icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Organisering

Medlemmerne strømmer til

Kreds Nordjylland har siden 2007 oplevet en stigning i medlemstallet på næsten 24 pct. Imponerende, siger arbejdsmarkedsforsker

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 10-2016 /

Nordjyske socialpædagoger er vilde med deres fagforening. Mens mange fagforbund kæmper for at holde på medlemmerne, er der nemlig fremgang at spore hos Socialpædagogerne – ikke mindst i Kreds Nordjylland. Her man haft medlemsfremgang hvert eneste år siden 2007, viser ny opgørelse. Det svarer til en fremgang på i alt 1.017 medlemmer svarende til en stigning på næsten 24 pct. på ni år.

– Det er meget glædeligt, at vores medlemstal bliver ved med at stige. Det har en enorm betydning, at vores medlemmer bakker op om fagforeningen. Det giver os langt mere pondus og indflydelse, når vi forhandler med arbejdsgiverne, siger Peter Kristensen, formand for Socialpædagogerne Kreds Nordjylland.

Den positive udvikling er kommet i en periode, hvor mange af de øvrige fagforeninger har oplevet store medlemsfald.

– Vi hører hele tiden om problemerne med medlemsflugt fra fagbevægelsen, og det er rigtig trist. Men derfor er det dejligt, at vi også kan vise, at det sagtens kan gå fremad for fagforeningerne, siger Peter Kristensen, som samtidig glæder sig over, at Socialpædagogerne generelt oplever medlemsfremgang i disse år og snart nærmer sig de 40.000 medlemmer.

En stærkere fagforening

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet er der flere årsager til, at den nordjyske kreds oplever en så markant – og imponerende – fremgang.

– Først og fremmest må medlemmerne jo være glade for deres fagforening. Men desuden spiller det også ind, at socialpædagogerne har en fagforening med en stærk professionsprofil. Medlemmerne føler sig hjemme og kan fx slet ikke forestille sig at skifte til en gul fagforening. Det er først og fremmest et problem for de fagforeninger, som ikke har så stærk en faglig identitet som Socialpædagogerne, siger Laust Høgedahl.

Ifølge Peter Kristensen er det i høj grad de nyuddannede socialpædagoger i Nordjylland, der melder sig ind. Og kredsen gør da også meget ud af at være synlige på pædagoguddannelserne i kredsen – bl.a. i forbindelse med de studerendes indkald i den første lønnede praktik på uddannelsen i Aalborg.

– Her har vi to undervisningsdage til rådighed, hvor vi møder og underviser de studerende. Vi oplever, at de unge pludselig synes, at fagforeningen giver mening, når vi snakker om deres fag og det, der optager dem – når vi ikke bare er nogle, der står med et regelsæt i hånden, siger kredsformanden.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Forbund og a-kasse