når jeg møder mennesker i dag, der kendte mig som barn, siger de, at jeg var en hysterisk møgunge, siger Sille Mortensen smilende.
I løbet af sin opvækst havde hun flere uforklarlige nedture, og hendes selvværd var ikke ret godt. Hun var stædig og fik hysteriske anfald, når hun følte noget var uretfærdigt. Med hendes socialpædagogiske faglighed ved hun i dag, at hun havde haft brug for de voksnes hjælp til at komme ud af det.
– Siden to af mine yngre søskende fik konstateret ADHD for ti år siden, jokede jeg med, at jeg sikkert også havde det. Da jeg til sidst var så bange for at miste mit arbejde, bad jeg min læge om at blive undersøgt for, om jeg faktisk havde ADHD, siger Sille Mortensen.
Da hun så fik diagnoserne ADHD og depression, kom det alligevel bag på hende. På psykiatrisk hospital var de overraskede over, at hun var så velfungerende og var nået så langt i uddannelsessystemet. Hun fik at vide, at hendes tilbagevendende depression sandsynligvis var en reaktion på den ubehandlede ADHD.
– Jeg blev overrasket over, hvor ramt jeg var, og at de kunne beskrive så præcist, hvor mine vanskeligheder var. Det var mærkeligt at finde ud af, at planlægning og organisering – netop det jeg hjælper brugerne med – var der, hvor mine egne problemer også lå. Men det viste også, hvor meget jeg var på overarbejde i forhold til kollegerne. Diagnosen gav en forklaring på, hvorfor jeg følte mig som en dårlig kollega, en dårlig mor og en dårlig kæreste. I dag ved jeg, at det er ledningerne oppe i mit hoved, der sidder forkert, og at jeg har en tendens til at se det negative i tingene – især i forhold til mig selv, siger hun.
|
Mentor I forbindelse med at fastholde sit job ved langvarig sygdom er der en lang række værktøjer, din arbejdsgiver kan gøre brug af. Der er bl.a. mulighed for at få en mentorordning med enten en intern eller en ekstern mentor, hvis du har brug for hjælp og støtte til enten at vende tilbage til arbejdet efter en sygemelding eller undgå at blive sygemeldt. Det er Jobcentret, der bevilliger en mentor. Læs mere om fastholdelse via www.kortlink.dk/fmt3 |
Glæde og trivsel på jobbet igen
Diagnosen og beskrivelsen af Sille Mortensens problemer gav hende og arbejdspladsen et meget konkret fundament at arbejde med, da de skulle finde ud af, hvilke rammer de kunne stille op, så hun kunne få et bedre arbejdsliv.
– Det var helt specifikke funktioner, Sille havde problemer med. Hun var længere tid om de skriftlige opgaver end andre, og hun havde vanskeligt ved at planlægge sin tid, siger Benjamin Buhr Sørensen.
Opgaverne og arbejdstiden er stadig som alle andres. Men rammerne er ændret lidt, og hun tager medicin, som tager toppen af hendes indre uro og tankemylder. Diagnosen har givet Sille viden om, hvad hun har brug for, for at få det hele til at fungere bedre.
For at få ro til at koncentrere sig om de administrative opgaver, ligger Silles kontortid nu hver anden torsdag fra kl. 16 til 20, hvor hun har et kontor for sig selv. På den måde slipper hun for at spilde tid på at vende tilbage til sine opgaver, hver gang hun bliver forstyrret af telefoner, samtaler på gangen eller en kommentar fra en kollega.
Hun fik også bevilliget en intern mentorordning og en §56, så arbejdspladsen får refusion fra første sygedag, og hun ville ikke undvære nogen af delene. Hun har fået en ny måde at se sig selv på, og hendes selvbillede er bedre. Hun ser ikke længere sig selv, som en medarbejder der kan undværes. Hun føler sig som en ligeså god arbejdskraft som alle de andre.
– Jeg har fået mere ro på. 95 pct. af tiden føler jeg mig ligeværdig med mine kolleger. Jeg har fået et andet fokus og en anden forståelse for mine udfordringer. De sidste procent er mit handicap og mit dårlige selvværd, der spiller mig et pus. I starten var jeg bange for, hvilken betydning det ville få: Var min arbejdsplads og mine kolleger villige til at rumme mig?
– Selvom jeg laver det samme som alle kollegerne, er jeg nok ikke hende, der tager ekstra opgaver. Jeg kan godt have lyst, men overvejer inden jeg melder mig, fordi det hurtigt kan blive for meget. Og jeg arbejder med den svære balance at have energi nok til både arbejde og det derhjemme, siger Sille Mortensen.
Mentor lytter
Det er vigtigt for Sille Mortensen, at hun ikke er en økonomisk belastning for arbejdspladsen. Efter sommerferien 2014 startede den interne mentorordning for alvor. En kollega, som Sille selv har valgt, er købt fri fem timer om ugen til sparing og til at hjælpe hende med at strukturere hendes arbejdsdag. De mødes fast to gange om ugen, og Sille er meget glad for ordningen
– De timer, jeg bruger sammen med min mentor, ser min leder som en investering og håber, at jeg måske senere kan klare mig alene. Det er en super hjælp og ved at arbejde med min ADHD, lærer jeg så ufatteligt meget om mig selv, som jeg kan bruge alle steder i mit liv. Jeg ville på ingen måder ønske mig tilbage til før, siger hun.
