Vi er de nødvendige
Vi har gjort os til en nødvendig del af en række velfærdsløsninger, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen forud for kongressen. Nu skal arbejdsgiverne tage et langt større ansvar for at sikre indsatsen for de udsatte borgere, mener han
Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Selvfølgelig kan man ikke spørge en forbundsformand, hvad der er dét vigtigste billede på nethinden – dén vigtigste begivenhed i forbundsregi – siden sidste kongres i 2014 og så regne med, at han giver ét svar. For selvfølgelig er der en række billeder, der melder sig, når man skal se tilbage på to år med masser af aktiviteter og hændelser i en fagforening som Socialpædagogerne med medlemsfremgang, med politisk bevågenhed og med både gode og triste hændelser.
Benny Andersens første bud er ‘fagforening classic’ og handler om det store dyr i åbenbaringen i overenskomstforhandlingerne i 2015: Arbejdstidsaftalen.
– Jeg synes, det var stort, at vi fik indgået en arbejdstidsaftale, hvor det på én gang er lykkedes at tage udgangspunkt i den særlige måde, rigtig mange af vores medlemmer arbejder på, som kan bruges konkret ude i hverdagen, og som samtidig har en arbejdsmiljøvinkel og sikrer en god balance mellem arbejdsliv, fritid og privatliv. Det lå altså ikke lige i kortene, at vi skulle kunne få landet sådan en langtidsholdbar og solid aftale. Men det lykkedes, og det er, synes jeg, et godt billede på, at vi er en fagforening, hvor indsatserne rammer ned i medlemmernes hverdag.
Men den hverdag er ikke altid let. Der har også i de forløbne år været ulykkelige og tragiske episoder på socialpædagogiske arbejdspladser og et bredt pres på de rammer, mange arbejder i.
– Det er selvfølgelig et manende og stærkt billede, jeg har på nethinden: Pressede medarbejdere, der oplever, at deres rammer og muligheder for arbejdet med borgerne bliver forringet, og som i værste fald gør, at de selv bliver udsatte. Det piner os at se statistikkerne, der viser dårligt arbejdsmiljø og svære arbejdsforhold på en række felter, siger Benny Andersen.
Netop arbejdsmiljøet har stået i fokus siden kongressen i 2014, hvor de delegerede vedtog en ny strategi på området. Og det næste billede, der melder sig hos forbundsformanden, stammer fra den temadag for trioen – tillidsrepræsentanterne, lederne og arbejdsmiljørepræsentanterne – som forbundet holdt i Herning i foråret.
– Det er en svær dagsorden. Men så meget desto mere fantastisk var det at opleve stemningen blandt 500 ledere, TR’er og AMR’er på trio-dagen og høre, hvordan deres tilgang var. Beskeden fra Herning var klar: Vi vil noget, vi tør noget, og vi gør noget. Det, synes jeg, giver et godt billede af, hvem vi er som faggruppe, siger Benny Andersen.
Den samme faglige tydelighed og styrke er hans fjerde billede:
– Den møder jeg jo mange, mange steder: På mine arbejdspladsbesøg, på konferencer, til medlemsmøder og på alle de felter, socialpædagoger arbejder. Den faglige stolthed er simpelthen bærende – og det er altså stærkt at møde.
En af de måder, det også manifesterer sig på, er i arbejdet med ‘Socialpædagogerne i fremtiden’, forbundets faglige udviklingsstrategi. Her peger Benny Andersen som det femte og sidste billede på det arbejde, der er foregået lokalt i kredsene.
– Vi mente selvfølgelig, at det var den rigtige retning, men det er jo ikke til helt at vide, hvordan sådan en strategi bliver taget imod, når den skal udfoldes. Men der må jeg bare sige, at her har vi ramt noget rigtigt. Og den måde, man ude i kredsene har grebet det an på, hvor de på hver deres måde har fået engageret medlemmerne, det er virkelig opløftende. Og det tegner godt for den vej, vi skal videre af, siger Benny Andersen.
|
Kongressen og formanden Benny Andersen blev valgt til forbundsformand i 2010 og stiller altså op til genvalg for tredje gang på forbundets kongres, der finder sted fra 15. til 17. november i Nyborg under overskriften ‘Styrke til at være noget for andre’. Du kan læse meget mere om kongressens temaer i det kommende nummer af Socialpædagogen, der udkommer 4. november, og på forbundets hjemmeside på www.sl.dk/kongres |
Synlige eller ej
Nu har du nævnt nogle af de ting, der er gået godt – men hvad skal være den samlende tråd i det videre arbejde?
– Vi skal netop bygge videre på de elementer, som også er grundlaget for den faglige stolthed, jeg lige nævnte. For hvad kommer den af, og hvordan styrker vi den? Som jeg ser det, er der i hvert fald et par ting, vi skal arbejde med: Der er for det første vores viden, den socialpædagogiske faglighed, Faget med stort F og det engagement, der ligger i det, for de borgere, vi arbejder for. Det er det med både at have hjerne og hjerte med – hele grunden til, hvorfor man er socialpædagog. For det andet er vi på en lang række områder udfordret og har svære arbejdsbetingelser. De vilkår og rammer, det socialpædagogiske arbejde foregår i, kræver en meget konkret indsats – både politisk og ude i hverdagen på arbejdspladserne. Det kræver vores engagement. Vi må og skal være dem, der skubber på for at finde løsninger – de rigtige løsninger – til gavn for borgerne, og kittet i den indsats er vores faglighed – den er ledetråden for vores arbejde.
Men når du taler om løsninger, så er der jo medlemmer, der synes, at Socialpædagogerne ikke er synlige nok med en kritisk tilgang – at forbundet ikke er nok i frontlinjen. Hvad siger du til det?
– Når de oplever det, så oplever de det. Det kan jeg jo ikke betvivle. Men jeg må spørge: Hvad er synlighed. Jo, det er at være i pressen og på tv – men det er også så meget andet. Man kan altså få indflydelse på mange måder – også på andre måder end, at formanden er på tv. Tag fx det arbejde, vores kredse gør rundt omkring i kommunerne, hvor kredsformændene og -bestyrelserne påvirker de lokale beslutninger – det har båret frugt på en måde, der måske ikke er synlig i det store billede, men som virker konkret. Det samme gør det, når vores ledere og tillidsrepræsentanter bliver inddraget i, hvordan et konkret socialt tilbud skal se ud, fordi forvaltningerne stoler på deres faglighed. Og når vi er ude på arbejdspladser og på konferencer og til møder med politikere, hvor vi sammen med andre fagfolk og eksperter spiller ind med vores viden og bidrager til at ændre kursen på vores område i den retning, vi gerne vil.
Men det er jo ikke så synligt i det store billede, du taler om – og det er vel det, nogle medlemmer efterlyser?
– Ja, og jeg synes bestemt også, at det er positivt, at medlemmerne vil have, at vi skal være synlige – som forbund og som fag. Og det er da også en balance, vi skal holde mellem at sidde med dér, hvor vi kan forhandle os til indflydelse ved at spille med og komme med løsninger, og så de situationer, hvor vi må og skal sige fra. Men jeg synes godt, vi kan holde den balance, og jeg synes også, at vi er blevet bedre til at vise, hvordan vi opnår resultater.
– Men det kan vi selvfølgelig blive endnu bedre til – og det er da også op ad bakke nogle gange. Vi har jo ikke altid politisk medvind, og det skal da også være en del af synligheden, at det ikke altid lykkes. Tag fx arbejdsmiljøet. Der har vi da fået ros for vores indsats – men det er jo ikke lykkedes at knække kurven og nedbringe antallet af psykiske arbejdsskader.
– Jeg tror, at vi skal tænke det her med synlighed ud af boksen. Vi sidder med ved politiske forhandlinger og når bestemt gode resultater, vi er på facebook og de andre sociale medier, og vi er sørme også i presse og tv. Men når nogle medlemmer alligevel oplever manglende synlighed, må vi spørge os selv: Er vi så i tilstrækkelig grad dér, hvor medlemmerne er? Og det er også noget af det, vi lægger op til at arbejde med i de kommende år.
