icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ungdomskriminalitet

Regeringen vil skærpe indsatsen

Socialpædagogerne advarer mod at indføre nye håndfaste instrumenter og frihedsberøvelse

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 17-2015 /

Meningsfuld frihedsberøvelse af børn ned til 12-års alderen og mere håndfaste instrumenter i forhold til børne- og ungdomskriminalitet. Sådan lyder nogle af de foreløbige tanker, som justitsminister Søren Pind (V) har luftet om, hvad regeringen har tænkt sig i forhold til indsatsen mod ungdomskriminalitet. I Politiken skriver justitsministeren i et debatindlæg bl.a.:

‘Vi vil gøre op med den berøringsangst, man nogle gange oplever i forhold til unge kriminelle – særligt dem under 15 år. Vi skal stoppe glidebanen mod en kriminel livsstil, før det er for sent. De unge skal hurtigt konfronteres med deres handlinger og mærke konsekvenserne.’

Hos Socialpædagogerne er formand Benny Andersen bekymret for Søren Pinds udmelding om, at der er behov for mere håndfaste instrumenter.

– Jeg vil på det kraftigste opfordre justitsministeren til at tænke sig godt om, inden han afsporer en succesrig indsats over for børne- og ungdomskriminalitet. For den nuværende indsats, der primært bygger på socialpædagogiske og andre socialfaglige indsatser, er faktisk en succes, siger Benny Andersen og henviser til, at børne- og ungdomskriminaliteten er halveret i årene fra 2001 til 2012.

Søren Pind har i flere omgange udtalt, at det ikke bliver med ham som justitsminister, at børn under 15 år skal i fængsel. Samtidig taler han dog om en hård kerne af unge, der begår kriminalitet igen og igen – og nævner bl.a. elektroniske armlænker som ét bud på meningsfyldt frihedsberøvelse af børn ned til 12-års alderen.

Men Benny Andersen opfordrer til at gå andre veje.

– Vi bør i stedet satse på at videreudvikle de forebyggende, helhedsorienterede indsatser, hvor der sættes tidligt ind med hjælp til både forældre og børn. Indsatser, der faktisk ofte indeholder meget af den konsekvens, der efterspørges i tiden, ved at være opsøgende, udfarende og pågående, siger han. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge

Relaterede artikler