Fra brud til kontinuitet
Anbragte børn oplever brud på brud – kan vi ikke gøre mere for at sikre kontinuitet i de relationer, der er så afgørende for barnet og den unge? Fx via kombinationsstillinger på døgninstitutioner
I Baglandet København, som er et møde- og rådgivningscenter for unge og voksne, der var anbragt, da de var børn, hører vi ofte fra baglændere (vore brugere), at noget, der var svært, da de var anbragt, og som for mange stadig er dybt problematisk nu, hvor de er voksne, var de mange skift, de var udsat for – både skift af anbringelsessted og skift af primære kontaktpersoner.
Flytninger, som samtidig medførte tab af kontakt til de andre anbragte på afdelingen og tab af et eventuelt netværk opbygget uden for institutionen. Forhold, som gør, at de nu som voksne står med forvirrede erindringer om deres opvækst og følelser af, at opvæksten var svigt på svigt på svigt fra de voksnes side. Følelser, som for mange baglændere gør tilknytningen til andre voksne problematisk og farefuld.
Samtidig har de som voksne, på grund af de mange skift, ofte heller ingen tilknytning til personer fra deres tilværelse som anbragte, og har derfor dårlige muligheder for senere i tilværelsen at få styr på, hvad de rent faktisk har oplevet og været igennem.
At mange tilmed, når de søger aktindsigt i deres anbringelsessager, oplever, at deres sagsakter ikke længere eksisterer, gør ikke sagen lettere, men dette er ikke emnet for dette Synspunkt.
Derfor taler vi ofte i Baglandet om, hvordan anbringelser kunne gøres anderledes, så antallet af svigt kan nedbringes, og så der kunne bevares en eller anden tilknytning til tilværelsen som anbragt.
Lær af Esbjerg
Artiklen om ‘Plejefamilie med fastansættelse’ i Socialpædagogen nr. 05/2015 kan give inspiration til en anderledes tænkning. Artiklen beskriver oprettelsen af kombinationsstillinger i Esbjerg Kommune, hvor ansatte på døgninstitutionen Nordstjernen i perioder forlader deres normale arbejde på Nordstjernen og i stedet fungerer som akutplejefamilie for små børn. Ordningen er oprettet for at give barnet det bedste tilbud i en tidlig alder, for at kunne udrede barnets behov i trygge rammer, og gennem personalets fortsatte tilknytning til Nordstjernen bevares den høje faglighed i arbejdet. Den ansatte sikres sine sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår og kan straks vende tilbage til sit normale arbejde på institutionen, når barnet flytter videre.
Tankegangen omkring kombinationsstillinger og tilrettelæggelse af de ansattes arbejde ud fra barnets tarv kan med fordel udbredes til mange andre områder inden for anbringelsesområdet. Kun fantasien og kommunernes og fagforeningens eventuelle modstand begrundet i økonomi og fastholden af de kendte ansættelsesvilkår sætter grænsen.
Nye relationer
Børn og unge på opholdssteder og døgninstitutioner er omgivet af mange forskellige voksne. De fleste er udstyret med en primær, og måske en sekundær, kontaktpædagog, og hertil kommer alle de andre pædagoger, medhjælpere, vikarer mv. på afdelingen. Der er mange skift i dagligdagen, og når primærpædagogen er på arbejde, skal hun også forholde sig til de andre børn på afdelingen, til madlavning, tøjvask og andre praktiske opgaver.
Hvis barnet eller den unge skal i aflastning eller på weekendophold, er det hos nye mennesker, der skal oprettes en tilknytning til.
Og skal barnet eller den unge i et andet anbringelsessted, er det for det meste hos helt nye personer, og processen med at opbygge relationer må starte forfra samtidig med, at barnet skal bearbejde tabet af de tidligere relationer og de følelser af svigt, som følger med.
Et eksempel fra en kommunal døgninstitution: Jacob var på en af de tre afdelinger, men på grund af ændringer i sammensætningen af børnegrupperne i afdelingerne blev det besluttet, at han skulle flytte på en af de andre afdelinger. Jacob skulle nu sige farvel til sin primærpædagog gennem de seneste år og begynde at opbygge relationer til en ny pædagog.
Selvfølgelig mødte Jacob stadig sin tidligere primærpædagog på gårdspladsen, så bruddet var ikke totalt, men pludselig var den tidligere tætte relation forvandlet til en tilfældig, overfladisk relation. Det var ikke længere den gamle primærpædagog, der skulle drøftes de dybere problematikker med, det var ikke længere hende, der havde kontakten til forældrene eller de kommunale myndigheder. Pludselig skulle en anden med på tøjindkøb og hjælpe med at holde orden på værelset, og pludselig var det en anden person med andre normer og regler, der skulle være en del af barnets tilværelse.
Barnets tarv?
Senere besluttede kommunen, at det var bedre for ham at bo i en hybel (det havde helt sikkert ikke noget med kommunale besparelser at gøre!), og han blev derfor udskrevet af institutionen og indskrevet på hybelen. Endnu engang skulle han sige farvel til en primærpædagog, og hvem han i øvrigt havde opbygget relationer til, og i gang med at opbygge nye relationer med alle de ovenfor nævnte problemer og dilemmaer.
To skift og to brud på Jacobs nære relationer, udelukkende forårsaget af en kombination af kommunale beslutninger, stive ansættelsesforhold og rigid tænkning omkring arbejdstilrettelæggelse og ansættelsesforhold.
Havde man tænkt ud fra barnets tarv og forskellige former for kombinationsstillinger, kunne den første primærpædagog både have fulgt Jacob, da han skiftede afdeling internt på institutionen, og da han senere flyttede i hybel. Hvis han skulle have haft en weekendfamilie, kunne det måske også have været hos primærpædagogen. Det ville have givet mange færre skift og meget mere kontinuitet i Jacobs tilværelse. Måske der også ville være knyttet tættere bånd, som kunne have større chance for at overleve senere i hans voksne tilværelse.
Tænker vi lidt videre, kunne det måske også være primærpædagogen, der en del af sine timer i en periode kunne flytte ansættelsessted til den lokale folkeskole og fungere som pædagogisk støtte, når Jacob skulle udsluses fra den interne skole til folkeskolen.
Måske det endda kunne være muligt at udbrede fleksible ordninger til gavn for en anbragt til også at omfatte opholdsstedernes ansatte i et tæt samarbejde mellem offentlige og private tilbud.
Ønsketænkning eller?
Verden kan se helt anderledes ud, når vi ser mulighederne ud fra barnets tarv, og ikke ud fra stive kommunale beslutninger og fagforeningsregler.
Idealiseret ønsketænkning fjernt fra virkelighedens muligheder? Døm selv:
- Er vi parate til at opgive den tætte tilknytning til en bestemt afdeling og bestemte kolleger?
- Vil vi acceptere at være mere fleksible i forhold til vores arbejdsplan og arbejdssted?
- Er det muligt at finde en ordning, så en pædagog kan følge sine tidligere primærbørn senere i deres voksenliv, formelt aftalt eller uformelt, og er vi som pædagoger rede til at indgå i den form for mere varige forpligtelser?
- Er ledelsen på den enkelte institution parat til at opgive faste rutiner i arbejdstilrettelæggelsen, og dermed risikere, at det bliver mere besværligt og ressourcekrævende,
- Er kommunerne parate til at give de ekstra ressourcer, som måske kræves,
- Er Socialpædagogerne villige til indgå i og udbrede muligheden for kombinationsstillinger og fleksible arbejdstilrettelæggelser, som vil kræve megen nytænkning og måske opgivelse af tilkæmpede rettigheder?
Et sammensurium af brud
I Baglandet er vi selvfølgelig bevidste om, at alle problemer ikke altid bare kan løses ved nytænkning af ansættelsesforhold og benyttelse af kombinationsstillinger; at et skifte til et andet miljø kan være godt i nogle tilfælde, at en ny kontaktperson kan være løsningen i tilfælde med et belastet forhold mellem barn og primærpædagogen, at et weekendophold hos en helt ny familie kan give barnet mulighed for andre former for relationer end de daglige på institutionen, og at et totalt skoleskift kan give mulighed for at starte på noget helt nyt og aflægge gamle (u)vaner.
Men tilbage står alle de børn, som føler sig kastet rundt fra sted til sted, og hvis tilværelse opleves som et sammensurium af svigt og brudte relationer.
Børn, der som voksne er rodløse og uden reel kontakt til og viden om deres opvækst, og som samtidig er bange for eller har mistet evnen til at indgå i tætte, forpligtende relationer til stor skade for deres dannelse af tætte kontakter til andre, for etablering af langvarige parforhold, og for fastholdelse af uddannelse og arbejde.
Viggo Spangsberg er leder af Baglandet København.