De gode alliancer
En af de måder, Socialpædagogerne søger indflydelse på, er gennem alliancer med fx andre faglige organisationer, men også med pårørende- og brugerorganisationer og med politiske partier. Og det er en vej, forbundet kommer til at fortsætte af, siger Benny Andersen:
– Det er helt afgørende for os. Det, at vi kan diskutere og formulere fælles debatudspil med fx de forskellige faggrupper inden for psykiatrien eller aktuelt i forhold til debatten om revisionen af voksenbestemmelserne i Serviceloven, det baner vej. Det betyder, at vi kan gøre vores fag forståeligt og kendt for andre – og dermed anerkendt.
– Vores fag, som måske har levet et lidt ‘usynligt liv’ på grund af den gruppe borgere, vi arbejder med, får en anden betydning med de her alliancer, der placerer os og socialpædagogikken som sådan centralt – specielt i forhold til traditionelt videnstunge fag som de lægefaglige. Det kan være med til at tegne hele billedet af de mennesker, vi arbejder med, så det ikke kun handler om sygdom og diagnose, men også om det andet menneske, der kan gøre godt og give glæde for fx en psykisk syg. Det er fuldstændig afgørende, at debatten ikke kun handler om, hvordan vi kan gøre folk ‘raske’, men også om livsmuligheder. Og ved stædigt at vise, hvordan vi kan gøre en forskel, kan vi få andre faggrupper med på vores tilgang – så de kan se os socialpædagoger som, ja, en stor del af løsningen.
– Det er også derfor, vi fortsat skal forfølge den vidensdagsorden, vi selv har sat i søen. Vi skal ikke læne os op af trosbekendelser. Vi skal have viden om anbringelser og psykisk syge osv., så vi kan gøre det rigtige – og her kan og skal vi også bruge de alliancer, vi kan drage fordele af.
Klare politiske grænser
Men her vil nogle medlemmer nok være skeptiske over for, at forbundet binder sig i politiske alliancer, og at det har for høj en pris – er der ikke grænser for, hvor tæt forbundet skal være på politikere og partier?
– Selvfølgelig er der en grænse. Og den går meget skarpt ved menneskesynet og de grundlæggede værdier. Det mener jeg da også er helt tydeligt i de politiske debatter. Men hvis vi skal ændre på tingene, skal vi jo være i dialog også med dem, vi er uenige med. Vi vil være i dialog med socialministeren og regeringen uanset dens farve. Og hvis man ude lokalt i byrådene kan fremme socialpædagogernes og borgernes vilkår ved at arbejde sammen med det eller det parti – om det Dansk Folkeparti eller andre – så gør vi det. Det betyder jo ikke, at vi køber ‘hele pakken’.
– Jeg har det sådan, at hvis vi kun ville gå efter indflydelse, når det var vores venner, der sad ved magten, så ville vi ikke være vores opgave som fagforbund voksne. Skulle vi så sætte kontingentet ned, når ‘de andre’ var ved magten, fordi vi så bare kunne slå op i banen? Det fører altså ikke til mange ændringer, hvis vi kun sidder lårene af dem, vi er enige med.
– Men ja, selvfølgelig er der grænser – klare grænser. Vi lægger klar afstand til retorikken fra Inger Støjberg (udlændinge-, integrations- og boligminister, red.), der jo kun vil tale om de uledsagede flygtningebørns behov for en fast hånd og om at spærre dem inde, og som afviser nødvendigheden af en pædagogisk tilgang. Og jeg bliver da vist heller aldrig enig med Karen Ellemann (social- og indenrigsminister, red.) om familieplejeområdet – og om, at der også fortsat vil være nogle børn, der har nogle behov, som gør, at en anbringelse på en døgninstitution er det rigtige. Men derfor skal jeg jo kunne tale med hende om alle mulige andre ting. Og jeg skal jo fx kunne forklare, hvordan vores opgave som socialpædagoger hænger sammen med de her børn og unges hverdag. Hvis ikke vi som forbund, og jeg som formand, kan det og kan føre vores faglighed på banen i den sammenhæng, så synes jeg først, at medlemmerne med rette kunne sætte spørgsmålstegn ved vores arbejde. Der skal jo komme noget ud af det.
