icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Hjemløse

Ny hård kritik af indsatsen

Indsatsen for de hjemløse er stadig for ringe – der sker for lidt, og det går alt for langsomt, lyder fornyet kritik fra Rigsrevisionen – Socialpædagogerne er enige

  • Af Jens Nielsen
  • 03-2016 /

Rigsrevisionen finder ikke, at fremdriften i sagen er tilfredsstillende. Så nøgternt indledes konklusionen i Rigsrevisionens nye notat om hjemløseindsatsen – et notat, som retter en barsk kritik mod såvel Socialministeriet som den kommunale indsats.

Der er ganske enkelt sket for lidt, og indsatserne har været for længe undervejs, hedder det i notatet, der følger op på en undersøgelse, som revisionen lavede i slutningen af 2014. Dengang lød kritikken bl.a., at der var et misforhold mellem antallet af hjemløse og antallet af pladser på landets forsorgshjem, at ministeriet ikke havde undersøgt, hvorfor de hjemløse boede stadigt længere tid på forsorgshjemmene, og at kommunerne ikke havde etableret nok alternativer til forsorgshjem, der var målrettet unge hjemløse.

Og nu, kun godt et år efter den kritik, vælger Rigsrevisionen altså at følge op – for der er ikke sket nok: Fremdriften i sagen er ikke tilfredsstillende.

‘Rigsrevisionen finder det ikke tilfredsstillende, at Socialministeriet ikke har taget initiativ til at afdække årsagerne til, at opholdstiderne på forsorgshjem stiger, forholdet mellem antallet af forsorgshjemspladser og antallet af hjemløse samt antallet af alternative opholdssteder til unge hjemløse. […] Rigsrevisionen finder, at de tidsmæssige rammer, som Socialministeriet opererer med for en række af ministeriets initiativer, er meget lange’, hedder det i notatet.

Rigsrevisionen stiller derfor i udsigt, at man fortsat vil følge udviklingen af hjemløseindsatsen tæt – og det kan der være brug for, lyder det fra flere sider.

Det haster

I Hjemløseorganisationen Sand finder man Rigsrevisionens kritik ‘helt berettiget og meget presserende’.

– Det haster meget med at få rettet op på området. Socialministeriet forsøger hele tiden at sende aben videre til kommunerne. Men det er dem, der har det overordnede ansvar og skal sikre, at rammerne er i orden, konstaterer sekretariatsleder Ask Svejstrup over for altinget.dk.

Til samme medie siger også formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen,  at der er behov for at presse på for at få initiativer fra centralt hold:

– Der sker simpelthen for lidt. Men det er absurd, at presset af alle steder skal komme fra Rigsrevisionen i forhold til, hvad der ellers har været den overordnede strategiske prioritering fra den tidligere regering – og også verbalt i hvert fald fra den nuværende regering, siger formand Jann Sjursen, der peger på, at der er udsigt til flere hjemløse med det nye kontanthjælpsloft og 225-timersreglen, som Folketinget snart ventes at vedtage:

– Regeringen vedtager noget, som åbenlyst giver flere hjemløse. Derfor er der yderligere grund til at give presset på ministeriet i den her sag endnu en spand kul, siger Jann Sjursen til altinget.dk.

Også Socialpædagogernes formand Benny Andersen undrer sig over den manglende indsats på hjemløseområdet – en indsats, han betegner som ‘hemmelig’:

– Stærke frivillige kræfter har gennem den seneste tid sørget for, at hjemløse i Københavnsområdet har kunnet overnatte i ly fra frosten. Al ros til og respekt for dem, der sørgede for det! Men ærlig talt også ærgerligt, at vi er nået dertil, hvor den slags kun lader sig ske gennem frivilligt initiativ fra medborgere. For faktisk er der sat penge af i satspuljen til nødovernatninger. Og man undres; for er de penge overhovedet i spil?

– Også på den lange bane er der brug for hjælp – og også her ved vi præcis, hvad der virker; hjemløsestrategi, Housing First samt ikke mindst billige boliger. Så med en social investering i området vil regeringen kunne indfri den del af sit regeringsgrundlag, nemlig at bekæmpe hjemløsheden, lyder det fra Benny Andersen i en kommentar til Rigsrevisionens kritik.

Rigsrevisionens notat er nu sendt videre til Statsrevisorerne, der først behandler sagen efter dette blads deadline.


Læs Rigsrevisionens notat via www.kortlink.dk/kdk3