Mogens var min kollega i Socialpædagogerne Østjylland. Men han var meget mere end det. Han var min kammerat, min sparringspartner og min personlige ven og fortrolige i alle de år, vi arbejdede sammen. Det venskab holdt vi fast i efter, at Mogens gik på pension for tre år siden.
Mogens så frem til at skulle nyde livet sammen med Judith og deres børn og børnebørn. Han var stolt over sin familie, som han altid talte kærligt om. De mennesker betød rigtig meget for ham. Sidst jeg var sammen med Mogens, var kort inden han døde den 11. juli. Der var så meget, Mogens gerne ville sammen med Judith. Han ville gerne til Bornholm og Indien og mange andre steder. Mogens var slet ikke færdig med livet sammen med Judith, men han var for syg til at tage afsted. Han havde ikke kræfterne til det mere.
Mogens var fagforeningens mand, fordi han troede på, at fællesskab gør stærk. Han gav den mange år af sit liv og hans indsats gav mange resultater. Han var nytænkende og insisterede på at være med til at udvikle fagforeningen til gavn for medlemmerne. Han var en videnstank og et politisk tænkende menneske med en stor politisk tæft. Han var også en stor kapacitet på det socialpædagogiske område. Han blev mentor for rigtig mange af vores tillidsvalgte. De kunne altid spørge ham til råds, og de gik aldrig forgæves. De havde stor tillid til Mogens.
Mogens var et socialt engageret og indigneret menneske, han var altid loyal og ansvarsfuld i forhold til sit arbejde. Mogens kunne man altid stole på. Han troede på fremtiden og på fagforeningens betydning for samfundsudviklingen. Mogens brændte for det, og det smittede af på alle de mennesker, der var omkring ham. Samtidig var han et omsorgsfuldt og følsomt menneske, der altid var parat til at støtte og hjælpe andre mennesker i alle tænkelige situationer. Det har jeg mærket på min egen krop. Jeg kunne altid regne med hans kammeratskab og fortrolighed. Ydmygt og uselvisk var han med til at bane vejen for mig, så jeg fik den store glæde at være formand for kredsen i otte år, mens han var næstformand i syv af årene – indtil han gik på pension.
Mogens fortsatte sit store engagement i fagforeningen og i de udsattes vilkår lige til det sidste. Jeg vil altid huske ham komme glad og fløjtende på arbejde hver eneste dag. Og jeg vil også mindes de mange ture til pølsevognen, efter at vi har været til de fine middage. For sådan var Mogens nemlig også.
Jeg vil altid savne min kammerat og fortrolige ven.
Æret være Mogens’ minde.