Biobørnene må aflyse legeaftaler
Hjemmet er både en arbejdsplads og plejedatteren base – og det har kostet for hele familiens sociale liv, fortæller Dorte Petersen
En dag hørte Dorte Petersen på sit arbejde som ernæringsassistent på et hospital om et lille barn, der var blevet indlagt forkommen og omsorgssvigtet. Det påvirkede hende meget, at der ikke var nogle, som havde taget sig af barnet. Da hun kom hjem, spurgte hun derfor sin mand, om ikke de skulle blive plejeforældre for børn, der havde brug for omsorg. Ægtefællen sagde ja, og de besluttede, at Dorte skulle sige sit arbejde op, så hun kunne være plejeforælder på fuld tid.
Da beslutningen var truffet, fortalte de den til deres egne børn, der i dag er 10, 14 og 16 år, og for knap fire år siden fik de en otte måneder gammel pige i pleje. Der var i første omgang tale om en aflastningsanbringelse, indtil de biologiske forældre var kommet på højkant igen. Men pigen har været hos dem siden.
De biologiske børn fik at vide, at plejebarnet havde nogle vilkår hjemme hos sine forældre, som gjorde, at det ikke kunne bo hjemme. Børnenes skole blev underrettet om den ændring, der ville ske i børnenes familieliv, og skolen blev bedt om at sige til, hvis man på nogen måde registrerede ændringer i børnenes adfærd.
– Det første års tid sagde mine børn nogle gange, når der var uoverensstemmelser herhjemme, at de også ville i familiepleje. Det har måske været deres måde at fortælle os på, at det var lidt svært, og at det fyldte meget.
Dorte Petersen fortæller, at familieplejekonsulenten har været god til at være opmærksom på familiens egne børn. Hun har bl.a. talt med dem alene hver især. Da den ene datter skulle konfirmeres, gav hun udtryk for, at hun gerne ville være festens midtpunkt. ‘Og det kan jeg ikke, når jeg skal tage mig af min lillesøster’.
– Det var vores holdning, at vores plejedatter skulle være med til festen. Der står i plejekontrakten, at plejebørnene er en del af familien. Men familieplejekonsulenten sagde nej og besluttede, at vores plejedatter i stedet skulle i aflastning den dag.
Hjemmet en arbejdsplads
En af de store ændringer i familiens forhold er, at hjemmet er blevet til en arbejdsplads, fortæller Dorte Petersen.
– Før i tiden kunne vi bare invitere folk hjem, eller de kunne komme uanmeldt forbi. Det kan vi ikke nu. Hjemmet er vores plejedatters base, og hvis hun ikke har det godt, kan vi ikke bare invitere gæster. Den samme begrænsning gælder for vores børn og deres venner. Hvis de har en legeaftale, og vores plejedatter har det skidt, må den aflyses.
Ændringen har betydet, at venskaber er røget, fordi nogle ikke har villet acceptere eller kunnet forstå begrænsningerne. Andre venner har familien selv valgt fra.
– Det er svært at forklare folk, hvad det handler om, fordi vi har tavshedspligt i forhold til vores plejedatter.
Når plejedatteren er i aflastning, er tiden helliget familiens egne børn, og samværet sker på deres præmisser.
Ellers er aftensmaden det tidspunkt, hvor hele familien fortæller, hvad de hver især har oplevet, og hvad de eventuelt har af problemer.
– Jeg synes egentlig, at vores egne børn er meget gode til at fortælle, hvis der er noget, de er kede af.
Forældrene forsøger også at sprede deres opmærksomhed mellem de fire børn, fx går faren til sport med et par af børnene.
– Vi prøver at dele os op, så vi også kan være noget for vore egne børn. Deres problemer er lige så vigtige som vores plejedatters. Men måske er vi nødt til at udskyde at tale om dem, indtil vi har tid alene med dem.
Børnene har også skullet vænne sig til, at ud over plejebarnet og de biologiske forældre, er der en verden af bl.a. sagsbehandlere, familieplejekonsulenter og møder, som bliver en del af deres hjems hverdag, og som også tager tid og opmærksomhed fra deres forældre.
Og så er der usikkerheden: Får de lov til at beholde deres plejesøster? De ved, at kommunen kan beslutte, at plejesøsteren ikke længere skal være hos dem.
– Vi har snakket om det. De siger, at de håber, hun får lov til at blive. De betragter hende som en lillesøster og vil blive rigtig kede af det, hvis hun skal væk.
Intet tilbud til børnene
Selv om Dorte Petersen og hendes mand var meget forberedte, blev de alligevel forbavset over, hvor stor opgaven indimellem er. Nogle gange har plejedatteren det så skidt, at hun har brug for massiv støtte.
På et tidspunkt var hele familien presset, og alle led under det, fortæller Dorte Petersen. Plejeforældrene fik supervisionstimer, plejebarnet fik psykologhjælp – men de biologiske børn fik ingen hjælp.
Ifølge Dorte Petersen burde der være samtalegrupper, hvor børnene frit kan tale om de problemstillinger, de har. Fx når de bliver kede af det, fordi andre børn taler grimt om deres lillesøster.
– Vi voksne har jo også supervisionsgrupper, der er bare ikke noget til børnene.
Dorte Petersen optræder under pseudonym.