icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2015

Nye tider med nye arbejdstidsregler

1. april træder den nye arbejdstidsaftale på døgnområdet i kraft – noget af en mærkedag, mener Socialpædagogernes formand

Sidste år er måske nok længe siden og det kan hænde, at de færreste lige på kommando kan remse nuancerne i resultatet fra sidste års overenskomstforhandlinger op. Men her 1. april bliver den absolutte hjørnesten i OK 2015 til virkelighed, når den nye arbejdstidsaftale på døgnområdet træder i kraft.

Den er noget af en milepæl i forbundets historie, mener forbundsformand Benny Andersen, og der var da også forud for OK-forhandlingerne udbredt bekymring blandt mange medlemmer for, hvordan det hele ville ende. Forløbet omkring lærerkonflikten sad stadig frisk i baghovedet på mange – ville socialpædagogerne nu blive den næste gruppe, der ville blive rendt over ende og påtvunget nogle voldsomt anderledes arbejdsvilkår? Skulle det socialpædagogiske område nu rette ind efter andre døgnområder?

– Det var da ikke så mærkeligt, at folk var bekymrede. Der blev fra flere sider forsøgt tegnet et skræmmebillede. Men vi var godt forberedt, og vores løsningsorienterede tilgang betød, at vi mødte lydhørhed fra arbejdsgiversiden, og jeg er stolt over den aftale, vi endte med at få landet. Det er ikke bare lapperier og midlertidige løsninger – det er tværtimod en fremtidssikret og god løsning, der tager højde for de særlige forhold på det socialpædagogiske område. Så jeg synes, at det er noget af en mærkedag, når den nu træder i kraft, siger Benny Andersen.

Den forberedelse, han hentyder til, er den arbejdsgruppe, som forbundet sammen med KL allerede nedsatte i forbindelse med OK 2011 med den opgave netop at se på, hvilke muligheder der var for at erstatte den gamle aftale – og dermed 37/3-reglen – med en ny, mere enkel aftale.

37/3-reglen har betydet tre timers afspadsering for hver 37 timers vagt, påbegyndt efter kl. 14 og afsluttet efter kl. 17 – en regel, der har været unik for det socialpædagogiske område siden 2002.

– Som jeg sagde dengang, så var der ingen, der kom som en tyv om natten i forhold til arbejdstiden. Vi havde fået talt os ind på hinanden og søgt mod en fælles løsning, og det var, som jeg ser det, klart med til at styrke den endelige aftale for vores medlemmer, der har fået nogle afbalancerede regler, som både tager hensyn til familielivet, arbejdsmiljøet og rammerne for at udføre det socialpædagogiske arbejde på bedste vis, siger Benny Andersen.

Møderække

Men det er jo ikke bare sådan lige at omlægge arbejdstider og vagtplanlægningen, og som en del af OK 2015 blev det også aftalt, at Socialpædagogerne sammen med KL skulle holde en række møder om de nye arbejdstidsregler, hvor ledere, TR’er og vagtplanlæggere kunne spørge og få svar på alle teknikaliteterne omkring de nye regler.

Forbundet har sammen med KL afholdt fem møder, hvor spørgsmålene har været mange og har peget i vidt forskellige retninger. Men den generelle tilbagemelding har været en overordnet tilfredshed med den nye aftale, som er blevet betegnet som enklere og lettere at gå til, lyder det fra forbundets forhandlingsafdeling, der har stået for møderne sammen med KL.

Fra KL har der været bekymring for særligt ét emne, nemlig frivilligt vagtbytte. Hvordan skal det håndteres, hvis Børge aftaler med Gerda, at de bytter søndags- og mandagsvagt, og det ikke rigtig er skrevet ned nogle steder? Vil den slags byttehandler føre til en hob af lønsager? Socialpædagogerne har imødekommet bekymringen, både lokalt og centralt, og der er nu ved at blive lavet en aftale, der betyder, at vagtbytte skal godkendes af ledelsen for at undgå for mange sager, der er trælse for både medarbejdere og ledelse.

Arbejdstidsaftalen i hovedpunkter


  • Reglerne bliver enklere og lettere at forstå.
  • Den hidtidige 37/3-regel erstattes med en ny udgave, hvor alt arbejde efter kl. 17 afspadseres med samme faktor som før – uanset hvornår man møder – hvor det før kun var for vagter påbegyndt efter kl. 14.
  • Samtidig ændres de arbejdtidsbestemte ydelser for aften- og nattjeneste og tjeneste om lørdagen fra et kronetillæg til en procentdel af timelønnen. For en gennemsnitslønnet socialpædagog betyder ændringen en forhøjelse af aften/nattillægget på 5 kr. mere i timen fra ca. 24 kr. til ca. 29 kr. i timen.
  • Med den nye aftale skal man have udleveret sit vagtskema fire uger før, det træder i kraft, og skemaet skal dække mindst fire uger. Opgørelsesperioden (normperioden) kan maksimalt udgøre 16 uger – med mindre andet bliver specifikt aftalt.
  • Juleaften får status af søgnehelligdag fra dagstjenestens begyndelse.
  • Reglerne for rådighedstjeneste kører videre som hidtil.