– Det er sandt, at kontakten til politikerne fylder mere nu – men det er på den gode måde, synes jeg. Og det gælder jo både for vores ledere, TR’erne og ude i kredsene: Vi skal være nødvendige. Vi skal være nogle, som politikerne og forvaltningerne ikke kan overse. Vi skal være nødvendige for at løfte opgaverne og løse problemerne. Det betyder ikke, at vi ikke kan være kritiske. Det kan vi – og det skal vi, og det er vi, når det er nødvendigt. Og det kan vi være, når vi samtidig har bud på løsninger – som vi har haft det, når det handler om den tidlige indsats og om mellemboformer.
Siger et, gør noget andet
Nu nævner du selv den siddende regering og den grundlæggende uenighed, du ser – men hvad har den aktuelle politiske situation konkret betydet på det socialpolitiske felt?
– Den har grundlæggende betydet, at der er nogle kolossale modsætninger mellem det, der fra regeringens side bliver sagt, og det, der bliver gjort på en række felter. Tag fx kontanthjælpsloftet: Man signalerer, at man vil hjælpe de udsatte familier, mens man i realiteten og imod al erfaring tror, at bare man presser folk ud over kanten, så hjælper det nok. Det har været på samme måde i debatten om psykiatriområdet, og det samme så vi med voksenansvarsloven, hvor man havde en meget ‘magt og tvang’-tilgang til det hele. Det sidste endte så sådan nogenlunde – bl.a. via pres fra os – men man må spørge: Hvordan er det, man som udgangspunkt ser på de her drenge og piger? Og på de handicappede og udsatte grupper, det handler om i andre sammenhænge?
– Du kan også tage miseren om voksenbestemmelserne. Det startede med, at KL klagede over, at området var for dyrt og for svært at styre. Det blev så pakket ind i snak om regelforenkling og kamp mod bureaukrati – mens der i realiteten var tale om en udhuling af borgernes rettigheder.
– Jeg synes, der er en dobbelthed og en uærlighed i det, hvor man siger ét og gør noget andet. Gå dog ud og sig det, hvis man vil nedprioritere nogle borgeres rettigheder. Er det meningen med kontanthjælpsloftet, at tusindvis af børn skal skubbes længere væk fra et godt liv? Er det meningen, at udsatte handicappede skal fratages nogle grundlæggende livsmuligheder? Man må da stå ved det, når man rammer udsatte borgere på deres hverdag.
Meget på spil
Men er Socialpædagogerne som forbund selv gode nok til at sige de her ting højt?
– Vi skal jo kunne begge dele. Tag fx debatten om magtanvendelse. Man minimerer jo ikke anvendelsen af tvang ved at udvide mulighederne for at bruge den. Men det er de politikere, vi som borgere har valgt, der vil den vej – og så er det vores opgave at bløde det op. Ved at sige fra og ved at vise andre veje.
– Der har været luftet tanker om en arbejdsskadereform, hvor vi risikerer at få et A- og et B-hold. Det er afgørende for os, at det ikke bliver sådan. At vi ikke ender i situation, hvor de synlige ulykker får ressourcer og opmærksomhed, mens den ‘usynlige’ nedslidning og de psykiske langtidsskader bliver glemt. Igen er det noget med menneskesynet. Det er da åbenlyst – og rigtigt – at den stilladsarbejder, der er blevet offer for dårlig sikkerhed, har krav på hjælp og erstatning. Men hvad med den socialpædagog, der gennem tre-fire år – eller endnu længere – har arbejdet alene, hvor hun ikke skulle, og har været udsat for belastninger? Der er sådan en tendens til, at hun selv skal bevise, at det er arbejdet, der har skylden – og det kan jo let blive til, at det er hendes egen skyld: ‘Gjorde hun nu, som reglerne og forskrifterne sagde’ osv. Den diskussion ville vi jo aldrig have på den måde, hvis der var tale om en arbejdsulykke. Den tilgang må og skal ændres.
– På samme måde med reformen af voksenbestemmelserne. De ville jo få afgørende indflydelse på vores medlemmers arbejdsvilkår. Heldigvis har der ikke været flertal for at gå i den retning, regeringen lagde op til – og det er til dels vores fortjeneste. Men det er klart, at hvis vores primære arbejde som socialpædagoger bliver at kæmpe for opfyldelsen af borgernes mest indlysende behov, så bliver vi i endnu højere grad borgernes advokater. Det er vi i forvejen – og det skal vi også være til en vis grad. Men vores primære arbejde må og skal være at arbejde med borgernes livs- og udviklingsmuligheder.
– Så ja, det er rigtig meget på spil i de kommende år. Der er heldigvis også mange gode dagsordener som fx de sociale investeringer, der er blevet tilgangen i en række kommuner som bl.a. Herning og København. Det er klart – det skal ikke være en skjult sparedagsorden. Men der er muligheder, og hvis det ender godt, så har vi som faggruppe en række nye platforme – og det er jo også dem, vi rækker ud efter i vores strategi, ‘Socialpædagogerne i fremtiden’, som vi lægger op til at skærpe på kongressen.
Kampklar
Du har jo talt meget om Socialpædagogerne som en del af ‘løsningsfagbevægelsen’ – men hvordan står det til med Socialpædagogerne som kamporganisation? Det er jo også noget, som nogle medlemmer efterlyser.
– For mig er en kamporganisation først og fremmest en organisation, som er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Eller for at sætte det lidt på spidsen, så må ‘kampen’ jo handle om at få resultater og ikke bare kunne lave resolutioner. Min ambition er, at vi er på de rigtige arenaer med de rigtige redskaber. Og det foregår, som jeg sagde tidligere, rigtig mange steder. På Christiansborg, på rådhusene, i MED-udvalgene, på arbejdspladserne og på gader og stræder. Og det synes jeg, vi efterlever.
– Vi kan ikke bare følge et spor. Vi må gå mange veje, hvis vi vil have indflydelse og have stadfæstet vores fags betydning. Og det betyder, at vi også internt må skærpe os selv og hinanden. Vi har lige vedtaget at starte en fagpolitisk uddannelse, der skal gøre deltagerne i stand til at bringe vores politiske og faglige mål ud til flere – både kolleger og politikere. Og vi har vedtaget en ny TR-uddannelse, der skal styrke TR’ernes muligheder for at begå sig under de voldsomt omskiftelige vilkår, de har. Vi kan som forbund ikke lykkes uden TR’erne, og fremtidens TR – ja, og nutidens TR – kan ikke nøjes med at holde øje med regler og lønsedler – de skal være up front med rammer og vilkår. Og dybest set er det jo det, vi kæmper for med vores vidensdagsorden og sammenhængen mellem medlemmernes vilkår og vores fag. Det handler jo om at skærpe den faglige front og blive skarpe på, hvad vi kommer med som socialpædagoger.
– Jeg ser det hele som en del af den pakke, vi har som forbund. Vi kan både forhandle arbejdstider, sørge for kompetenceudviklingsmuligheder og være stærke på den faglige støtte, når der er noget, der halter for et medlem. Og så er det selvfølgelig afgørende, at vi også er en fagforening med tilbud til de medlemmer, der ikke har problemer af akut karakter – og de er heldigvis langt de fleste. Derfor har vi en kollektiv lønforsikring, en karriererådgivning og de faglige selskaber og netværk. Læg det sammen med de politiske slagsmål, vi tager på en lang række fronter, så synes jeg faktisk, vi er ret så kampklare.
– Og så er det da bestemt værd at huske på, at vi modsat mange andre har medlemsfremgang – og det er, tror jeg, fordi vi er vedkommende og fagligt dybt relevante. Og vi skal huske på, at der er skabt op mod 1.000 flere socialpædagogiske arbejdspladser, altså nye stillinger, siden maj 2014. Så noget må vi jo gøre rigtigt i vores arbejde med at sætte fokus på den socialpædagogiske faglighed og det, den kan. Vi må jo være nødvendige.
Fusion og OK 2018
Men en ting er Socialpædagogernes kampklarhed og -styrke. Hvad med den samlede fagbevægelse? Til næste år skal LO og FTF på deres respektive kongresser tage stilling til en evt. fusion mellem de to hovedforbund, der skal samle – og dermed styrke – fagbevægelsen som sådan. Og det ser Benny Andersen som den rigtige vej – hvis altså man kan mødes om en meningsfuld ‘grundlov’:
– En fusion er en god idé, fordi den med det rette indhold giver fagbevægelsen en langt stærkere stemme, den sætter fokus på sammenhængene mellem de offentligt ansatte og de privatansatte og tydeliggør, hvordan vi er forudsætningen for hinanden. Det handler jo basalt set om solidaritet. Når der i forbindelse med trepartsforhandlingerne blev lavet aftaler om flere praktikpladser og et løft, der skal skabe flere faglærte, er det jo ikke noget, der direkte betyder noget for os. Men det gør det så alligevel, for som jeg har sagt ved flere lejligheder, så er det en forudsætning for vores fælles velfærd, at det også går godt i den private sektor. Så vi glæder os da over det på både de andre organisationers og på samfundets vegne.
Når det gælder offentligt ansatte, har Benny Andersen allerede blikket rettet mod de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2018.
– Jeg mener, at vi via OK-systemet skal arbejde for, at det bliver langt mere attraktivt at være offentligt ansat. Det må være i begge parters klare interesse. Vi ved fra forskningen, at når man som medarbejder får mere indflydelse, bliver inddraget i tilrettelæggelsen af sit eget arbejde, så giver det mere arbejdsglæde og mere ejerskab. Det var jo også de tanker, der lå bag tillidsreformen, og vi ved fra vores eget arbejde i forbundsregi med reformen med vores uddannelse af ambassadører blandt ledere og TR’er, at det virker. Så det vil være imod al fornuft, hvis arbejdsgiverne tror, der kommer noget godt ud af at minimere medarbejdernes indflydelse. Det synes jeg, at vi skal gå ind og udfordre arbejdsgiverne på over en bred front ved OK 2018-forhandlingerne. Altså at få skabt bedre rammer og vilkår for at kunne lykkes med vores arbejde.
Stadig på vej
Forud for sidste kongres lavede vi et tilsvarende statusinterview, og jeg vil godt gribe lidt fat i nogle af de ting, du talte om dengang i 2014. Først nogle af de indsatser, der lå foran forbundet dengang – fx det videre arbejde med strategien ‘Socialpædagogerne i fremtiden’. Er det gået, som du håbede?
– Det arbejde har jo meget handlet om faget – om vores kernefaglighed: Hvad er det, vi kan? Det kan jo godt virke lidt indadvendt, men som jeg nævnte i starten, så har det virkelig været en god investering. Den vilje og det engagement, de medlemmer, der har deltaget i arbejdet, har lagt for dagen, har gjort os så meget klogere og stærkere. Nu skal vi tænke ud af boksen. Nu skal det her for alvor ud og leve på arbejdspladserne, og vi skal i endnu højere grad vende os ud mod kommunerne og regionerne, som nogle der kan, vil og tør – det er noget af det, vi skal debattere og nå til enighed om på kongressen.
Så er der hele paradigmeskiftet på anbringelsesområdet – over mod en tidlig indsats. Det er vel næppe landet endnu?
– Nej, slet ikke. Men jeg synes, vi kan være godt tilfredse med retningen og med vores rolle i udviklingen. Vi skal selvfølgelig fortsætte med at påpege, at det for det første ikke må blive en spareøvelse – det kan man være ganske bekymret for i en række kommuner. Det skal være en klog, langsigtet investering, der ikke nødvendigvis kan ses på tallene til næste år, og ikke en dum, kortsigtet besparelse. Og for det andet handler det ikke bare om forvaltningstiltag og er gjort ved at ansætte flere sagsbehandlere. Den handler om den rette faglige indsats på alle indsatstrin. Man kan træffe nok så mange fine afgørelser – der skal være den rette faglighed til et bære dem igennem. Og jeg tror på det: Da vi for nylig holdt vores store anbringelseskonference, var 60 kommuner repræsenteret, og når kredsene så bagefter følger op, så breder ringene sig jo i vandet.
I 2014 snakkede du også om presset på fagligheden – dengang talte vi meget om afspecialisering. Er det en fare, der er drevet over?
– Nej – det er stadig et opmærksomhedspunkt. Vi skal selvfølgelig arbejde for, at den rette faglighed bliver bevaret – fx på småbørnsområdet og på senhjerneskadeområdet. Men vi må også se på specialisering på en anden måde, end vi før har gjort. Det betyder ikke, at vi skal købe snakken om ‘nyspecialisering’ unuanceret. Der er masser af udfordringer. Og vi må også se i øjnene, at der er tilbud, der har borgere med måske 45 komplicerede problemstillinger – og at der er nogle, der ikke får de tilbud, de burde få. Men vi må samtidig se på, om vores faglighed i en række sammenhænge kan være der på andre måder – på fx anbringelsesområdet. At vores viden og faglighed ikke er knyttet til murstene og en bestemt matrikel.
Tilsynsreformen var det helt store, dér tilbage i 2014 – gav den det faglige løft, der var intentionen?
– Den virker – men den er ikke perfekt og ikke på plads. Men både politisk og lovgivningsmæssigt er den med til at skubbe til erkendelsen af, at faglighed og ressourcer og resultater hænger sammen. På den positive side kan man sige, at det nu ikke længere er overladt til den enkelte kommune og det enkelte tilbud at afgøre, hvad der er et passende fagligt kvalitetsniveau. På den anden side så, ja, har der været sager om lukninger mv. Men nu er vi da sikre på at få et svar og noget at forholde os til.
Ansvaret skal placeres
Du snakkede også i 2014 om krydspresset mellem fagligheden i hverdagen og de ressourcer, der var…
– Ja, og det er der jo stadig. Og det ville være at stikke os selv blår i øjnene at sige, at det ikke vil være der uanset, hvad pokker der sker på den store politiske scene. Der kommer måske snart et folketingsvalg, og næste år kommer der i hvert fald et kommunalvalg. Men uanset hvad, vil der være prioriteringer og ressourceknaphed på vores område. Men det betyder bare, at det er endnu vigtigere, at den rigtige faglighed er til stede på vores arbejdspladser. Også når der ikke flyder mælk og honning. Det skal vi kunne stå fast på som professionelle.
– Men det må ikke blive sådan, at rammerne for at kunne lykkes og give borgerne den rigtige støtte, bare skal være den enkelte arbejdsplads og da slet ikke den enkelte socialpædagogs ansvar. Det er jo i højeste grad også den kommunale arbejdsgivers ansvar. Og der gør kommunerne slet ikke nok. Det underminerer den faglige stolthed og dermed opgaveløsningen i en ond spiral. Der må og skal kommunerne tage en langt større del af deres ansvar på sig.
– Her synes jeg så også bare, vi må kigge på os selv som forbund og sige: Det har vi ikke været gode nok til at sørge for. Vi har ikke være gode nok til at sikre den rette placering af ansvaret. Fx ansvaret for om kommunerne ansætter folk med den rette faglighed. Og ansvaret for at voldsepisoderne på en arbejdsplads fortsætter, hvis ressourcerne til, at der skal være de to på vagt, som reglerne siger, ikke er der.
– Jeg kan jo ikke skaffe penge til driften og sikre serviceniveauet ude i den enkelte kommune. Der må arbejdsgiveren tage deres del. Vi har taget vores del af ansvaret – og ja, vi har været for tilbageholdende med at afkræve arbejdsgiverne deres ansvar. Det skal der laves om på – bl.a. via OK 2018-forhandlingerne, som jeg nævnte. Det må da være i arbejdsgivernes interesse at sikre attraktive arbejdspladser, der har den rette faglighed og den store arbejdsglæde, der sikrer tillid og tilfredshed med tilbuddene til borgerne.
Hva’ med ytringsfriheden?
Sidst talte du også om medlemmernes ytringsfrihed – hvordan står det til med den?
– Det har vi ikke taget alvorligt nok som forbund – og det har jeg nok heller ikke selv. Men det er fortsat et stort problem for mange, og noget som desværre præger debatkulturen på vores område og inden for det offentlige i det hele taget – det ved vi fra undersøgelser fra andre forbund. Det er selvfølgelig også et arbejdsgiveransvar – og et Christiansborg-ansvar. Og det kan da meget vel være et vigtigt punkt, når vi, som jeg håber og tror, gør den attraktive arbejdsplads til en central del af OK 2018-forhandlingerne.
– Som arbejdsgiver skal man ikke bare kunne tåle, nej, man skal forvente, at medarbejderne, fagpersonerne, fortæller om konsekvenserne af planer og beslutninger fra politikere eller forvaltninger. Men det er slet, slet ikke tilfældet alle steder – så meget ved vi, og det hører jeg jo også fra både tillidsvalgte og andre medlemmer, jeg møder. Men nej, vi ved ikke nok. Som forbund mangler vi viden om, hvordan medlemmerne oplever det i hverdagen. Det kan jeg kun sige, at det må vi rette op på.
Dialog og løsninger
Nu så vi så to år tilbage. Dengang var overskriften på interviewet: ‘Vi er nået langt – vi skal videre’. Hvor langt videre er forbundet så kommet om to år?
– Om to år har vi fået sat endnu mere fokus på rammer og vilkår – ikke mindst i OK 2018-forhandlingerne. Det er da indlysende for en fagforening som os. Og så er vi blevet endnu mere vedkommende for alle vores medlemmer – fx gennem de faglige selskaber, der allerede er i gang og bliver yderlige ud- og opbygget i de kommende år. Og med ‘Socialpædagogerne i fremtiden’ vil vi have sat en dagsorden i endnu flere kommuner og regioner.
Det med at være vedkommende handler vel også om medlemsdemokratiet – er det velsmurt?
– Jeg synes, at det grundlæggende fungerer godt – jeg synes ikke, at vi har et demokratisk problem. Vi kan træffe beslutninger og handle, vi har de formelle organer, hvor man kan blive hørt som medlem og påvirke beslutningerne. Men så har vi altså også alt det ‘ved siden af’: Medlemsmøderne, arbejdspladsbesøgene, konferencer og kurser og alle de andre mere uformelle møder mellem os valgte og medlemmerne. Og vi lytter jo. Vi lytter for pokker da til, hvad det er, der trykker ude i hverdagen som socialpædagog på en døgninstituion, på et botilbud, som ansat på et socialpsykiatrisk tilbud eller som plejefamilie – og alle de andre steder, medlemmerne er. Og vi lytter til alt det, der lykkes og virker. Det putter vi ind i de besluttende organer hos os selv, og det tager vi med os til møder med politikerne på Christiansborg og i kommunerne. Derfor er det også super vigtigt med de møder og den dialog – og det skal vi da holde fast i de kommende år.
Men hvad skal overskriften så være på interviewet før den næste kongres?
– Uha, det er da svært at gøre det så kort – måske skal den bare være som i 2014? Nej, men jeg håber da, at vi også dér kan pege på en række konkrete løsninger, der har givet socialpædagogerne bedre muligheder for at lykkes med deres arbejde. Og det ved jeg godt, at jeg har talt meget om her – vores fokus på medlemmernes muligheder. Det står bestemt ikke i modsætning til arbejdet for borgernes interesser. Jeg synes bare, at det er på tide, at arbejdsgiversiden tager en langt større og mere rimelig del af ansvaret for borgernes muligheder og livskvalitet. Så skal vi nok være klar til at levere vores solide faglige indsats.