icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Besparelser

Store nedskæringer i Odense

En fejlanalyse har medført krav om store og akutte besparelser på tilbud for fysisk og psykisk handicappede i Odense. Socialpædagogerne i Kreds Lillebælt kæmper imod sammen med handicappede og pårørende

  • Af Maria Rørbæk
  • 13-2016 /

På papiret lød det måske som en god plan: Mennesker med medfødt hjerneskade skulle blive mere selvhjulpne, så de i højere grad kunne klare sig selv, og der derved kunne spares mange millioner kroner. Men millionbesparelsen udeblev, og i stedet skal der nedlægges i omegnen af 30 socialpædagogiske stillinger – uden at opgaverne bliver færre.

I kort form lyder historien sådan, når socialpædagogernes fællestillidsrepræsentant Lotte Kirk Hansen fortæller om de besparelser, der i slutningen af juni blev meldt offentligt ud på området for fysisk og psykisk handicappede i Odense.

Baggrunden er en fejlslået prognose, der i 2015 blev udarbejdet som led i budgetforhandlingerne. Prognosen viste, at der var millioner at spare ved målrettet at arbejde på at gøre fx udviklingshæmmede borgere mere selvhjulpne, så de kunne klare sig med et mindre indgribende tilbud. Men selvom der rent faktisk er nogle borgere, der har fået et billigere tilbud, er besparelserne udeblevet.

– Det hænger bl.a. sammen med, at man ikke har taget højde for ventelisten, så når én borger flyttede hen på et mindre indgribende tilbud, kom der straks en anden i stedet, fortæller Lotte Kirk Hansen.

Hvem har ansvaret?

Til Fyens Stiftstidende langer rådmand Brian Skov Nielsen (Ø) ud efter embedsværket:

– Det er en stor bombe. Jeg føler mig i den grad svigtet af min forvaltning, der ikke har givet besked eller lavet analysearbejdet godt nok.

Men den forklaring køber Kristian Guldfeldt (K), der også er byrådspolitiker i Odense og medlem af Ældre- og Handicapudvalget, dog ikke. Til Fyens Stiftstidende siger han:

– Det her er rådmandens ansvar. Han kan ikke bare stikke hovedet i busken og skyde skylden på forvaltningen. Han har siddet som rådmand i hele 2016, hvor denne her beslutning blev udmøntet. Så det er hans ansvar, at det her regnestykke holdt. Nu står vi i en situation, hvor vi skal løse en situation, der er helt i tovene, i stedet for at have fanget det i opløbet, siger han.

Lotte Kirk Hansen hæfter sig mest ved hvem, der får konsekvenserne at mærke: Brugerne og de ansatte.

Da nærværende fagblad havde deadline 22. juni 2016 forlød det, at der i alt skal spares 12 mio. kr. i 2017 og yderligere 15 mio. kr. i 2018, og at de ramte socialpædagoger ville få en fyreseddel mandag den 27. juni. Der skal i alt nedlægges omkring 30 stillinger, hvilket svarer til henved hver tiende ansatte på de berørte tilbud.

Til kamp mod besparelser

Lotte Kirk Hansen er sikker på, at afskedigelserne får negative konsekvenser:

– Når man i et hug skærer så stor en del af personalet væk, kommer det til at betyde store forringelser for borgerne og pressede vilkår for vores medlemmer. Ingen tvivl om det, siger hun.

De næste måneder vil Socialpædagogerne i Kreds Lillebælt gøre en stor indsats for at tale imod besparelserne – både de akutte og dem, der planlægges til 2018.

– Selvom opsigelserne bliver uddelt, er der jo opsigelsesvarsler, så afskedigelserne skal først træde i kraft i 2017 – og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få politikerne til at omstøde beslutningen, siger kredsformand Hanne Ellegaard, der bl.a. vil arbejde sammen med Landsforeningen LEV, der er interesseorganisation for udviklingshæmmede og pårørende, samt de udviklingshæmmedes egen organisation ULF.

De to organisationer har også allerede gennemført en demonstration i fællesskab, hvor omkring 300 mennesker mødte op – ligesom de har været i kontakt med journalister fra den lokale presse.

Socialpædagogerne vil også fortsat bruge det etablerede MED-system til at påvirke såvel politikere som ledelsen i forvaltningen.


Læs mere på www.sl.dk/lillebælt

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik