icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Pris til socialpædagogisk arbejdsplads

Igen i år kåres en social­pædagogisk arbejdsplads som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads

  • Af Maria Rørbæk
  • 19-2016 /

Hvem arbejder på Danmarks bedste offentlige arbejdsplads? Det gør vi, kan medarbejdere og ledere på socialområdet i Område Auning og Allingåbro i Norddjurs svare. I hvert fald har de netop vundet prisen som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads, der hvert år kåres af konsulent- og analysevirksomheden Great Place To Work.

– Vi er fantastisk glade. Ikke kun for selve prisen, men især for hele processen, der har ført frem til prisen, siger afdelingsleder og socialpædagog Maria Kjeldsen.

Område Auning og Allingåbro har ca. 40 ansatte, der arbejder på fire bofællesskaber, to dagtilbud og et bostøtteteam for voksne udviklingshæmmede. 1. januar blev de to områder Auning og Allingåbro lagt sammen til ét område med fælles ledelse. Samtidig blev et beskæftigelsestilbud nedlagt, så medarbejdere og borgere i stedet skulle fordeles på nye steder.

– Og med sådan en lukning og omstrukturering kunne vi jo godt have haft odds imod os, siger Maria Kjeldsen.

I hendes øjne handler succesen især om fokus på kerneopgaven og fagligheden, og der er brugt mange kræfter på supervision, temadage og anden faglig opkvalificering. Og så har medarbejderne haft en vilje til at tænke på tværs og skabe nye aktivitetstilbud.

Det er ikke første gang, at en socialpædagogisk arbejdsplads anerkendes i Great Place To Work-kåringen.

Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg blev i 2013 kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, og i 2015 løb Center for Social Indsats i Lolland Kommune med prisen som Europas bedste offentlige arbejdsplads.


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø