icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Flygtningebørn

Centre bør omfattes af sociale tilsyn

Flygtningebørn skal have samme ret til beskyttelse som andre børn i Danmark, lyder det fra Socialpædagogerne, som foreslår, at børneasylcentre underlægges socialtilsynene. Socialdemokratiet bakker op om forslaget

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 20-2016 /

Flygtningebørn, der kommer til Danmark, har ret til samme beskyttelse som alle andre børn i Danmark. Derfor skal de mødes af kvalificerede fagpersoner – og der skal være et tilstrækkeligt tilsyn med de steder, hvor flygtningebørn opholder sig.

Det mener Socialpædagogerne, Dansk Psykolog Forening og Red Barnet, der i et debatindlæg i Jyllands-Posten i starten af december gav udtryk for et fælles ønske om bedre beskyttelse af flygtningebørn i Danmark.

– Vi vil gerne sikre, at uledsagede flygtningebørn får en chance i livet, og derfor må vi forlange, at de mødes med kompetente, fagligt uddannede medarbejdere, der har blik for børnene som mennesker med både styrker og svagheder. For at sikre det, er det eneste rigtige, at det fremover er socialtilsynene, der fører tilsyn med børneasylcentrene – præcis som det sker med alle andre institutioner for anbragte børn og unge, siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.

Politisk opbakning

Netop den tanke blev hurtigt fulgt op af integrationsordfører Dan Jørgensen (S), som i Radio24syv fortalte, at Socialdemokratiet vil stille lovforslag om, at man skal bruge den samme model for flygtningebørn, som man har for sociale tilsyn i forhold til danske børn.

– I dag har fem regionale sociale tilsyn opgaven med at føre tilsyn med bosteder, hvor danske børn og unge er indkvarteret. Men sådan fungerer det ikke med asylcentre – hverken med børn eller med voksne. Her har Udlændingestyrelsen tilsynet med driften af centret. Og det skal laves om, udtalte Dan Jørgensen.

Forholdene på børneasylcentre i Danmark var til debat på et åbent samråd tirsdag den 1. december, hvor udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) skulle redegøre for, hvilke overvejelser regeringen gør sig i forhold til at sikre kvalitet, ro og orden på børneasylcentrene. Her lød det bl.a. fra ministeren:

– Vi er ved at revidere hele tilsynskonceptet over for de her centre. Det trænger vi til. Jeg har set Socialdemokratiets forslag, og nu må vi prøve at diskutere det, for det er et fælles ansvar og en fælles forpligtigelse. Udlændingestyrelsen er i dialog med Socialstyrelsen, for vi skal have lavet et nyt tilsynskoncept. Vi har ikke et helt færdigt og detaljeret forslag klar – det vil afvente en analyse eller en redegørelse fra ministeriet, sagde Inger Støjberg.

Det glæder Socialpædagogernes formand.

– Jeg er glad for, at der bliver lyttet til fagligheden. For os er det vigtigt at sikre et uvildigt tilsyn, så den instans, som driver et tilbud, ikke skal kontrollere sig selv, lyder det fra Benny Andersen.




Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik