Ros til regeringens handlingsplan
Der er opbakning til regeringens handlingsplan om demens – både fra Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen og fra socialpædagog Kirsten Agerskov Nielsen, der har beskæftiget sig med demens i 20 år
– Jeg er Jens med demens, men jeg er også Jens imens.
Sådan citeres en demensramt borger for at sige i forordet til regeringens forslag til den handlingsplan, der med 470 mio. kr. i ryggen skal sikre et mere demensvenligt samfund. Og forslaget falder i god jord – både hos Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen og hos et medlem, der har beskæftiget sig med demens i mere end 20 år.
– Der er rigtig mange gode ting i handlingsplanen, og meget af det, der nu skal ske på normalområdet, ligner det, vi i forvejen gør på specialområdet, siger socialpædagog Kirsten Agerskov, der er vicecenterleder på Handicapcenter Nordøstfyn, hvor der bl.a. bor udviklingshæmmede mennesker med demens.
– Det er meget positivt, at handlingsplanen anerkender den socialpædagogiske faglighed som et nødvendigt bidrag til den sundhedsfaglige indsats, siger Verne Pedersen.
Fem hovedpunkter
I overskrifter indeholder handlingsplanen fem fokuspunkter:
- Tidlig opsporing og bedre kvalitet i udredning og behandling.
- Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering.
- Støtte og rådgivning til pårørende.
- Demensvenlige samfund og boliger.
- Øget videns- og kompetenceniveau.
Og i pressemeddelelsen fra Ældre- og Sundhedsministeriet præsenteres den kortfattet således:
‘Udgangspunktet for planen er klart: Mennesker med demens skal kunne leve et værdigt og trygt liv. Udredningen, behandlingen og plejen af demensramte skal i højere grad ske med udgangspunkt i den enkeltes behov og værdier, og demensindsatsen skal være fokuseret på tidlig opsporing, høj kvalitet og den nyeste viden. Derudover skal de pårørende tilbydes bedre rådgivning og mere støtte og inddrages aktivt i indsatsen over for deres familiemedlemmer, der er ramt af en demenssygdom.’
Helhedsorienteret fokus
Verne Pedersen vurderer, at socialpædagoger på mange punkter kan gøre en positiv forskel, hvis planen skal blive til virkelighed.
– Fx hæfter jeg mig ved forslaget om at oprette flere aktivitetscentre for demente, hvor der skal være tilbud om meningsfulde aktiviteter, ligesom jeg glæder mig over målsætningen om at mindske forbruget af antipsykotisk medicin gennem en forbedret pleje- og behandlingsindsats med den rette faglighed. I demenshandlingsplanen anlægges der et helhedsorienteret fokus, og her kan socialpædagogers faglighed spille en vigtig rolle, fordi vi jo netop er trænet i at se det hele menneske, siger hun.
Kirsten Agerskov er helt enig.
– Vi tænker altid hele vejen rundt om borgeren og inddrager fx også de pårørende og viden om borgerens livshistorie.
Helt konkret fortæller hun om borgeren ‘Ole’, der har Downs syndrom og nu også har udviklet demens.
– Vi har mange møder med hans pårørende, for det kan være meget svært at have en søn, der både har Downs syndrom og demens, men møderne er ikke kun for at støtte de pårørende. Det er også for, at vi kan få en større viden om Ole, som vi kan bruge til at lave den bedste dagsstruktur for ham.
Vigtig livshistorie
Gennem samtalerne med forældrene er det kommet frem, at Ole på nogle punkter har ændret adfærd. Fx var han som voksen ikke særligt interesseret i at få knus fra sin mor, men det vil han rigtig gerne nu.
– Så har vi spurgt moren, hvordan han var som barn – og dengang ville han også gerne have knus. Og derefter har vi spurgt, hvad han mere kunne lide som barn, og det var fx at spille bold. Og nu viser det sig, at han også er blevet meget glad for at spille bold, så det er blevet en fast del af hans dagsstruktur, fortæller Kirsten Agerskov.
Hun er sikker på, at en socialpædagogisk, helhedsorienteret tilgang kan være med til at dæmpe udadreagerende adfærd og mindske forbruget af beroligende medicin.
– Vi er jo rigtig gode til at skabe ro – fx gennem en fast struktur og gennem observationer og refleksioner. Det gælder i høj grad om at være på forkant, og udtrykket: ‘Man skal stoppe, mens legen er god’, gælder særligt for demente. Nogle kan måske kun rumme at deltage i kort tid til en aktivitet, fx en koncert, og så gælder det om at følge dem hjem, inden de bliver frustrerede og fx med udadreagerende adfærd gør opmærksom på, at de ikke kan rumme mere.
Her kommer socialpædagogikken ind i billedet, når pædagogerne fx bruger systematiske observationer for at afkode, hvad den enkelte borger kan rumme.
– Hvis det gik godt med en halv times deltagelse, kan man næste gang fx prøve med ti minutter længere – og så sørge for at dokumentere, siger Kirsten Agerskov.
Aktiv inddragelse
Socialpædagogerne har spillet en aktiv rolle i processen med udarbejdelsen af handlingsplanen, og repræsentanter fra organisationen har deltaget i flere møder med ministeriet.
– Det er meget positivt, at ministeren har været så lyttende og inddragende, siger Verne Pedersen.
Hun håber, at der vil blive ansat flere socialpædagoger, når demenshandlingsplanen føres ud i livet:
– Og så er det også vigtigt, at den enkelte socialpædagog er klar til måske at tænke lidt utraditionelt og byde sig til, når der fx er en ledig stilling på et nyt aktivitetscenter. Vi har fagligheden, metoderne og erfaringen.