Læs mere om de nye regler i pixiudgaven af aftalen på www.sl.dk/arbejdstid


Lokale spørgsmål

Vagtbytte var også et af de mange emner, der kom op på de fire velbesøgte medlemsmøder, der er blevet holdt i Kreds Nordjylland, fortæller faglig sekretær Arne Finn Nielsen. De fire møder med 50 deltagere på hver kom efter et mere end fuldt booket møde med KL og forbundet for ledere og TR’ere, og de nordjyske medlemmer havde mange og meget detaljerede spørgsmål, fortæller han. Men blandt de mange aspekter af den nye aftale, der blev vendt på møderne, kan man alligevel pejle sig ind på nogle, der gik igen, siger Arne Finn Nielsen: Det gælder fx reglerne for den daglige arbejdstids længde og normfastsættelsen.

– I vores kreds har vi rigtigt mange decentrale aftaler, hvor medlemmerne fx kan arbejde op til 16 timer på en vagt. Det giver god mening i forhold til deres arbejdsliv og fx afstanden mellem hjem og arbejde. I den nye aftale står der, at arbejdstiden kan udgøre mellem 5 og 10 timer, hvis ikke der er aftalt andet lokalt, og her har mange medlemmer være urolige for, at de så ikke kan fortsætte med de lange vagter, hvis fx et par kolleger ikke vil være med til det. Der er vi så gået ind lokalt og har set på, hvordan man fx kan lave aftaler, der beskriver de enkelte stillinger og medarbejderes arbejdstider, fortæller Arne Finn Nielsen.

Når det handler om normperioden, siger den nye aftale, at den maksimalt kan opgøres over 16 uger – med mindre andet aftales lokalt – og her har man på medlemsmøderne brugt tid på at forklare de fordele og ulemper, der er ved det:

– Det er klart, at det er en fordel for medlemmerne med kortere normperioder – eller opgørelsesperioder, som det jo nu hedder i den nye aftale. 16 uger er noget, man som medarbejder kan overskue, mens en årsnorm kan være meget svær at få overblik over. Men for lederne kan lange opgørelsesperioder være en fordel, fordi det er lettere at få det hele til at gå op, konstaterer Arne Finn Nielsen. 

På medlemsmøderne var der – som forud for vedtagelsen af OK-resultatet sidste år – kritiske bemærkninger til den ændring, der betyder, at kronetillæg med den nye aftale bliver til procenttillæg, fortæller han. Det betyder, at den højestlønnede af to kolleger på nattevagt også får det højeste ulempetillæg, hvor de indtil nu har fået det samme i kroner og øre. Her var argumentet, at ulempen er den samme, hvad enten man er på skalatrin 17 eller 30.

Bevise sit værd

Men nu er de nye aftaler ved at falde på plads i Kreds Nordjylland, fortæller Arne Finn Nielsen. Nogle steder har kredsen lavet aftaler for en hel kommune, andre steder er det på arbejdspladsniveau, og der bliver fortsat holdt møde ude i kommunerne for at få afstemt forståelsen af de nye regler.

– Jeg synes, at det er ved at gå op, selvom nogle er kommet meget sent i gang med at få det på plads. Der har vi nogle steder valgt at sige, okay, så udskyder vi hellere ikrafttrædelsen af de nye regler fremfor at skulle haste noget igennem eller risikere at skulle stå med nogle sager, som bare ville give en dårlig start på samarbejdet om de nye regler. For alle vil jo godt de nye regler, siger Arne Finn Nielsen. 

Benny Andersen er glad for de altovervejende positive tilbagemeldinger fra fx de nordjyske medlemsmøder – og ikke mindst for den store interesse, der har været for møderne. Han siger:

– Det afspejler jo bare, hvor vigtige og helt centrale arbejdstidsreglerne er for medlemmerne på døgnområdet. Og det bekræfter mig i, at vi som forbund gjorde ret i at betale, hvad det kostede at få landet en solid aftale. Nu skal den bevise sit værd i praksis, og jeg er fortrøstningsfuld. Som alle nye ting er der selvfølgelig en indkøringsperiode, men jeg føler mig sikker på, at den arbejdstidsaftale, vi indgik sidste år, vil holde i mange år og være til gavn for vores mange medlemmer på døgnområdet.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Forbund og a-kasse, Overenskomster og aftaler