– Vi snakker bl.a. om, hvor lang tid det er ok at bruge på en opgave. Hvornår er det godt nok – for jeg afleverer tit et alt for gennemarbejdet produkt eller er bange for ikke at gøre det godt nok.
|
§56 Alle lønmodtagere med større risiko for sygefravær på grund af en langvarig eller kronisk sygdom kan få en aftale med sin arbejdsgiver og kommunen, der nedsætter arbejdsgiverens udgifter til løn under sygdom. Kommunen skal godkende aftalen, og der skal være tale om mindst ti dages forventet fravær på grund af sygdommen. Aftalen indgås for to år ad gangen. Læs mere via www.kortlink.dk/fmt4 |
Arbejdsglæde i stedet for fyring
Sille fik hjælp af sin tillidsrepræsentant hele vejen igennem det år, processen varede. TR Benjamin Buhr Sørensen synes, at det er spændende at være med til at fastholde en kollega på denne måde. Men understreger også, at det ud over åbenhed fra medarbejderens side også kræver en leder, der er villig til at lytte.
– Hvis ikke Sille havde været så ærlig og åben fra starten, skulle vi have startet med at skabe åbenheden, som er omdrejningspunktet for, at det kan lade sig gøre. Med Sille kunne vi hurtigt finde ud af, hvilke rammer, der skulle ændres. Det var små, men vigtige forandringer, der skulle til. Det er en rigtig solstrålehistorie – fra presset kollega til en glad kollega, der indgår i arbejdet på lige vilkår, siger han.
Benjamin Buhr Sørensen har primært hjulpet Sille med at forberede møderne med ledelsen. Hun skulle kende regler og procedurer, og han gennemgik dagsordenerne for møderne med hende, så hun kunne forberede, hvad hun skulle sige. Også efter møderne har det været godt at have en at sparre med for Sille.
– En sagsbehandler fra ADHD-foreningen foreslog hende, at hun optog sygesamtalerne, så hun bedre kunne huske, hvad der rent faktisk blev sagt. Det hjalp hende til at kunne koncentrere sig om at lytte undervejs. Jeg gav hende hjemmeopgaver, og efter møderne snakkede vi om, hvad ledelsen havde sagt, siger Benjamin Buhr Sørensen.
Under hele processen har Sille Mortensen været åben om stort set alt, og hun har hellere end gerne inddraget dem, der kunne bidrage med noget. Derfor havde hun også en bisidder med fra Socialpædagogerne til nogle af sygesamtalerne sammen med en sagsbehandler fra Jobcentret og en medarbejder fra Regionens Sociale Kapitel. Hun brugte ADHD-foreningen til at udveksle erfaringer med andre i samme situation.
– Det kræver åbenhed af medarbejderen. Det gør det i hvert fald lettere at hjælpe og finde den rigtige løsning. Omvendt kræver det også, at arbejdspladsen har vilje til at rumme kolleger med alle typer udfordringer – så vidt muligt. Ofte er det de små nuancer, som er utrolige gavnlige. Der skal ikke ret meget til, før vi kan fastholde en kollega i jobbet, siger Benjamin Buhr Sørensen.
Stadig udfordringer
I dag oplever han en helt en anden kollega i Sille Mortensen. Misforståelserne er væk, og selvom de er blevet en større personalegruppe, tager han ikke ekstra hensyn til hende under personalemøderne. Sille kan stadig blive frustreret indimellem, når hun ikke rigtig kan få sig forklaret eller ikke føler sig forstået, men det er slet ikke på samme måde som før. Nu synes han, det er på linje med alle de andre medarbejdere.
Det er stadig lidt svært for Sille Mortensen at melde sig syg, når hun egentlig bør gøre det, og indimellem tager hun sig sammen og går på arbejde for at undgå at ringe og melde sig syg. Hendes ADHD gør, at hun indimellem er ‘overloadet’, men det er så ukonkret, at hun har svært ved at sætte ord på.
– Er man syg med feber og opkast, er det nemmere at forklare, hvorfor man ikke kan arbejde, og lettere at forstå for omverdenen. Jeg føler, at jeg skal stå til ansvar over for den, der tager telefonen. Derfor har jeg været åben om min sygdom på et personalemøde for hele afdelingen. Jeg fortalte om min §56, og bad kollegerne om, at de bare skriver §56, når jeg melder mig syg på grund af min ADHD. Så kan jeg fortælle mere, når jeg kommer på arbejde igen, hvis jeg har lyst til det, siger hun.
Sille Mortensen har stadig masser af udfordringer at tackle. Det gælder alle livets områder, ikke mindst rollen som mor. Hendes ældste datter er nu ved at blive undersøgt for at finde ud af, om hun også har ADHD.
Selvom Sille Mortensen er åben om sin situation, har hun ønsket at optræde under pseudonym i denne artikel, da hun ikke ved, om eventuelle fremtidige arbejdspladser vil optræde lige så tolerant, som hendes nuværende gør.