icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Økonomiaftaler

Ud med omprioriteringsbidrag

Regeringen har nu både indgået økonomiaftaler med KL og Danske Regioner. Det betyder bl.a. farvel til omprioriteringsbidraget og goddag til styrket voldsforebyggelse

  • Af Maria Rørbæk
  • 13-2016 /

Hvordan skal rammerne være for økonomien i kommuner og regioner? Det har regeringen nu indgået aftaler om med såvel KL som Danske Regioner – og resultatet er langt fra guldrandet.

Aftalen med KL betyder dog, at finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) har kapituleret, så han fra 2018 må vinke helt farvel til omprioriteringsbidraget, der ellers har været hans mærkesag.

– Jeg må bare konstatere, at det jo er blevet et hadeobjekt ud over alle grænser, sagde han, da aftalen i midten af juni var forhandlet på plads.

Planen med det såkaldte omprioriteringsbidrag var ellers, at kommunerne hvert år skulle skære én pct. af deres budgetter og aflevere pengene til Finansministeriet – nu bliver der i stedet indført et såkaldt moderniserings- og effektiviseringsprogram fra 2018-2020, der også handler om at overføre penge fra kommuner til Folketing.

Men hvor omprioriteringsbidraget udgør 2,4 mia. kr., udgør moderniserings- og effektiviseringsprogrammet kun én mia. kr., hvoraf kommunerne selv får lov at disponere over halvdelen.

I 2017 består omprioriteringsbidraget, men det er aftalt, at 2,2 mia. kr. af de i alt 2,4 mia. kr. skal tilbageføres til kommunerne.

Blandet modtagelse

Hos Socialpædagogerne får aftalen, der også indeholder en række andre delelementer, en blandet modtagelse.

Formand Benny Andersen siger:

– Der er både skidt og kanel, men alt andet lige betyder det såkaldte effektiviseringsprogram færre besparelser, end vi ville have fået med omprioriteringsbidraget. Så der er grund til at rose KL for at have kæmpet for at få omprioriteringsbidraget væk.

Spørger man KL selv, er der ikke tale om ‘guldrandet aftale’. På KL’s hjemmeside siger KL-formand Martin Damm (V):

– Det er stramme økonomiske tider. Vi skal stadig spare, og vi står stadig over for store udfordringer med udgiftspres på en række områder. Men nu er det kommunalpolitikerne, der kan træffe de nødvendige prioriteringer.

Forebyggelse af vold

Økonomiaftalen med regionerne peger også på besparelser. Aftalen indebærer, at regionerne i 2017 får en samlet økonomi på 110 mila. kr., hvilket stort set er det samme som i 2016, men der bliver flere udgifter til fx øgede medicinudgifter og flere ældre.

Ud over spørgsmål om kroner og øre indeholder økonomiaftalerne også en række andre elementer. Set med socialpædagogiske briller handler et af de vigtigste om forebyggelse af vold på botilbud.

Det slås fast at ‘Regeringen, Danske Regioner og KL er enige om, at der er brug for en styrket voldsforebyggende indsats’ – og at der skal fremlægges konkrete tiltag inden udgangen af august. Tiltag, der fx kan indebære nye tilbudsformer. Finansieringen skal efter planen komme fra satspuljemidlerne.

Om den del af aftalen siger Benny Andersen:

– Det er selvfølgelig positivt, at der er enighed om en styrket indsats mod voldsepisoder – alt andet ville også være aldeles uacceptabelt. Men viljen gør det ikke alene, og vi mangler stadig ressourcer og konkrete handlinger. I mine øjne er det langt fra nok at overlade finansieringen til satspuljen.


Læs aftalen mellem regeringen og KL her: www.kortlink.dk/mg37 – aftalen mellem regeringen og Danske Regioner finder du her: www.kortlink.dk/fm/mgha

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik