icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

En politisk studehandel

  • Af Karl Bach Jensen
  • 19-2016 /

Med et natligt forlig mellem regeringen og alle partier undtagen Enhedslisten om en satspuljefinansieret pakke til forebyggelse af vold på botilbud bryder lovgiverne med et princip om, at man enten skal være aktuelt sindssyg eller være dømt for en strafbar forseelse, for at man kan spærres inde på en psykiatrisk afdeling.

I alle landets regioner skal der oprettes såkaldte socialpsykiatriske sygehusafdelinger, som man af sin handlekommune ufrivilligt kan visiteres til, hvis man vurderes at være til fare for andre, har en svær psykisk lidelse, nedsat funktionsevne (handicap) eller svære sociale problemer og har været tvangsindlagt mindst én gang inden for det seneste halve år.

Beslutningen om tvungen indlæggelse på de nye afdelinger tages op til revurdering senest efter 30 dage og efterfølgende minimum hvert halve år. En beslutning om ufrivillig anbringelse kan – efter en formentlig langvarig klagebehandling i Ankestyrelsen – påklages til domstolene, men erfaringsmæssigt er det ganske få, der vil få medhold ved domstolen.

I det hele taget afspejler de meget indviklede klageprocedurer i forbindelse med ufrivilligt ophold på de nye afdelinger, at der er tale om et meget uheldigt miskmask af vidt forskellige lovgivninger og traditioner.

Bliver man – frivilligt eller ufrivilligt – visiteret til en af de nye afdelinger, vil det reelt blive ens bopæl, idet man vil blive frataget sin eventuelle plads på et offentligt støttet bosted. Man skal oven i købet selv finansiere en stor del af opholdet, medmindre man til daglig har egen helt privat bopæl.

Forskellen på de nye socialpsykiatriske afdelinger og den almindelige tvangspsykiatri er, at man ikke må bæltefiksere eller tvangsmedicinere. Desuden lægges der op til mere socialfagligt personale på de nye afdelinger.

Forliget repræsenterer desværre et brud med princippet om skadesreduktion, der de seneste årtier har kendetegnet stort set al misbrugsbehandling her i landet. I 90’erne blev der i de daværende amter skabt en række velfungerende botilbud for mennesker, der både er ramt af alvorlige psykiske lidelser og samtidigt har et misbrug af lovlige eller ulovlige rusmidler. Her tolereres brug/misbrug af rusmidler, så længe det foregår i egen bolig, samtidig med at man løbende tilbyder og forsøger at motivere til misbrugsbehandling og arbejder systematisk med gensidigt at sikre trygheden for beboere og personale. Disse velfungerende botilbud blev videreført i landets fem regioner, men har de senere år haft svært ved at overleve på grund af manglende henvisninger fra og spareiver i landets kommuner.

Selvom der i virkeligheden er brug for flere af sådanne mindre og rummelige botilbud, er de enten blevet økonomisk beskåret eller helt lukket ned de senere år. Det var her, man fra regeringens og satspuljekredsens side burde have sat ind!

På de nye socialpsykiatriske afdelinger kan vi se frem til en form for nultolerance, hvor en formodning om, at man vil indtage/købe rusmidler, i sig selv kan være grundlag for tvangstilbageholdelse eller tvangstilbageførsel.

Med nedsat funktionsevne som et af kriterierne for tvangsindlæggelse på de nye afdelinger, er forslaget i strid med handicapkonventionens artikel 14 om, at ‘et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse’, og artikel 19 om, at man uanset handicap har ret til selv at vælge, hvor og med hvem man vil bo. Næsten alle interesse- og faglige organisationer på området har taget afstand fra denne del af den indgåede aftale, som nu vil skabe en gruppe af mere eller mindre retsløse klienter på nye fængselslignende socialpsykiatriske afdelinger.


Karl Bach Jensen er udviklingskonsulent i LAP, Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere.

Deltag i debatten

Hvad kan du som socialpædagog gøre, for at der ikke bliver brug for at visitere til de kommende ’socialpsykiatriske afdelinger’?

Hvordan kan du som socialpædagog være med til at styrke trygheden for beboere og personale på de eksisterende bosteder?